Disse oplysninger er unægtelig i modstrid med darwinismen, som siger, at ud af en ursuppe og forskellige kræfter opstår der “helt tilfældigt” og “helt af sig selv” de grundlæggende livsformer. Ifølge darwinismen udvikler livsformerne sig også, men det er den fysiske form, der udefra styrer og betinger bevidsthedsudviklingen. Bevidstheden er et resultat af den fysiske forms udvikling.

På en måde er der ikke den store forskel på darwinismen og åndsvidenskab. Der skal blot byttes om på årsag og virkning. Ifølge åndsvidenskaben udvikler livsformerne sig også, men absolut ikke ad tilfældighedens vej. Og det er bevidstheden, der udvikler sig og styrer udviklingen af formerne. Ikke omvendt.

Det er bevidstheden, der udvikler sig og styrer udviklingen af formerne, så formerne bliver stadig bedre egnede til at udtrykke den bevidsthed, der bor i dem.

Det betyder, at livet og bevidstheden på planeten udgør en helhed. Man kunne kalde denne helhed for planetens samlede liv eller intelligens. Det svarer til det, Kirken kalder “Gud” eller “Vorherre” i Bibelen … eller det som den amerikanske fysiker James Lovelock kalder “Gaia”.

Selvfølgelig har et menneske sin ukrænkelige identitet, men den samlede planetariske udvikling udgør et overordnet princip i forhold til det enkelte menneskes udvikling. Derfor kan man sige, at livet udgør et gigantisk gruppearbejde … det der kaldes evolutionen.

Formålet med det individuelle livs tilværelse er at samarbejde med denne evolution. Og samarbejde med evolutionen betyder derfor at arbejde for helheden, for evolution vedrører altid helheden. At samarbejde med evolutionen vil sige at arbejde for helheden, også hvis det skulle være på bekostning af individuelle interesser. Det er det eneste, som på længere sigt kan gøre mennesket lykkeligt og harmonisk. Omvendt kan man sige, at hvis man modarbejder evolutionen – hvis man arbejder til fordel for sine egne egoistiske interesser − navnlig hvis det sker på bekostning af andre menneskers interesser – vil det på længere sigt skabe disharmoni og modgang.

I hvert fald kan man sige, at det altid vil føre til den lidelse, der kaldes ensomhed, for hvem ønsker at være sammen med en egoist? Ensomhed betragtes af mange mennesker som den største af alle lidelser. Ud af alt dette kan man derfor konkludere, at lykke og harmoni er resultatet af uselviskhed. At det samtidig fører til udvikling af højere bevidsthed, er faktisk kun en sekundær bivirkning eller sidegevinst.

Det primære er, at lykke og harmoni er resultatet af uselviskhed. Og omvendt kan man sige, at egoisme altid fører til lidelse på længere sigt. Det er kernen i åndsvidenskaben. Men det er også kernen i verdensreligionerne. Derfor er der god grund til at slutte med nogle få citater fra religionerne: