Tankebilleder

Når sjælen arbejder på mentalplanet, skaber den tankeformer eller tankebilleder. Det er grunden til, at visualiseringsevnen kaldes tankens skabende evne, og det er i en mere bogstavelig betydning, end de fleste normalt forestiller sig. Den billedskabende evne er tankens mest karakteristiske egenskab, og ord er kun et utilstrækkeligt forsøg på en fremstilling af et mentalt billede.
En idé eller et mentalt billede er en kompliceret ting, og enhver ved, at der altid kræves mange ord for at give en nogenlunde nøjagtig beskrivelse af et billede. Omvendt kan et enkelt ord straks fremkalde et kompliceret billede i tanken. På tankens plan skaber mennesket billeder og symboler, og derefter sammenfattes de møjsommeligt og ufuldkomment i symboler, og man forsøger til sidst at gengive dem i ord.

På mentalplanet, hvor tanke taler til tanke, overføres tankebilledet eller idéen fuldstændigt. Selv ved en begrænset form for tankeoverføring er det billeder, der overføres – ikke ord. En foredragsholder omsætter efter bedste evne så stor en del af sit mentale billede til ord, og meningen er, at ordene skal skabe de samme billeder i tilhørernes tanker. Tanken beskæftiger sig hele tiden med billeder – ikke med ordene. De fleste uenigheder og misforståelser opstår, fordi mennesker skaber forskellige billeder til de samme ord – eller benytter forskellige ord til at gengive det samme billede.
Et tankebillede eller en tankeform er derfor et mentalt billede, der er skabt eller støbt af mentalt stof. Formen er opbygget af hurtigt vibrerende mentale atomer, og vibrationerne forplanter sig til omgivelserne og skaber lyd- og farvefornemmelse i enhver skabning, som er i stand til at registrere dem.
"… hele Universets skabelse og dets fremadskridende evolution sker ved hjælp af tankens kraft, som blot er et andet ord for kontrolleret meditation."
Alice A. Bailey: Discipleship in the New Age, Vol. II, p. 233
|