Carl G. Jung har foreslået en teknik som nogle oplever som nyttig. Den består i at bruge forestillingsevnen – ikke som en vej ind i fantasier, men som et skridt mod virkeligheden. Det er klogt at skelne mellem virkelig forestilling og fantasi eller dagdrømmeri. Dagdrømme er altid selvcentrerede, og uanset hvor dagdrømmen begynder, vender den altid rundt, så den finder tilbage til personligheden, og der bliver den. Forestillingsevnen derimod bruger – hvis den er kreativ – tankesindets billedskabende evne til at føre tænkeren fra et mentalt sted til et andet.

Udgangspunktet kan f.eks. være, at man har et problem, men i stedet for at referere til "drømmeren" inde i sig selv, dukker der en tanke op i tankesindet. Eller man "ser" en indbildt person eller scene, der måske ikke umiddelbart har relation til problemet. Men hvis man taler til "personen" og lytter til svaret, fører diskussionen til selve problemet – og svaret findes. Hvis det er en scene, kan man f.eks. forestille sig, at man går gennem en dør eller hen ad en gade for at se, hvad der ligger længere fremme.

Det er en teknik, der skal bruges med forsigtighed, og den skal al­drig forceres. Det er også klogt først at formulere det spørgs­mål, der plager, så klart og præcist som muligt. Alle spørgsmål rummer deres eget sande svar. Forskere ved, at forskningens kunst består i at vide, hvilke spørgsmål man skal stille, og hvordan de skal formuleres. Derefter udarbejder de eksperimenter, som giver det indre blik en oplevelse, der resulterer i en afklaring.

Man kan eventuelt også hjælpe sig selv ved at udføre noget kreativt: Male, skrive eller synge – hvad som helst man har lyst til, bare man ikke skader sig selv eller andre. Det betyder at det er bedre at male eller tegne dårligt end slet ikke at gøre det, at skrive vers, der ikke er poesi osv. På den måde fremskyndes katarsis (udrens­ning). Det er imidlertid en forudsætning, at man ikke straks tror, at man er kunstner eller påtvinger andre sin kunst. Katarsis er ikke identisk med kreativ kunst.