Menneskehedens overgang fra personlig ambition til åndelig stræben er en langvarig, vanskelig, intensiv, følelsesbetonet proces, og den er blevet viklet ind i en forveksling mellem manifestation og mening og mellem form og substans. Den informationsorienterede intelligens, som kaldes "den konkrete tænkeevne" med dens skarpsindige detaljerede iagttagelser og klare rationelle logik, afgrænser det mentale område hos den funktionelle person, som derved skiller sig ud. Misfortolkningerne breder sig som ringe i vandet, og de fejlagtige informationer tager nogle mennesker meget alvorligt. Det illusoriske område med ukendte relationer vrimler med dualistiske symboler: Frygt/håb, sult/mæt, fattig/rig, ond/god, forkert/rigtig, smerte/behag, arbejde/leg, død/liv, menneske/Gud. "Dualiteten og samspillet mellem dem skaber bevidsthed, der kan defineres som evnen til at opfatte, for det vedrører primært relationer mellem selvet og ikke-selvet."[1] Det skabende potentiale, der findes i de utallige detaljerede dualiteter giver menneskets tænkning − den sensitive massebevidsthed − både en rig arv og en besværlig menneskelig bagage.

Fortolkninger fra tidligere tider trækker forvirringen i langdrag, og sentimentalitet skaber lige så mange åndelige omveje som frygt og sorg, og det forhaler den personlige erfaring som sjæl. Den forklaring, der blev formuleret af en håndfuld mennesker i et tidligt forsøg på at tydeliggøre forskellen mellem menneskets personlighed og dens spændingsfelt til sjælen − både Himmel og Helvede − kan de fleste nu forstå som en karakteristik af det almindelige dagligliv på Jorden. Helvede og Himmel er udtryk for en kunstig adskillelse mellem menneskeheden og Det Store Hvide Broderskab. For at undgå Helvedes kvaler skal man bare opgive tanken om, at Himlen findes som et isoleret sted. Man kan ikke forklare engle uden at give spejlbilledet af djævle, der lokker mennesket dybere og dybere ind i den sensationslystne dualistiske verden. Måske var det det, som mange oplevede i middelalderen som en pinagtig, nogle gange seksuel, natlig prikken og stikken af djævle og dæmoner med spidse forke, der får mennesker i nutiden til at opfatte en anden form for stikken og prikken af rumvæsener. Planeten Jorden har aldrig været centrum for solsystemet eller fungeret som et åndeligt center mellem Himmel og Helvede. Alligevel handler mange mennesker stadig, som om den er det. Rester af denne selvoptagethed er den tydelige opfattelse af, at menneskehedens ikke-hellige og stagnerende verden er vigtig nok til at tiltrække teknologisk fremskredne besøgende fra andre planeter, som helt uforklarligt ikke ønsker at kommunikere eller handle med menneskeheden, men kun vil have seksuel omgang eller skade Jordens mennesker. Den form for natlige oplevelser føles tilstrækkeligt ægte til, at det − ligesom stigmata − kan medføre både fysiske og psykiske virkninger.

Det er naturligvis muligt at få besøgende fra enten fremtiden eller fra andre solsystemer, men manglen på rumvæseners genstande som nagelfaste beviser, afslører tværtimod, at den slags "oplevelser" sandsynligvis er et resultat af et almindeligt og helt naturligt fænomen i menneskets hjerne − en tilstand, der kaldes drømmeløs søvn, som kan være udtryk for et tidligt stadie af manglende klarhed i drømmene. En troværdig samhørighedsfølelse (i modsætning til universalitet) er afgørende for, at man er i stand til at skelne sandhed fra fantasi. Efterhånden som man oplever, at man kan tale om isoleret selvcentrerethed og om sin "plads" i den omfattende struktur, kan man deltage i planetens arbejde med at blive hellig og hel.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Kosmisk Ild, s. 251

_________________________________