Kirken tror på stedfortrædende afvikling af karma. Syndernes forladelse er et kristent dogme, som er så essentielt, at det indgår i den kristne trosbekendelse. Her erklærer de troende: “Jeg tror på syndernes forladelse …” Disse fem ord har enhver kirkegænger hørt. I dag er der færre og færre, der tror på dem. Den kristne skyldsforestilling stammer fra ideen om arvesynden, som den dag i dag ligger som en kvælende byrde over den kristne verden, og i vores del af verden sørgede Luther for at banke denne forestilling ind i den protestantiske bevidsthed. Alt er synd! Og alle er skyldige. Man kan kun undgå Satans “helvedsluer” – som Thomas Kingo truer med i en af sine dystre salmer – hvis man tror. Man skal intet foretage sig – bare tro. Så kommer frelsen helt af sig selv!

For tænkende mennesker lyder det usandsynligt, at den alkærlige Fader skulle sidde surmulende i sin Himmel og i millioner af år ærgre sig over, at Eva plukkede et æble, hvorefter han selv smed Adam og Eva ud af paradisets have. Den kristne skyldsforestilling er i fuldkommen modstrid med enhver forestilling om kærlighed, barmhjertighed, sund fornuft og menneskelig udvikling. For når alle er syndere, uanset hvordan de tænker, føler eller handler, og at man udelukkende kan frelses ved at tro på, at det var Kristus, der ophævede menneskehedens – eller rettere de kristnes – synder ved sin soningsdød på korset, må enhver form for humanisme, lærdom og åndelig oplysning være underordnet. Tilbage er kun frygtsom umyndighed.

• Hvorfor tror Kirken ikke, at mennesket kan blive herre i eget hus, uden at det indebærer en afsked med Gud?
• Hvorfor skulle den alkærlige Gud fastholde sine elskede menneskebørn i evig umyndighed og syndsbevidsthed?
• Kræves der virkelig ikke andet af nutidens, tænkende menneske, end at det skal råbe: “Herre vær mig nådig” eller “Herre forbarm dig over mig”?

Nutidens generationer er højt uddannede. De er individualistiske. De har for længst taget afsked med den kollektive autoritetstro. De tænker selv. De tror på sig selv. De klarer sig selv. De har meget vanskeligt ved at acceptere Kirkens trusler om evig straf og fortabelse, hvis de ikke underkaster sig doktrinerne om en emotionel, vred og straffende Fader i Himlen.

Nutidens mennesker er ofte bevidste om deres karaktersvagheder, og de tror på, at de ved egen kraft kan forandre sig. Nutidens mange alternative terapiformer og erhvervslivets utallige selvudviklingskurser er et klart udtryk for denne holdning. Derfor tror nutidens mennesker på, at de kan frelse sig selv. De har ikke behov for et stedfortrædende sonoffer.

Kirken forsvarer sig med, at Jesus ofte i forbindelse med en helbredelse sagde: “Dine synder forlades dig!” Når tilgivelse er dokumenteret af mesteren Jesus selv, burde man så ikke bare tro på, at det er muligt at fritage et menneske for dets ansvar for sine handlinger?

Henryk Siemiradzki: Kristus og en synder.

Jesus sagde jo blandt andet …

“Men for at I kan vide,

at Menneskesønnen har myndighed på Jorden

til at tilgive synder …”

Matt. 9,6

Jesu ord til den lamme:

“Søn! Dine synder forlades dig.”

Mark. 2,5

Jesu ord er reelt en bekræftelse på, at den lamme er lam på grund af sine synder eller sin dårlige karma. Eftersom synden forlades eller tilgives, kunne det tyde på, at det er muligt at gribe ind i menneskets karma. Ordene ved nadveren antyder det samme:

“Drik alle heraf – for dette er mit blod, pagtsblodet,

som udgydes for mange til synders forladelse.”

Matt. 26,28

Læg mærke til, at der ikke tales om syndernes forladelse – altså alle synders forladelse – men om synders forladelse. Det kan fortolkes som enkelte synders forladelse, men Kirken har valgt at fortolke det som en total tilgivelse af alle synder.

Men Jesus sagde også:

“Men jeg siger jer,

at mennesket skal gøre regnskab på dommens dag

for hvert unyttigt ord, det taler.”

Matt. 12,36