Som sagt tror mange fejlagtigt, at karmaloven ikke giver plads til barmhjertighed og tilgivelse. Det er korrekt, at karma aldrig giver syndsforladelse i den forstand, at den fritager et menneske fra lovens virkninger, men det er ikke korrekt, at den ikke giver plads for barmhjertighed og tilgivelse. Forklaringen er enkel og logisk. Syndsforladelse eller tilgivelse er noget, der foregår mellem mennesker. Tilgivelse kan naturligvis ikke finde sted mellem et menneske på den ene side og en naturlov på den anden side. Ingen kunne vel drømme om at falde på knæ og bede tyngdeloven om tilgivelse, hvis man ikke har respekteret den?

Tilgivelse medfører ikke, at virkningen af handlingen (dvs. virkningen af naturloven) ophæves. Intet fornuftigt menneske kan forestille sig, at tyngdeloven skulle ophæves, hvis man beder den om tilgivelse, næste gang man falder ned af trapperne.

Det eneste der ændres, er,

at den der tilgiver, tænker, føler og handler,

som om intet forkert var sket.

Kristus fortsatte med at give kærlighed, på trods af at han blev udsat for tortur. Her er hans virkelige budskab. Hans kærlighed eller tilgivelse gives endog til hans bødler, for “de ved ikke, hvad de gør.” Kristus er et forbillede for mennesker. Mennesket skal blive som ham, så får det tilgivelse for sine synder. Ikke fordi han ophæver dets karma, men fordi det selv “omvender” sig. Og med omvendelse menes der, at det ændrer tanker, følelser og handlinger – og dermed ophæver det selv sin karma. Målet med den karmiske lidelse var netop denne forvandling eller omvendelse.

Tilgivelse i denne forstand er en pligt, som karma ikke forhindrer, men tværtimod kræver, hvis den ikke skal få karmiske følger. De karmiske følger af at undlade at hjælpe et menneske i nød kunne være, at man ikke selv modtager hjælp, hvis man en dag befinder sig i en nødsituation. På denne måde får man selv en oplevelse af virkningen af sine egne handlinger.

Efter disse informationer, er der god grund til at se nærmere på kristendommens løfte om syndsforladelse for at se, hvad der kræves for at få syndsforladelse? Efter den almindelige opfattelse er det nok, når en synder angrer sin handlemåde. Gør man det, er man berettiget til at slippe for virkningerne af sine handlinger. Her ligger den store psykologiske misforståelse, for selvom fortrydelsen markerer en selverkendelse, er den blot den første spire til en karakterforandring til det bedre. Den markerer begyndelsen til en moralsk udvikling. Ikke afslutningen på den. De karmiske virkninger af tidligere handlinger kan naturligvis ikke forsvinde i samme øjeblik, man fortryder dem, for fortrydelsen indebærer ikke nødvendigvis, at man vil fortsætte den positive moralske udvikling.

Fuldkommenhed opnås ikke

gennem anger og et godt fortsæt.

Angeren får først værdi,

når den medfører en vedvarende

ændring af karakteren.

Et godt eksempel er folks nytårsforsæt. Nytårsaften fortryder mange, at de begyndte at ryge. De erkender, at det er en usund og dårlig vane og beslutter, at nu skal det være det slut. Men mange må efterfølgende erkende, at der ligger hårdt arbejde mellem beslutningen og den vedvarende ændring af vanen.

I virkeligheden er karma en god ven og hjælper, for i samme øjeblik man fortryder en handling og beslutter at ændre sin karakter, har karma konfronteret personen med tidligere handlinger, og det giver mulighed for at ændre dem til det bedre – og teste om ændringen er vedvarende.

Karma giver mulighed for at udvikle den moralske styrke og indre åndelige kraft, fordi karma viser de dårlige karaktertræk, der tidligere blev udviklet og giver nu mulighed for at ændre dem til gode og positive egenskaber.

Karma er som en stige, som trin for trin fører fra ufuldkommenhed på de nederste trin til fuldkommenhed på det øverste. Karma er også et kors, der kan være tungt at bære, men det giver kraft og styrke.