Det mest karakteristiske ved hierarkisk bevidsthed er en sekventiel intuitiv forståelse − og den opnår alle. Der skabes et spændingsfelt med den konkrete tænkeevne, hvor bevidstheden indeholder et sidste midlertidigt område, der styres af en sekventiel (og dog relativ illusorisk) dobbelt erkendelse som eksempelvis fortid/fremtid. Den tibetanske mester siger, at bevidsthedens oprindelige mønster og hensigt ikke havde planetarisk eller solar oprindelse, selvom den beslaglægger og forbinder begge systemer i spændingsfeltets sfære af tid og rum. Og som sjælsintegrerede mennesker kører man fast i det. Ligesom slowmotion kan en sekventiel erkendelse skabe en tydeligere opfattelse af trin og stadier, der strækker sig fra en næsten uendelig kompleksitet til en næsten uendelig enkelhed i det, der viser sig som et omfattende hierarki af abstraktion, der udvikler mønstre af kraft og energi i samtaleformer og midlertidige dimensioner af intelligens, sjælsbevidsthed og vilje. Den bevidste ydre/indre software af begrebsmæssige energiaspekter, relative påvirkninger, submenneskelige, menneskelige og overmenneskelige relationer kommer til udtryk i mangfoldige sprog, forestillinger, discipliner og videnskaber. Forandring, vækst og omdannelse karakteriserer denne intelligente sjælsbevidsthed, der kæder Den Ene sammen med de mange. Det teoretiske spændingsfelt mellem fortid og fremtid er planetarisk bevidsthed, hvis natur er fremskridt, hvis mening er relativitet, og hvis navn er NU.

Når man tager fat på en ændring fra hierarkisk til abstrakt intelligens og fra sjælsbevidsthed til monadisk erkendelse, så skal man erstatte tænkeevnens sjælsprincip med den synteseskabende abstrakte tænkeevne, der har nye styrende teknikker, love og principper. Det er vanskeligt at forlade de ældgamle tilknytninger til sjælen, mesteren, læren og den bevidsthed, som man kender så godt. Men abstraktion er ikke et vakuum. Synteseskabende intelligens, at tænke som én, og at inkluderer sjælens visdom, er endnu mere. Man har ikke mistet den hierarkiske tænkning, men blot forladt den. I begyndelsen er abstrakt tænkning ikke vanetænkning, og muligvis kan man ikke fuldt ud forstå syntese − men man kan alligevel arbejde som én på bevidsthedens visdomsside, der skaber syntese mellem sjæl og ånd. Efterhånden som interessen langsomt skifter fra meningen med det, som man kender, til betydningen af subjektiv samhørighed, så begynder man at identificere sig langt nemmere med menneskehedens erfaring end med sine egne personlige oplevelser, der tilsyneladende er lidt tilfældige. Åndeligt fremskridt holder op med at være genstand for monadisk påvirkning, når man interesserer sig for at ville ændre sin planetariske åndelighed til solar guddommelighed.

Som aspiranter til større forståelse bryder man ud af den logiske tænknings puppe og foretager bedømmelser, der er baseret på en kombination af fænomener og informativ intelligens, uanset om det er forkert eller ej. Afhængig af menneskets kapacitet til at tænke opfattes livet som omstændigheder og lykketræf af modsatrettede positive eller negative kræfter. Når man opdager "vejen", kan den manglende integritet af sjælsbevidsthed muligvis beskrive den menneskelige erkendelse.