To tænkemåder
Som disciple bestræber man sig på at overvinde den sekventielle bevidsthed og forsøger at forstå meningen med følelser og tænkning, hjerte og sjæl. Med "to tænkemåder" kæmper man for at afbalancere det almindelige daglige liv med en kompliceret intensitet i den åndelige stræben. Uanset om man ved det eller ej, så tænker man som sjæl, efterhånden som man gradvis materialiserer sit syn på det, man mener, der er muligt. Man kontemplerer, men forstår muligvis ikke fuldt ud potentialet i Den Ene Sjæls guddommelige intelligens. Pludselig viden om både "foroven og forneden" er prøver for mennesket, og åndelige fejl beskriver graden af den hierarkiske erkendelse.
Når Djwhal Khul taler om indviede, peger han på to ting − at det er forskelligt, hvor let man hver især kan fungere med monadisk og shamballisk abstraktion, og at man kun i mindre grad giver udtryk for betydningen af en samhørighed, der ikke er baseret på enhed, men på syntese. Hvis man er villig til at arbejde som én intelligens, så frigøres man fra processen, fra symbolikken i den uforståelige, men håbefulde tale om liv, og fra at være åndeligt og intellektuelt afhængig. Efterhånden som man udvikler det abstrakte potentiale og bruger den synteseskabende intelligens, kan man gradvis fortrænge de symbolske begrænsninger i overgangen til sjælsbevidsthed. Ved at fungere som én påtager man sig rollen som formidler af selve livet. I virkeligheden er det en tilbagevenden til det kendte territorium − en tilbagevenden til monadisk erkendelse. Det er vigtigt at forstå, at når hierarkisk intelligens (kærlighed) bliver fortrængt af synteseskabende intelligens (vilje), så ser man verden som en relativitet snarere end som en dualitet, fordi perspektivet er som én. Når man viser tilstrækkelig kærlighed, er man ikke i fare for at tage tingene personligt. En stille accept af samhørighed, der er åndelig modenhed, kan bedst beskrives som shamballisk erkendelse.
|