Men der mangler en tredje faktor … spiritismen. Den opstod omkring 1850 i England, og bredte sig meget hurtigt til hele Europa. Man oplevede, hvordan medier kommunikerede med usynlige mennesker eller væsener. Det skete ofte ved hjælp af bankelyde, materialiseringer og forskellige andre mystiske fænomener. Spiritisterne påstod, at der var tale om afdøde mennesker. Det viste sig ved senere undersøgelser, at det i mange tilfælde var rigtigt. Men naturligvis var der også en række tilfælde, hvor det var mere tvivlsomt.

Men for mennesker, der beskæftiger sig med åndsvidenskab, var det væsentligste, at der var en samling uforklarede fænomener, der manglede en sammenhængende naturvidenskabelig beskrivelse. Det var imidlertid meget vanskeligt at få naturvidenskabelige forskere til at tage påstandene alvorligt. De nægtede at gå ind i en naturvidenskabelig undersøgelse af fænomenerne – en undersøgelse, der naturligvis skulle foregå med den sædvanlige grundighed og ekspertise, som er kendetegnende for den traditionelle naturvidenskabelige forskning. Men som sagt blev spiritismens oplevelser og påstande afvist på trods af, at naturvidenskaben selv proklamerer, at enhver afvisning uden grundig undersøgelse betragtes som uvidenskabeligt.

Sådan var situationen, som den indre verdensstyrelse opfattede den ved slutningen af 1800-tallet. Derfor besluttede mestrene at løfte sløret for den gamle tidløse visdomslære. Den har altid eksisteret på planeten, men den har været skjult i hemmelige grupper, i kloster, broderskaber, ashramer, templer m.m. − og de mennesker, der beskæftigede sig med denne lære, skulle aflægge tavshedsløfte. De måtte sværge dyb og ægte tavshed − ofte med livet som indsats. For ikke alene måtte man hemmeligholde, hvad læren gik ud på. Man måtte ikke engang afsløre, at en sådan lære overhovedet eksisterede. Hvis man alligevel gjorde det, risikerede man livet.

Men nu vurderede den indre verdensstyrelse, at tiden var inde til at løfte sløret, fordi læren indeholdt de elementer, der kunne bygge bro i den voldsomme krystallisering, der var opstået i det europæiske kulturliv. Navnlig krystalliseringen inden for religionen bevirkede, at den ikke længere fungerede som en relevant faktor i samfundslivet. Og samtidig havde naturvidenskaben – netop i opposition til religionens måde at opfatte tingene på – skabt en særdeles materialistisk livsanskuelse.

Materialismen udgjorde efterhånden en trussel mod kulturlivet og hele civilisationen. Derfor skulle den indre verdensstyrelse finde et egnet redskab, der kunne anvendes til kanalisering af de nødvendige esoteriske informationer. Den indre verdensstyrelse kan af mange grunde ikke umiddelbart træde frem fysisk og demonstrere deres egen eksistens. Den kan ikke uden videre give eksempler på, hvad dens medlemmer egentlig er i stand til at præstere, for de skal respektere menneskets frie vilje. Derfor er de nødt til at arbejde gennem et redskab. De måtte derfor finde en kanal – et menneske, som på en pålidelig og troværdig måde kunne formidle de esoteriske informationer uden samtidig at give afgørende beviser på de magiske konsekvenser af disse informationer, for de kunne falde i forkerte hænder og blive misbrugt.