Forgreninger af

Det Teosofisk Samfund

Der har været mange andre forfattere og fortolkere i tidens løb. Det Teosofiske Samfunds forfattere og bidragydere til forskningen har været stor og bred. Det har medført, at man har fået en både bred og sammenhængende fremstilling af åndsvidenskaben. Der er i dag mange måder at præsentere læren på, og mange mennesker har deres egen måde at fortolke den på. Mange af disse fortolkninger har netop været forgreninger af den teosofiske bevægelse dengang. Her fortjener nogle få af dem at blive nævnt.

Jiddu Krishnamurtis arbejde har været udbredt i Europa og USA. Han blev i sin barndom “fundet” eller “opdaget” af Annie Besant og C.W. Leadbeater i Adyar. I 1909 så de ham en dag på stranden, og de bemærkede den fantastiske finhed og renhed i hans aura. De adopterede ham simpelthen. De aftalte det med forældrene, og fik en fuld legitim adoption. Krishnamurti voksede op i Adyar i det teosofiske hovedkvarter, og han blev opdraget af C.W. Leadbeater og Annie Besant – først og fremmest af C.W. Leadbeater.

Krishnamurti var udset til en meget speciel opgave på et senere tidspunkt. Dette emne falder imidlertid uden for denne præsentation af H.P. Blavatsky, men det centrale er, at denne opgave af forskellige grunde blev opgivet. Da han følte − og desuden fik at vide af Annie Besant − at hans specielle opgave var udsat, besluttede han at formulere sin egen opfattelse af læren. Det resulterede i, at Krishnamurti i 1929 trådte ud af Det Teosofiske Samfund, og dannede sin egen skole. Hovedbudskabet var, at ingen kan gå udviklingsvejen for andre. Man må gå den selv.