Videnskab og kunst er forbundet ud fra den opfattelse, at grækerne havde en guddommelige livskilde, fordi de fremstillede Gud som det gode, det sande og det skønne. Det gælder bl.a. den græske filosof Platon (ca. 428/427-348/347 f.Kr.). For Platon var idéernes verden det gode, det sande og det skønne, og det er indlysende, at man skal have indblik i idéernes verden for at finde sande svar, og derfor bliver intelligensen menneskets vigtigste egenskab. Intelligens og fornuft er derfor både evner, der skiller mennesket fra dyrene, og desuden er den grundlag for menneskets moralske evne. Fordi det gode også er det sande, og fordi sandhed ikke er et spørgsmål om mening (doxa), men om viden, skal en stat efter Platons mening ledes oppefra og ned af en gruppe af intelligente og vidende filosoffer.

Det gode kan opfattes i betydningen fuldkommen retfærdighed, som kommer til udtryk i de naturlove, som hjælper mennesket til at udvikle sig og løfte sig fra det lavere menneskelige op til det overmenneskelige – dvs. det guddommelige. Det sande søger mennesket i den ydre natur ved hjælp af sin intelligens, ved at lægge kendsgerning til kendsgerning, viden til viden, og dermed opfatter det nogle glimt af sandhederne i naturen, og gradvis går det op for mennesket, at sandhed skal erkendes ved hjælp af menneskets intelligens. Det skønne kan man se i forsøget på for at virkeliggøre skønhed i kunstens mange former ud fra den kendsgerning, at Gud manifesterer sig i naturen som skønhed, og de fleste vil sikkert mene, at den uberørte natur, der omgiver mennesket, i høj grad er udtryk for skønhed.

Hvis man tager de filosofiske tanker alvorligt, vil man naturligt stræbe efter at gøre sit eget liv til en genspejling af det guddommelige. Man vil forsøge at skabe skønhed i det, mennesker manifesterer, på samme måde som der er skønhed i den guddommelige manifestation. Hvis man stræber efter skønhed, vil man dyrke skønheden – man vil leve et liv i skønhed så vidt det er muligt. Og man vil opleve, at man i kraft af sine handlinger, fungerer som en svag refleks af det skønne i det guddommelige, som i sin natur er skønhed, og som har sat sit præg på alt i naturen.