Hvis man ser på verden fra denne synsvinkel, forstår man, at naturen kan læses som en hellig skrift. Og det er idealet for den naturvidenskabelige forsker – at søge efter de dybere sandheder, at studere naturen ved hjælp af sin intelligens og sin analytiske evne, at samle og undersøge fakta og herefter med stor omhu og nøjagtighed at skabe syntese ved at gå fra mangfoldighed og omhyggeligt klassificerede fakta op i den højere mentale forståelse af naturlovene.

Den naturvidenskabelige forsker er udtryk for det, der korrekt kaldes ”sublim tålmodighed”. Når man betragter forskerens tålmodige søgen efter det sande, den konstante frasortering af det usande og det halvsande, evnen til at give slip på standpunkter, der var baseret på ufuldkomne konklusioner, for at følge nye spor, der toner frem pga. tilføjelse af nye facts, der tidligere var ukendte, så må man erkende, at den tålmodige ”bjergbestiger” klatrer fra det kendte mod det ukendte, fra det sete til det usete, fra det uvirkelige til det virkelige, fra den ydre natur til den indre guddommelighed.

Efterhånden som naturvidenskabens forskere nærmer sig – eller overskrider – grænsen for objektiv iagttagelse, er de sandsynligvis på vej mod andre former for undersøgelser og konklusioner. Det drejer sig om de fundamentale åndelige sandheder, der også skal igennem intelligensens prisme. De mange farvenuancer, der strømmer ud fra skaberkraftens universelle lys, som har skabt Universet, skal udforskes og afsløres.

Modsætningen mellem religion og videnskab opstod pga. Kirkens og præsternes uvidenhed og magtbegær. Præsterne kom derfor i opposition til naturens profeter, og der opstod en omfattende og principiel konflikt i den vestlige verden. Men nu begynder den del af menneskeheden, som ønsker at få kendskab til det åndelige og guddommelige at søge indad i den menneskelige naturs dybder for at finde det iboende guddommelige fragment, at indse, at den naturvidenskabelige forsker ikke er religionens fjende, men dens ven og hjælper. Naturvidenskaben er ikke en fjende, men en ven og hjælper, for den naturvidenskabelige forsker vandrer mod det samme mål, selv om det sker ad en anden vej. Forskeren er i virkeligheden en ”præst”, der søger sandheden, og som derfor har krav på respekt, taknemlighed og kærlighed.