De meditationer, der som regel anbefales i forbindelse med disse chakraer, bliver af og til anvendt på legemet som helhed, sådan som det beskrives i dette uddrag af Yogatattva Upanishad:

”Der er fem elementer - jord, vand, ild, luft og æter. For de fem elementers legeme er der en femfoldig koncentration. Den del af det, der går fra fødderne til knæet, siges at være jordens region, og formen er firsidet, farven er gul og bogstavet er la. Man bør meditere på dette mens man fører åndedrættet med bogstavet la langs med jordens region (fra fødderne til knæene) og retter tanken mod Brahma - den gyldenfarvede med de fire ansigter.

Vandets region strækker sig angiveligt fra knæene til endetarmsåbningen. Vandet er halvmåneformet, farven er hvid, og va er dets bija (sæd). Idet åndedrættet føres med bogstavet va op langs med vandets region, mediteres der over guden Narayana, der har fire arme og en krone på hovedet, og som har en farve som rent krystal, klædt i orangefarvet dragt og uforgængelig …

Den del, der strækker sig fra endetarmsåbningen til hjertet, siges at være ildens region. Ildens form er trekantet, farven er rød, og dens bija eller sæd er bogstavet ra. Åndedrættet, der er blevet strålende i kraft af bogstavet ra, føres op langs med ildens region, og der mediteres over Rudra, som har tre øjne og opfylder alle ønsker. Farven er som middagssolen og oversmurt med hellig aske, og ansigtet har et tilfreds udtryk. …

”Den del, der ligger mellem hjertet og punktet mellem øjenbrynene, påstås at være luftens region. Luftens form er sekskantet, farven er sort og den stråler af bogstavet ya. Idet åndedrættet føres op langs med luftens region, mediteres der på Ishvara, den alvidende, der har ansigter til alle sider …

”Den del, der strækker sig fra centret mellem øjenbrynene til issen, er angiveligt æterens region. Den er cirkelformet, røgfarvet og stråler af bogstavet ha. Idet åndedrættet føres op langs med æterens region, bør der mediteres der på Sadashiva som den, der skaber lykke. Formen er som en bindu (dråbe), som den Store Deva, den, der er formet af æteren og skinner som rent krystal, som bærer den opstigende halvmåne på hovedet, som har fem ansigter, ti hænder og tre øjne, som har et venligt ansigt, er bevæbnet med alle våben og dekoreret med alle smykker, som har gudinden Uma i den ene halvdel af sit legeme, som er parat til at skænke nådegaver, og som er alle årsagers årsag.”

Beskrivelsen bekræfter til en vis grad formodningen om, at de principper, man opfordres til at meditere på, i nogle tilfælde kun er relateret til legemsdele af rent hukommelsesmæssige grunde og med direkte henblik på at påvirke disse dele.

Midt i hjertelotusen ses en trikona eller omvendt trekant. Den findes ikke i alle centrene, men kun i rod‑, hjerte‑ og kronchakraet. I disse chakraer er der tre granthier eller knuder, som kundalini skal gennembryde på sin vej. Den første kaldes nogle gange Brahmas knude, den anden Vishnus knude og den tredje Shivas knude. Symbolikken viser, at gennembrydningen af disse chakraer på en eller anden måde kræver en transformation - muligvis fra personligheden til sjælen og derfra til monaden ‑ det vil sige til de højere regioner, hvor disse aspekter hersker. Dette kan dog kun være korrekt i sekundær forstand, for vi har iagttaget, at hjertechakraet modtager impulser fra den højere del af astral­planet, halscentret fra mentalplanet, etc. I hver trekant er guddommen vist som en linga eller et redskab til forening. Jivatma ‑ der ordret betyder ”det levende selv” ‑ og som peger opad ”som flammen i en lampe”, er sjælen, der er vist som en rolig flamme, sandsynligvis fordi den ikke på samme måde som personligheden lader sig ryste af begivenheder i den fysiske verden.

Den anden lille lotus, der er placeret lige under hjertechakraet, er også noget specielt for dette center. Den bruges som et sted for meditation over guruens skikkelse eller det aspekt af guddommen, der virker særlig tiltrækkende på aspiranten - eller som aspiranten har fået til opgave at meditere på. Her forestiller den mediterende sig en ø, dannet af ædelstene, med smukke træer og et alter, hvor guddommen kan tilbedes, sådan som det beskrives i Gheranda Samhita VI, 2‑8 (oversat til engelsk af Sris Chandra Vidyarnava).

”Lad yogien forestille sig, at der er en sø af nektar i hjertet, og at der midt i denne sø er en ø, der består af kostbare stene, og hvor sandet er pulveriserede diamanter og rubiner, at der til alle sider vokser kadamba‑træer fulde af sødt duftende blomster, at der ved siden af disse træer, er en vold med en række af blomstrende træer som for eksempel malati, mallika, jati, kesara, champaka, parijata og padma, og at der overalt dufter af disse blomster. Lad yogien forestille sig, at der midt i denne have står et smukt kalpa‑træ med fire grene, der symboliserer de fire Vedaer, og at det er fuldt af blom­ster og frugter. Her summer insekterne, og gøgen kukker. Lad yogien forestille sig, at der under dette træ er en pragtfuld forhøjning af ædelstene og på den en kostbar trone indlagt med juveler, og at yogiens særlige guddom sidder på denne trone, sådan som guruen har fortalt det. Lad yogien meditere på den form, de smykker og det legeme, som tilhø­rer denne guddom.”

Aspiranten bruger sin imaginationsevne til at skabe et billede af dette smukke sceneri, og det gøres så levende, at tanken bliver opslugt i en sådan grad, at den ydre verden i øjeblikket helt glemmes. Processen består imidlertid ikke alene af fantasi, for den er en metode, til at skabe konstant kontakt med mesteren. De billeder af personer, der tegnes af en, der efter døden befinder sig i himmelverdenen, fyldes med liv af disse personers sjæle, og på samme måde fylder mesteren med sin virkelige nærværelse den tankeform, som hans elev skaber. Igennem denne tankeform kan der gives ægte inspiration og nogle gange belæring. Et interessant eksempel er en gammel hinduistisk mand, der levede som yogi i en landsby i området ved Madras. Han påstod, at han var en elev af mesteren Morya. Da denne mester for mange år siden var på rejse i Sydindien, besøgte han landsbyen, hvor manden boede. Han blev hans elev og påstod, at han ikke havde mistet sin mester, da han var rejst, for han viste sig ofte for ham og underviste ham gennem et center i ham selv.

Hinduerne lægger stor vægt på nødvendigheden af at have en guru eller mester, og de har stor respekt for ham, når de har fundet ham. De siger hele tiden, at han skal behandles som guddommelig. Der står i Tejobindu Upanishad: ”Den yderste grænse for alle tanker er guruen.” De påstår, at hvis man forestiller sig guddommens strålende egenskaber, vil fantasien alligevel aldrig komme på højde med mesterens fuldkommenheder. De, der kender mestrene, bekræfter sandheden af denne udtalelse, for mestrenes elever finder i dem bevidsthedshøjder, der i pragt overgår alle forestillinger. Det betyder ikke, at de forestiller sig, at mesteren står på linje med Gud, men at den guddommelighed, som mesteren har opnået, overstråler deres tidligere forestillinger herom.

I Shiva Samhita V. 86‑88 er der givet en beskrivelse af de fordele, der opnås ved at meditere på hjertecentret:

”Man opnår umådelig indsigt og får kendskab til fortid, nutid og fremtid. Man bliver clairaudient og clairvoyant og kan gå i luften, hvorhen man vil.

Man ser adepterne og de gudinder, der er kendt som yoginier. Man opnår en evne, der kaldes khechari, og overvinder de væsener, der bevæger sig i luften.

Den, som dagligt mediterer over den skjulte banalinga, opnår uden tvivl de psykiske evner, der kaldes khechari (evnen til at bevæge sig i luften) og bhuchari (evnen til efter ønske at færdes overalt i verden).”

Det er ikke nødvendigt at kommentere denne poetiske beskrivelse af de forskellige evner. Den studerende må læse mellem linjerne. Ikke desto mindre er der noget i disse udtalelser, der skal opfattes bogstaveligt. Der er meget mystik i Indien, blandt andet de gådefulde evner hos mennesker, der vandrer på gløder, og den fantastiske hypnotiske evne, som demonstreres af nogle tryllekunstnere, der udfører det berømte rebtrick og lignende præstationer.