Det er nærmest umuligt at forklare symbolikken i de mange tegninger af chakraerne, og jeg vil derfor nøjes med at give en ide om, hvad der sandsynligvis menes med den, man finder i tegningen af hjerte- eller anahata‑chakraet i fig. 9. En af de største vanskeligheder består i, at de fleste af disse symboler kan fortolkes på forskellige måder, og at indiske yogier møder den spørgende med en massiv mur af tavshed. De har en markant modstand mod at delagtiggøre nogen i deres viden eller tanker, medmindre de bliver deres disciple med en fast beslutning om helt at hellige sig arbejdet med laya yoga og om nødvendigt at bruge hele deres liv på dette arbejde.

Dette chakra er skildret i vers 22‑27 af Shatchakra Nirupana, og nedenstående er Avalons resumerede oversættelse:

”Hjertelotusen har samme farve som bandhukablomsten (rød), og på dens tolv kronblade står bogstaverne ka til tha i cinnoberrødt med bindu ovenover. I dens frøhus findes den sekskantede, røgfarvede Vayu‑mandala og over den Surya‑mandala og inden i den trikonaen, der stråler som ti millioner lynglimt. Oven over den sidder den røgfarvede Vayu‑Bija på en sort antilope, firarmet og med pigstaven (ankusha) i hænderne. I hans (Vayu Bijas) skød ses den treøjede Isha. I lighed med Hamsa (Hamsabha) er to af hans arme udstrakt i en gestus, som skænker velgerninger og fjerner frygt. I lotusblomstens frøhus sidder Shakti Kakini på en rød lotus. Hun er firarmet og bærer løkken (pasha) og hjer­neskallen (kapala) og gør det tegn, der giver velsignelse og fjerner frygt (vara og abhaya). Hun er gyldenfarvet, klædt i gult og bærer forskellige smykker samt en krans af knogler. Hendes hjerte mildnes af nektar. Midt i trikonaen ses Shiva i skikkelse af en vanalinga med halvmånen og bindu på hovedet. Han er gyldenfarvet. Han ser lykkelig ud, opfyldt af ønsker. Under ham ses Jivatma som Hamsa. Den er som den rolige, kegleformede flamme i en lampe.

Under lotusblomstens frøhus ses den røde, ottebladede lotus med hovedet vendt opad. I denne (røde) lotus ses kalpa‑træet og det juvelbesatte alter, der er overskygget af et solsejl og udsmykket med flag og lignende, og som er stedet for mental hengivenhed.” (Arthur Avalon: The Serpent Power, 2. udgave, p. 64).

Som vi har set, er kronbladene i hver af lotusblomsterne dannet af primærkræfterne, der stråler ud i legemet langs hjulets eger. Antallet af eger bestemmes af antallet af egenskaber, der hører til den kraft, der strømmer igennem et bestemt chakra. I dette tilfælde er der tolv kronblade, og de bogstaver, som de er forsynet med, symboliserer åbenbart en bestemt gruppe af den samlede skabende kraft eller livskraft, der strømmer ind i legemet. De nævnte bogstaver er fra ka til tha, taget i samme orden, som i sanskrit‑alfabetet. Dette alfabet er i høj grad videnskabeligt, og der findes ikke noget tilsvarende i de vesterlandske sprog. Alfabetets 49 bogstaver er som regel anbragt i følgende tabelform. Hertil har man føjet ksha, for at få tilstrækkeligt mange bogstaver til de seks chakraers 50 kronblade.

I yoga-traditionen siges der, at alfabetet indeholder den samlede sum af menneskelige lyde, og set fra et sprogligt synspunkt eller en fysisk synsvinkel er det et udvidet udtryk for den ene, skabende lyd - Ordet. I lighed med det hellige ord AUM (en lyd, der begynder bagtil i munden med A, passerer midten af munden med U og ender på læberne med M) repræsenterer det al skabende lyd og derfor en gruppe af kræfter. De har relation til de forskellige chakraer på følgende måde: De seksten vokaler til halschakraet, bogstaverne fra ka til tha til hjertechakraet, fra da til bha til solar plexus chakraet, fra ba til la til det andet chakra og fra va til sa til det første. Ha og ksha henføres til ajna‑chakraet (pandecentret), og sahasrara-lotusen eller kronchakraet siges at omfatte alfabetet gentaget tyve gange.

Tavle VI

Planche - Chakraerne og vokaler

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Der er tilsyneladende ikke nogen begrundelse for på denne måde at relatere bogstaverne til de forskellige chakraer, men efterhånden som mennesket løfter sig op igennem dem, møder det et stigende antal af kræfter. Det er muligt, at grundlæggerne af laya‑systemet har haft et detaljeret kendskab til disse kræfter og har brugt bogstaverne som betegnelse for dem på nogenlunde samme måde, som vi benytter bogstaver, når vi taler om vinkler i geometrien eller om udstrømninger fra radium.

Ideen med at meditere på disse bogstaver er sandsynligvis en metode til at finde ”den indre lyd, der dræber den ydre”, som der siges i Stilhedens Røst. Hinduernes videnskabelige medi­tation begynder med koncentration på billedet af en genstand eller en lyd, og først når tanken fastholdes på meditationsobjektet, forsøger yogien at gå videre til erkendelsen af dets højere betydning. Hvis yogien eksempelvis mediterer på en mester, danner han sig først et billede af mesterens fysiske skikkelse, og derefter forsøger han at fornemme mesterens følelser, forstå hans tanker etc.

Når der mediteres på lyde, prøver yogien at gå indad fra lyden, som vi kender og udtaler den, til lydens indre kvalitet og kraft, og på den måde bliver den en hjælp, når han forsøger at føre bevidstheden igennem fra plan til plan. Man kan forestille sig, at Gud skabte planerne ved at fremsige alfabetet, og at det talte ord i den fysiske verden er ordets laveste spiral. I denne form for yoga bestræber aspiranten sig for gennem indre fordybelse eller laya at gå tilbage ad denne vej og på denne måde nærme sig det guddommelige. I Lys på Vejen opfordres der til at lytte til livets sang og søge at opfatte dens skjulte eller højere toner.