Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

CHAKRAERNE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-CHAKRAERNE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsvidenskab

CHAKRAERNE (4 af 23)


Bogen giver en detaljeret beskrivelse af den mekanisme, som den indre følelses- og tankebevidsthed bruger til overførsel af bevidsthed til hjernen og nervesystemet.

CHAKRAERNE (4 af 23)

ANDRE BESKRIVELSER

AF CENTRENE

 

I sanskrit‑litteraturen - i de mindre Upani­shader, i Puranaerne og i tantriske værker - finder man ofte beskrivelser af disse syv kraftcentre. De benyttes stadig af adskillige indiske yogier. En ven af mig, som har kendskab til Indiens indre liv, påstår, at han kender en bestemt lære i dette land. I denne lære bruger man i udstrakt grad chakraerne, og læren har ca. 16.000 elever spredt over et stort område. Man kan få mange interessante oplysninger om emnet fra hinduistiske kilder, og i et senere kapitel giver vi et resumé med kommentarer.

Det afslører sig desuden, at europæiske my­stikere har haft kendskab til chakraerne. Det fremgår af en bog med titlen Theosophia Practica, forfattet af den kendte tyske mystiker, Johann Georg Gichtel, der var elev af Jacob Böhme, og som sandsynligvis var medlem af rosenkreuzerne. Planche 7 stammer fra Gichtels bog. Den udkom første gang i 1696, selv om det i udgaven fra 1736 oplyses, at de billeder, som bogen stort set er en beskrivelse af, først blev udgivet ca. 1o år efter forfatterens død i 1710. Bogen må ikke forveksles med en samling af Gichtels korrespondance, der er udgivet med samme titel, Theosophia Practica. Gichtels bog består ikke af breve, men af seks kapitler, der omhandler den mystiske opstandelse, der er en vigtig del af rosenkreuzernes lære.

Planche 7 er en kopi fra den franske oversættelse af Theosophia Practica, der blev udgivet i 1897 af Bibliotheque Chacornac, Paris, i Bibliotheque Rosicrucienne (nr.4).

Gichtel, der var født i Regensburg i Bayern i 1638, studerede teologi og jura og havde en sagførerpraksis. Senere, da han blev bevidst om den indre, åndelig verden, opgav han alle materialistiske interesser og stiftede en mystisk kristen organisation. Da han var modstander af sin tids uvidende ortodoksi, blev han udsat for had, som han forsvarede sig imod, og det resulterede i, at han blev han landsforvist ca. 1670, og hans ejendom blev kon­fiskeret. Til sidst fandt han tilflugt i Hol­land, hvor han levede de sidste fyrre år af sit liv.

Han anså tydeligvis tegningerne i Theosophia Practica for at være hemmelige, og i en årrække har de tilsyneladende kun været kendt i en lille gruppe af disciple. Han siger, at tegningerne var resultatet af indre oplysning, og dermed menes sandsynligvis det, vi i dag kalder clairvoyante evner. På bogens titelblad siger han, at den er - ”en kort beskrivelse af menneskets tre verdeners og tre principper kreeret i klare billeder, der viser, hvordan og hvor de har deres respektive centre i det indre menneske, og det er i overensstemmelse med det, forfatteren har fundet i sig selv under guddommelig kontemplation og har følt, erfaret og opfattet”.

 

Chakraerne-08-Gichtel-Leadbeater

Planche 7

 

I lighed med de fleste af sin tids mystikere mangler Gichtel imidlertid den præcision, der burde kendetegne ægte åndsvidenskab og esoterisme. I sin beskrivelse af tegningerne kaster han sig ud i omstændelige, men ofte ret interessante betragtninger over det åndelige livs van­skeligheder og problemer. Som en redegørelse for illustrationerne er bogen ikke en succes. Muligvis har han været bange for at sige for meget, eller det kan tænkes, at han har ønsket at opmuntre læserne til at opøve evnen til selv at se det, han beskrev. Det er sandsynligt, at han i kraft af sin ægte åndelige livs­førelse har udviklet sin clairvoyance til et niveau, der var tilstrækkeligt til at se chakraerne, men at han ikke forstod deres egentlige natur og funktion. Under sine forsøg på at forklare, hvad de betød, har han i stedet forbundet dem med den symbolik, der blev brugt i den mystiske åndsretning, han tilhørte.

Det er derfor indlysende, at han beskæftigede sig med det naturlige materialistiske menneske, som befinder sig i en tilstand af åndelig formørkelse. Han er derfor muligvis undskyldt, når han ser lidt pessimistisk på menneskets chakraer. Om første og andet chakra har han ingen kommentarer, idet han muligvis har indset, at de primært står i forbindelse med fysiologiske processer, men han giver udtryk for, at solar plexus er vredens tilholdssted, hvad det faktisk også er. Han opfatter hjertecentret som fyldt af egoisme og halscentret af misundelse og grådighed, og de højere centre i hovedet udstråler ikke andet end stolthed.

Han sætter desuden planeter i forbindelse med chakraerne. Han forbinder Månen med rod­centret, Merkur med miltcentret, Venus med solar plexus-centret, Solen med hjertecentret ‑ på trods af man bør bemærke, at der slynger sig en slange omkring det ‑ Mars til halscentret, Jupiter til pande­centret og Saturn til kroncentret. Han siger videre, at ildelementet hører til i hjertet, vandelementet i leveren, jordelementet i lungerne og luftelementet i blæren.

Det er interessant, at han tegner en spiral, der udgår fra slangen, som snor sig omkring hjertet, og passerer igennem samtlige centre - ét efter ét - men tilsyneladende er der ikke en klar begrundelse for den rækkefølge, i hvilken denne linje berører dem. Og der er ikke nogen forklaring på den løbende hund, så man kan fortolke symbolikken, som vi vil.

En illustration længere fremme i bogen forestiller mennesket, der er forvandlet ved Kristus, som har knust slangen - men han har erstattet Solen med det hellige hjerte, som drypper afskyeligt af blod.

Vi er imidlertid ikke i forfatterens fortolkninger af billedet, for det viser utvivlsomt, at i hvert fald nogle af det 17. århundredes mystikere kendte de syv centre og deres placering i menneskelegemet.

Man finder endvidere bevis på de gamle kulturers kendskab til disse kraftcentre i fri­mureriets ritualer, der i hovedtræk er arvet fra en fjern fortid. Templer og grave viser, at disse hovedtræk var kendt og anvendt i det gamle Egypten, og de er samvittighedsfuldt overleveret til nutiden. Denne viden findes i frimurernes hemmeligheder, og ved at gøre brug af dem stimulerer de faktisk nogle af disse centre i deres arbejde, selv om de som regel kun ved lidt eller intet om, hvad der foregår uden for rammerne af den normale synsevne. Her er det selvsagt umuligt at komme ind på forklaringer, men i The Hidden Life In Freemasonry har jeg uddybet så meget af dette emne, som det er tilladt.

Artikel-CHAKRAERNE-e-bog-Charles-Webster-Leadbeater
Download-fil: CHAKRAERNE - C.W. Leadbeater


Artikel-CHAKRAERNE-e-bog-Charles-Webster-Leadbeater
Læsefil med vendbare sider: CHAKRAERNE