Selv om ”munden” på chakraets blomsterlignende klokke befinder sig på æterlegemets overflade, udspringer den trompetformede blomsts stilk altid fra et center i rygmarven. Når der i den hinduistiske litteratur tales om chakraerne, menes der næsten altid centrene i rygsøjlen og ikke deres manifestationer på overfladen. I hvert fald er roden i rygsøjlen forbundet med det ydre chakra med en æterisk stilk, der som regel går nedad i en bue (se planche 9). Da alle chakraernes stilke på denne måde har sit udspring i rygmarven, strømmer kraften naturligt gennem stilkene og ind i de blomsterlignende klokker, hvor den forenes med det guddommelige livs indadgående strøm. Det tryk, der opstår, når disse to strømme mødes, er årsag til de forenede kræfters horisontale udstråling langs chakraernes eger.

Overfladerne af primærkraftens og kundalinikraftens to strømme støder sammen på dette punkt, og eftersom de strømmer imod hinandens rotationsretning, dannes der et kraftigt tryk. Symbolsk betegnes denne forening som ”ægteskabet” eller foreningen mellem det guddommelige liv, der er maskulint, og kundalini, der altid har været betragtet som feminin. Den forenede energi, der opstår som følge af denne sammensmeltning, kaldes i almindelighed menneskets personlige magnetisme. Denne energi beliver derefter de forskellige plexus, som ses i nærheden af flere af chakraerne. Energien strømmer langs med nerverne i hele legemet og er den primære årsag til opretholdelsen af legemets temperatur. Energien fører den vitalitet med sig, der blev optaget i og specialiseret af miltchakraet.

Når de to kræfter forener sig, forbinder nogle af deres molekyler sig med hinanden. Det ser ud til, at primærkraften er i stand til at benytte forskellige æteriske former, og den, som den hyppigst strømmer ind i, er et oktaeder (legeme med otte plane flader). Det består af fire atomer, der er organiseret i en firkant med et enkelt atom i midten, der konstant vibrerer op og ned gennem firkantens midterlinje og vinkelret på denne. Når ordet ”atom” anvendes her og i resten af bogen, menes der ikke et kemisk atom, men den basale stoftype på det højeste underplan af hvert af naturens planer. Tilsvarende menes der med ordet ”molekyle” en grup­pering af ”atomer” på samme måde som kemiske atomer danner kemiske molekyler. Somme tider bruger den også et usædvanligt aktivt lille molekyle, der består af tre atomer. Kundalini iklæder sig som regel en flad ring af syv atomer, mens vitalitetskuglen, der også består af syv atomer, arrangerer dem efter et mønster, der minder om primærkraftens, bortset fra, at den ikke danner en firkant, men en sekskant. Fig. 5 vil gøre det lettere at forstå disse arrangementer.

Fig. 5

A og B er former, som primærkraften antager, og C og D er de former, som henholdsvis vitalitetskuglen og kundalini antager. E viser virkningen af kombinationen af A og D og F af B og D. I A, B og C skal man forestille sig, at det midterste atom hele tiden i hurtig bevægelse vinkelret på papirets overflade, idet det springer op fra papiret til en højde, der er større end skivens diameter, og derefter synker det lige så langt ned under papiret. Denne bevægelse gentager sig flere gange i sekundet. (Det er indlysende, at det ikke skal opfattes bogstaveligt. Kuglen, der symboliseres af skiven, er reelt så lille, at den er usynlig i selv det stærkeste mikroskop, men i forhold til den viste størrelse er dets vibration som beskrevet.) I D er den eneste bevægelse en konstant kredsformet bevægelse cirklen rundt, men der er tale om en enorm mængde latent energi, som kommer til udtryk så snart kombinationen, der er vist i E og F, opstår. Når de kombineres, fortsætter de to positive atomer i A og B deres tidligere voldsomme aktivitet, der faktisk bliver stærkt intensiveret, mens atomerne i D fortsætter i samme kredsformede bane, men med en så stærkt forøget hastighed, at de ikke længere kan ses som særskilte atomer men viser sig som en glødende ring.

De første fire af de viste molekyler tilhører den type, som Annie Besant i Occult Chemistry (2. udgave, p. 25, 3. udgave, 1951. p. 25) kalder hyper‑meta‑proto‑elementalt stof. Muligvis er de identiske med nogle af de molekyler, hun tegnede til denne bog, men da E og F er sammensatte, må de fungere på det næste underplan, som hun kalder det superæteriske, og derfor må de klassificeres som meta‑protostof. Type B er langt mere almindelig end type A, og derfor findes der i den nervevæske, der er slutresultatet af kombinationen, natur­ligvis flere eksempler på F end på E. Nervevæsken er derfor en strøm af forskel­lige elementer, der indeholder eksemplarer af hver af de typer, der er vist i fig. 5 ‑ enkle og sammensatte, gifte og ugifte, unge og gamle og ægtepar - der alle sammen farer frem­ad.

Det midterste atoms fantastiske energiske bevægelse op og ned i kombinationerne E og F giver dem en helt usædvanlig form indenfor deres magnetiske felter, således som det vises i fig. 6.

Den øverste halvdel har en slående lighed med den linga, man hyppigt ser foran Shiva‑templerne i Indien. Man siger, at lingaen er et symbol på den skabende kraft, og at indiske Shiva‑dyrkere forestiller sig, at den strækker sig lige så langt ned i jorden, som den hæver sig over den. Jeg spekulerer på, om oldtidens hinduer kendte dette overordentlig aktive molekyle og den uhyre vigtige rolle, det spiller i forbindelse med opretholdelsen af menneskers og dyrs liv, og om de udhuggede deres symbol i sten som bevis på deres esoteriske viden.

Specialister i organismens indre opbygning beskriver to nervesystemer i menneske­legemet - det cerebrospinale (hjerne-rygmarvssystemet) og det sympatiske. Cerebrospinalsystemet begynder med hjernen, fortsætter ned igennem rygmarven og forgrener sig til alle dele af legemet gennem nerveknuder, og fra dem udgår der nerver fra hvert andet ryghvirvelpar. Det sympatiske system består af to strenge, der løber langs med rygsøjlen i næsten hele dens længde, og som ligger til højre og venstre for rygsøjlen og lidt foran dens akse. Fra disse to strenges nerveknuder, der ikke er nær så talrige som rygmarvens, udgår der sympatiske nerver, som danner de netværkssystemer, man kalder plexus, og ligesom fra relæstationer udgår der igen mindre terminale nerveknuder og nerver. De to systemer er imidlertid indbyrdes forbundet på mangfoldige måder og med så mange nerver, at man ikke må betragte dem som adskilte nervesystemer. Der er desuden en tredje gruppe, der kaldes vagusnerver (lunge‑ og mavenerver). De udgår fra rygmarvsforlængelsen og fortsætter uafhængigt langt ned i legemet, og overalt blander de sig med de andre systemers nerver og plexus.

Fig. 6

Rygmarven, den venstre sympatiske streng og venstre vagusnerve er alle vist i planche 9, hvor man ser nerveforbindelserne mellem de spinale og de sympatiske nerveknuder og de kanaler, hvorigennem de sidstnævnte udsender de nerver, der danner de vigtigste plexus i det sympatiske system. Bemærk at disse plexus har en tendens til at hænge ned fra de nerveknuder, som de udgår fra. Eksempelvis kan man se, at plexus celiacus eller solar plexus stort set hænger ned fra den store nervus splanchnicus (nerveforsyningen til bugorganerne), der som vist i planchen udgår fra den femte sympatiske thorakale nerveknude, der igen står i forbindelse med den fjerde thorakale spinale nerveknude. Horisontalt er den på den nærmeste i niveau med hjertet, men nerven går nedad og forener sig med de mindre og mindre nervi splanchnici, der udgår fra lavere liggende thorakale nerveknuder, og de passerer igennem mellemgulvet og går til solar plexus. Der er desuden andre for­bindelser mellem dette plexus og strengene, og de er i et vist omfang vist i planchen, men er for indviklede til, at de kan beskrives her. De hovednerver, der går til plexus cardiacus, bøjer ligeledes nedad. Hvad plexus pharyngeus angår, hænger det ikke så langt ned, og plexus caroticus ligger endog lidt højere end nervus caroticus internus, der kommer fra den superiore cervicale sympatiske nerveknude.