Denne flammende kraft, som den kaldes i Stilhedens Røst, kan i sandhed sammenlignes med flydende ild. Når den er vækket ved hjælp af viljen, farer den igennem legemet, og den bane, den helst skal følge, er spiralformet i stil med en slange, der bugter sig. I sin aktiverede tilstand kan den betragtes som Verdensmoderen i en anden forstand end den, der allerede er omtalt, for menneskets forskellige legemer kan levendegøres ved hjælp af den, og derved åbner de højere verdener åbner sig - den ene efter den anden.

Hos gennemsnitsmennesket ligger slangeilden slumrende ved roden af rygsøjlen, og i hele det fysiske liv har dette menneske ingen anelse om dens eksistens. Det er klogest at lade den for­blive i denne tilstand, indtil mennesket har ­nået en vis moralsk udvikling, og viljen er stærk nok til at beherske den, og tankerne er så rene, at den kan vækkes uden at forvolde skade. Man bør aldrig eksperimentere med slangeilden uden klog og kyndig vejledning fra en lærer, der forstår disse forhold til bunds, for de farer, der er forbundet med at vække denne kraft, er i høj grad virkelige og ekstremt alvorlige. Nogle af dem er af fysisk karakter. Kraftens ukontrollerede bevægelse er ofte årsag til voldsomme fysiske smer­ter. Den kan let ødelægge væv eller endog med­føre døden. Selv om det lyder alvorligt, er det imidlertid de mindste af de onder, den kan forvolde, for den kan også give ved­varende skader på indre legemer, der er højere end de fy­siske.

Hvis ilden vækkes for tidligt, er resultatet ofte, at den farer nedad i legemet i stedet for opad. Det medfører, at de mest uønskede begær stimuleres, og de intensiveres så kraftigt, at det er umuligt for den pågældende at modstå dem. Der er nu lukket op for en kraft, som man er lige så hjælpeløs over for som en svømmer i gabet på en haj. Sådanne mennesker bliver demoraliserede og dæmoniske monstre, for de er i kløerne på en kraft, der ikke står i rimeligt forhold til almindelige menneskers modstandskraft. De opnår muligvis visse metafysiske evner, men de er af en art, der bringer dem i kontakt med en evolutionsorden, som menneskeheden ikke skal have kontakt med. Det kan komme til at koste dem mere end en enkelt inkarnation, inden de slipper ud af denne frygtelige situation.

Jeg overdriver på ingen måde den rædselsvækkende situation, som et menneske, der kun har hørt om slangeilden, kan havne i uden at kende konsekvenserne. Jeg er spurgt til råds af mennesker, der var ramt af denne frygtelige skæbne, og har med egne øjne set, hvad der var sket. Der findes grupper, der praktiserer sort magi, og som bevidst anvender denne kraft til magiske formål. Ved slangeildens hjælp kan de aktivere et bestemt af de lavere centre, som aldrig benyttes til dette formål af dem, der følger evolutionens lov. Der er forfattere, som benægter, at der findes et sådant center, men de sydindiske braminer fastholder, at der er visse yogier, som underviser deres elever i at bruge centret, selv om de naturligvis ikke nødvendigvis gør det i en ond hensigt. Ikke desto mindre er det en alt for stor risiko at løbe, når de samme resultater kan opnås på en mindre farlig måde.

Udover denne største fare ved en for tidlig opvækkelse af kundalinis højere aspekter er der mange andre ubehagelige risici. Den intensiverer alt i menneskets natur og stimulerer lettere de lavere og dårlige egenskaber end de højere og gode. I mentallegemet vækker den for eksempel meget hurtigt grådigheden, der snart vokser til noget helt ustyrligt. Den vil sandsynligvis fremkalde en kraftig intensivering af intellektet, men samtidig vil det medføre en sygelig og nærmest satanisk stolthed, der vil være helt utænkelig hos et almindeligt menneske. Det er ikke klogt af nogen at forestilles sig, at man er i stand til at magte enhver kraft, der opstår i kroppen. Her er der ikke tale om en almindelig energi, men om noget utæmmeligt. Intet menneske bør under nogen omstændigheder forsøge at vække den uden kyndig vejledning. Og hvis man opdager, at kraften er aktiveret spontant og tilfældigt, bør man straks søge hjælp hos en, der har grundigt kendskab til disse forhold.

Det er helt bevidst, når jeg ikke oplyser, hvordan kraften kan vækkes, og jeg nævner heller ikke rækkefølgen på de forskellige centre, som den aktiverede slangeild skal ledes igennem, da det er noget, der aldrig bør forsøges undtagen efter udtrykkelig henstilling fra en mester, der vejleder under de forskellige stadier af eksperimentet.

Jeg vil gerne på det kraftigste advare alle studerende mod ethvert forsøg på at vække disse vældige kræfter, medmindre det sker under overvågning af en kvalificeret lærer. Jeg har set mange eksempler på de frygtelige virkninger af uvidende og ubetænksom eksperimen­teren på dette meget farlige område. Kraften er en vældig realitet. Den er en af de store, fundamentale realiteter i naturen, og ganske afgjort ikke noget, man kan lege med eller tage let på. At eksperimentere med kraften uden at have nogen for­ståelse af den er langt farligere, end det ville være for et barn at lege med nitroglycerin. I Hathayoga Pradipika siges der meget rigtigt: ”Den bringer yogier frigørelse og tåber trældom.” (III, 107.)

Uheldigvis synes studerende ofte, at der i deres tilfælde vil blive gjort en særlig undtagelse fra na­turlovene, og at en speciel indgriben fra forsy­nets side vil redde dem fra følgerne af deres dumhed. Det er helt sikkert, at der ikke blive tale om nogen undtagelser, og den, der dumdristigt fremkalder en eksplosion, vil efter al sandsynlighed blive dens første offer. Studerende ville blive skånet for mange genvordigheder og skuffelser, hvis de ville indse, at i alt, hvad der har med åndsvidenskab at gøre, menes der lige præcis og ganske bogstaveligt det, der siges, og at det gælder i alle tilfælde uden undtagelse. Når det handler om universets store love og deres virkninger, bliver ingen favoriseret frem for andre.

Mange ønsker at foretage alle mulige eksperimenter, og de fleste er overbevist om, at de er modne til enhver form for udvikling - og til at tage imod den højest tænkelige undervisning. Men de færreste er villige til at arbejde tålmodigt på at forædle karakteren og bruge tid og energi på at udføre noget nyttigt i samfundets tjeneste og vente med alt det øvrige, indtil en mester bekendtgør, at man først nu er klar til det. Som jeg allerede har sagt i det foregående kapitel, er det gamle ordsprog stadig aktuelt: ”Søg først Guds rige og Hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”

Det sker, at de indre lag af slangeilden spontant vågner, og det opleves som en svagt glødende fornemmelse. Den kan endog begynde at bevæge sig af sig selv, men det er sjældent. Hvis det sker, kan det medføre stærke smerter. Passagerne er ikke parate til gennemstrømningen, og derfor må den bane sig vej ved simpelthen at afbrænde forskellige æteriske urenheder ‑ en proces, der uundgåeligt resulterer i lidelse. Når slangeilden således vågner af sig selv eller vækkes ved et tilfælde, forsøger den som regel at stige op igennem det indre af rygsøjlen, idet den følger den vej, som den allerede har fulgt i sin laveste og mere skånsomme version. Hvis det er muligt, skal viljen mobiliseres for at bremse slangeildens opad­stigende bevægelse, men selv om det ikke kan lade sig gøre ‑ og det er det mest sandsynlige ‑ er der ikke grund til at blive urolig. Kraften vil sandsynligvis fare ud igennem hovedet og forsvinde ud i atmosfæren, og udover en mindre svækkelse vil der nok ikke ske nogen skade. Det værste, der kan ske, er en kortvarig bevidstløshed. De virkeligt alvorlige farer står ikke i forbindelse med slangeildens opstigning, men med risikoen for, at den går nedad og indad.

Dens hovedfunktion er nært knyttet til menneskets åndelige udvikling, og det er dens opgave at strømme gennem kraftcentrene i det æteriske legeme, som beskrevet ovenfor for at aktiverer disse centre og gøre dem bedre egnede som forbindelsesled mellem det fysiske legeme og astrallegemet. Der siges i Stilhedens Røst, at når slangeilden når frem til centret mellem øjenbrynene og gør det levende, får den pågældende evnen til at høre mesterens stemme ‑ og i dette tilfælde er mesteren identisk med sjælen. Forklaringen er, at når hypofysen aktiveres, skaber den en fuldkommen forbindelse med astrallegemet, og alle meddelelser indefra kan nu modtages igennem astrallegemet.

Det er ikke alene dette chakra, der skal vækkes. Det samme skal alle de øvrige højere kraftcentre også med tiden. Og hvert enkelt af dem skal gøres modtageligt for alle typer påvirkninger fra de forskellige astrale underplaner. Når tiden er inde, vil denne udvikling finde sted hos alle, men de fleste vil ikke være i stand til at opnå den i løbet af den nuværende inkarnation, hvis det er første gang de arbejder alvorligt med dette område. Måske er det muligt for enkelte indere, for på grund af arvelighed tilpasses deres legemer lettere end de fleste andres. Men for det store flertals vedkommende er det i sandhed et arbejde, der skal udføres i en langt senere udviklingsperiode. Kontrollen over slangeilden skal genskabes i hver enkelt inkarnation, for hver gang får man nye legemer, men når man først én gang har erhvervet kontrol over den, er det nemt at gentage processen. Man må huske, at slangeildens virkning varierer fra mennesketype til mennesketype. Nogle hører for eksempel ikke sjælens stemme, men ser sjælen. Desuden har denne forbindelse med det højere mange stadier. Det indebærer, at personligheden kommer under sjælens indflydelse, men for selve sjælen betyder det, at der åbnes for monadens (åndens) kraft, og selve monaden bliver et bevidst udtryk for Logos.