I hinduistisk litteratur henvises der ofte til de fem vigtigste vayuer eller pranaer. I Gheranda Samhita er deres positioner kort vist:

”Prana bevæger sig altid i hjertet, apana i regionen ved anus (endetarmsåbningen), samana i navleregionen, udana i halsen og vyana gennemstrømmer hele legemet.” (Sacred Books of the Hindus Series, vv. 61‑2 oversat (til engelsk) af Sris Chandra Vidyarnava.

I mange andre bøger får man samme be­skrivelse, uden at deres funktioner, beskrives, men i nogle bøger gives der lidt flere detaljer:

”Vinden, der kaldes vyana, har den primære funktion i alle nerver. I samme øjeblik man har spist noget mad, deles den i to af denne vind. Når den strømmer ind i nærheden af anus, adskiller den det faste og det flydende. Når den har anbragt vandet over ilden og det faste over vandet, får pranaen - der befinder sig under ilden - denne til langsomt at flamme op. Vinden får ilden til at blusse op og skille substansen fra affaldsprodukterne. Vyana‑vinden fører essensen rundt i hele organismen, og affalds­produkterne tvinges gennem tolv porte og udstødes fra legemet.” (Garuda Purana, XV, 40‑43 - Sacred Books of the Hindus Seri­es, oversat (til engelsk) af Wood.)

De fem vinde, der beskrives her og vises i tavle IV, ser ud til at være nogenlunde i overens­stemmelse med vitaliteten i de fem aspekter.

Tavle IV

Planche - Chakraerne - Tavle IV

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Vitalitetsstrømmene er afgørende for helbredstilstanden i de dele af legemet, som de er forbundet med. Hvis et menneske har et svagt fordøjelsessystem, kan det straks ses af enhver, der har æterisk syn, for den grønne strøm flyder eller fungerer enten langsomt eller er forholdsvis mindre, end den burde være. Når den gule strøm er kraftig og stærk, viser det - eller rettere bevirker det - at hjertet fungerer stærk og regelmæssig. Den strømmer omkring i centret og gennemtrænger desuden blodet, der pumpes igennem centret, og fordeles i hele legemet. Alligevel er der så meget af vitaliteten tilbage, at der også bliver noget til hjernen. Evnen til høj, filosofisk og metafysisk tænkning ser ud til i høj grad at være afhængig af den gule strøms størrelse og aktivitet - og det samme er tilfældet med den tolvbladede ”blomst” i midten af kraftcentret på issen.

Tanker og følelser af den høje, åndelige slags ser ud til hovedsagelig at være afhængige af den violette stråle, mens den almindelige tankes kraft stimuleres af den blå stråle blandet med noget af den gule. Ved nogle former for psykisk sygdom er både den gule, den blå og den violette vitalitetsstrøm stort set blokeret. Stor aktivitet eller en stor mængde af lyseblå vitalitet, der går til halscentret, medfører sundhed og styrke i de fysiske organer i denne del af legemet. Den giver stemmebåndene en styrke og elasticitet, og hos en underviser eller en sanger vil den komme til udtryk som enestående præstationer og aktivitet. Svaghed eller sygdom i enhver del af legemet ses som nedsat vitalitetsstrøm til den aktuelle del.

Når de forskellige strømme af atomer gør deres arbejde, bliver den vitalitet, de er opladet med, trukket ud af dem på nøjagtigt den samme måde, som med elektricitet. På deres vej langs nerverne blegner de atomer, der transporterer den rosa stråle, og lidt efter lidt bliver de udstødt af legemet gennem porerne, og der­ved dannes den sundhedsaura, der beskrives i Det Synlige og Det Usynlige Menneske. Når de forlader legemet, har de fleste mi­stet det rosa lys. Udstrålingen bliver derfor stort set blålighvid. Den del af den gule strå­le, der optages i og føres omkring med blodet, mister også sin karakteristiske gule farve.

Når atomerne på denne måde er tømt for vitalitet, indgår de i nogle af de kombinationer, der løbende opstår i legemet, el­ler de forlader legemet gennem porerne eller ad de almindelige kanaler. Når de atomer er udtømt, der har været op­ladet med den grønne stråle - som især er forbundet med fordøjelsesprocesserne - udgør de en del af legemets almindelige affaldsprodukter, og de passere ud sam­men med dem. Det samme er tilfældet med den røde og orange stråles atomer for gennemsnitsmenneskets vedkommende. Atomer, der hører til de blå stråler, der anvendes i halscentret, forlader som regel legemet gennem udåndingen. Og de atomer, der danner de mørkeblå og violette stråler, udstødes sædvanligvis gennem kroncentret.

Når mennesket har lært at afbøje de orange og røde stråler, sådan at de passerer op igennem rygsøjlen, strømmer begge strålers atomer samt den violette og blå stråles tomme atomer ud gennem kroncentret i en lysende kaskade, der er vist i fig. 2, og som hyppigt er fremstillet som en flamme på de gamle statuer af herren Buddha og andre store helgener. Disse atomer bruges igen til fysiske legemer for nogle af de positive og velgørende kræfter, som højtudviklede mennesker udstråler fra dette kronchakra.

Når atomerne er tømt for vitalitet, bliver de igen nøjagtigt som alle andre atomer bortset fra, at de har udviklet sig en lille smule ved at blive brugt på denne måde. Legemet absorberer så mange af dem, som det har behov for, og de indgår derfor i de kombinationer, der konstant dannes, mens andre, der ikke er brug for til disse formål, udstødes gennem enhver tilgængelig kanal.

Vitalitetsstrømmen i eller gennem et center - eller dens intensivering - må ikke forveksles med en anden udvikling af centret, der finder sted, når slangeildens højere lag vækkes på et senere stadie af menneskets evolution. Denne udvikling beskrives i næste kapitel. Alle mennesker absorberer vitalitet og specialiserer den, men mange udnytter den ikke fuldt ud, fordi de på mange områder ikke lever så rent, sundt og fornuftigt, som de burde. Et menneske, der gør sit legeme grovere ved at spise kød, drikke alkohol eller tobaksrygning, kan aldrig udnytte sin vitalitet så fuldstændigt som det menneske, der lever på en renere måde. Et menneske med en uren livsførelse kan fysisk set være stærkere end mange andre mennesker, der lever renere - og er det ofte. Det er nemlig et spørgsmål om disse menneskers karma, men bortset fra det, så har de mennesker, der praktiserer en ren livsførelse, en enorm fordel.

Alle de farver, der findes i forbindelse med denne form for vitalitet, er æteriske, men alligevel kan man se, at deres funktion er i overensstemmelse betydningen af lignende farvetoner i astrallegemet. Det er klart, at rigtige tanker og følelser påvirker det fysiske legeme og forøger dets evne til at optage den vitalitet, der er nødvendig for dets sundhed. Det siges, at herren Buddha engang sagde, at det første skridt på vejen til nirvana er fuldkommen fysisk sundhed, og der er ingen tvivl om, at det kan opnås ved at følge den ædle, ottefoldige vej, som han anviste. ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” ‑ selv fysisk sundhed.

Den vitalitet, der strømmer langs nerverne, må ikke forveksles med det, der sædvanligvis kaldes menneskets magnetisme - personens nerve­væske - der befinder sig i rygsøjlen og består af den primære livskraft, blandet med kundalini. Denne væske opretholder det æteriske stofs konstante kredsløb langs nerverne ‑ et kredsløb, der svarer til blodcirkulationen gennem blodårerne. Og på samme måde som blodet fører ilt ud til alle dele af legemet, sådan fører denne æteriske strøm vitalitet med sig på sin vej langs nerverne. Partiklerne i den æteriske del af legemet fornyes løbende i lighed med partiklerne i den tættere del af legemet. Sammen med den mad, der spises, og luften, der indåndes, indtager mennesket også æterisk stof, som optages af den æteriske del af legemet. Der afkastes hele tiden både æterisk stof og luftformigt stof fra porerne, og når to personer er meget tæt på hinanden, vil de uundgåeligt absorbere en del af hinandens fysiske udstrømninger.

Når en person hypnotiserer en anden, samler hypnotisøren ved hjælp af en viljesanspændelse en stor mængde af denne magnetisme og sender den ind i den hypnotiserede. Hypnotisøren skubber den andens nervevæske til side og erstatter den med sin eget. Eftersom hjernen er center for dette nervekredsløb, tvinger hypnotisøren en del af den hypnotiseredes legeme ind under sin kontrol, og den hypnotiserede føler derfor det, som hypnotisø­ren ønsker, at den hypnotiserede skal føle. Hvis den hypnotiseredes hjerne tømmes helt for egen magnetisme og fyldes med hypnotisørens, kan den hypnotiserede kun tænke og handle, sådan som hypnotisøren ønsker det. Den hypnotiserede er midlertidigt totalt under hypnotisørens herredømme.

Når en healer forsøger at helbrede ved at sende sin kraft ind i et menneske, kan det ikke undgås, at der sammen med vitaliteten også strømmer en hel del af healerens egne energier. Det er indlysende, at hvis healeren lider af en eller anden sygdom, vil den let kunne overføres til patienten. Et andet og endnu vigtigere forhold bør også tages i betragtning. Selv om healeren er fuldstændig sund og rask set fra et lægeligt synspunkt, findes der desuden mentale og følelsesmæssige sygdomme såvel som fysiske, og det sker ofte, at de også overføres, fordi healeren sammen med den fysiske strøm også sender astralt og mentalt stof ind i patienten.

Ikke desto mindre kan et menneske, der har en ren tankegang, og som er motiveret af et oprigtigt ønske om at hjælpe sine medmennesker, ofte gøre meget for at lindre deres lidelser ved hjælp af denne healingsmetode, hvis healeren vil gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i læren om disse strømme, der strømmer ind i legemet gennem chakraerne og løber langs nerverne. Hvad er det, healeren sender ind i patienten? Det kan enten være nerveæter eller vitalitet eller begge dele. Hvis en patient er så alvorligt svækket eller udmattet, at evnen til selv at specialisere sin livsvæske er gået tabt, kan healeren forny depotet ved at sende noget af sin egen livsvæske ind til de svækkede nerver og på denne måde fremskynde patientens helbredelse. Processen er identisk med den, der ofte anvendes, når det drejer sig om mad. Maven hos et menneske, der er svækket til et vist punkt, mister evnen til at fordøje. Legemet får derfor ikke tilstrækkelig næring, og patienten bliver endnu svagere. Derfor tilfører man mad til maven, der allerede til en vis grad er fordøjet ved hjælp af pepsin eller andre lignende præparater. Denne føde kan sandsynligvis optages i kroppen, og patienten får mulighed for at komme til kræfter. På samme måde kan et menneske, der ikke selv er i stand til at specialisere sin vitalitet, absor­bere den, der allerede er forberedt af en anden, og på denne måde få kræfter til at få de æte­riske organer til at arbejde normalt igen. I mange tilfælde er det alt, hvad der behøves.

Der findes andre tilfælde, hvor der er sket en eller anden form for overfyldning. Vitaliteten har ikke været i stand til at cirkulere, som den skulle, og derfor er nerveauraen blevet træg og usund. Her består behand­lingen naturligvis i at erstatte nerveauraen med sund nerveæter udefra, og det kan gø­res på flere måder. Nogle healere anvender sim­pelthen den rå kraft og lader deres egen æter strømme ind i patienten i kraftfulde bølger i et forsøg på at skylle det væk, som skal fjernes. Man kan opnå gode resultater med denne metode, men det sker på bekostning af et energiforbrug, der er langt større, end det behøver at være. Der findes en mere videnskabelig metode. Her man går mere roligt til værks ved først at fjerne det ophobede eller syge stof for derpå at erstatte det med sundere nerveæter og på denne måde lidt efter lidt få den træge strøm til at flyde hurtigere. Hvis patienten for eksempel har hovedpine, kan man næsten være sikker på, at der findes en ophobning af usund æter i en eller anden del af patientens hjerne, og det første skridt består i at få den fjernet.

Hvordan bærer man sig ad med det? Man gør det på samme måde, som når man udsender kraft, nemlig ved en viljesanspændelse. Man må ikke glemme, at disse finere underafdelinger af stoffet let lader sig forme og påvirke af den menneskelige vilje. Healeren kan anvende magnetiske strygninger, men selv i bedste fald betyder det bare, at healeren lader sin ”kanon” peger i en bestemt retning. Healerens vilje er det krudt, der affyrer kanonkuglen og skaber resultatet, og healerens nervevæske er selve kanonkuglen. En healer, der forstår sin opgave, kan, hvis det ønskes, opnå lige så gode resultater uden magnetiske strygninger. Jeg har kendskab til én, der aldrig brugte dem, men simpelthen så på sin patient. Hånden bruges kun til at koncentrere den ovennævnte nervevæske og måske til at støtte healerens imaginationsevne, for hvis viljen skal have tilstrækkelig styrke, må healeren have en urokkelig tro på den, og bevægelsen gør det muligvis lettere at forestille sig, hvad det er, der sker.

Ligesom et menneske kan udsende magnetisme ved en koncentration af viljen, kan den også fjernes på samme måde. I dette tilfælde vil man ofte bruge håndbevægelser for at lette arbejdet. Drejer det sig om hovedpine, vil healeren sandsynligvis lægge hænderne på patientens pande og forestille sig, at hænderne er tørre svampe, der langsomt men sikkert suger den skadelige magnetisme ud af hjernen. Healeren vil sandsynligvis meget hurtigt opdage, at den virkning, der er i tanken, virkelig skaber det ønskede. resultat. Hvis healeren ikke tager de nødvendige forholdsregler for at skille sig af med den dårlige magnetisme, der absorberes fra patienten, vil healeren enten selv få hovedpinen eller begynde at få ondt i den arm og hånd, der blev brugt til behandlingen. Healeren optager faktisk sygt stof i sig, og det er derfor nødvendigt for bevarelsen af sundheden at få det dårlige stof fjernet, inden det sætter sig fast i kroppen.

Healeren må derfor gøre sig klart, hvordan man bærer sig ad med at slippe af med det, og den letteste måde består simpelthen i at kaste det bort - ryste det af hænderne, som om det var vand. Selv om man ikke kan se det, er det fysisk stof, der er fjernet, og det kan behandles med fysiske midler. Det er derfor nødvendigt, at healeren ikke forsømmer disse forholdsregler og ikke glemmer at vaske hænderne grundigt efter at have kureret en hovedpine eller noget lignende. Når healeren har fjernet årsagen til sygdommen, skal der overføres god, stærk og sund magnetisme til erstatning for det stof, der er fjernet og for at beskytte patienten mod tilbagefald. Denne metode har mange fordele, når det drejer sig om nervesygdomme af en eller anden slags. I de fleste tilfælde er der tale om uregelmæssigheder i forbindelse med de strømme, der strømmer langs nerverne. De kan være blokeret, eller de kan flyde for langsomt, men de kan også løbe for hurtigt - eller mængden kan være for lille eller af dårlig kvalitet. Bruger man medicin af en eller anden art, kan man i bedste fald kun påvirke den fysiske nerve og dermed i et vist begrænset omfang på de nervevæsker, der omgiver den, hvorimod den magnetiske behandling virker direkte på selve nervevæsken og derfor går behandlingen direkte til ondets rod.