I

SAMADHI PADA

Den højere bevidstheds vej

”Poeten Valmiki underviser to elever
i skriftet ”Ramayama”.

1. Nu fremlægges yoga.

Det er vigtigt fra begyndelse, at pointere, at kun de sætninger, som er skrevet med fed skrift, er Yoga-sutras. Alt andet er mine kommentarer. Mit råd er faktisk, at du først læser alle sutras, uden kommentarer, så du kan danne dig et indtryk af selve skriftet.

Patanjali indleder med 1. sutra Nu fremlægges yoga. Således begynder han beskrivelsen af Yoga-filosofien, et indisk skrift, der er mere end 2000 år gamle. I lighed med andre indiske skrifter er det opdelt i flere aforismer eller sutras. Den 1. sutra vil ofte give en ide om hele tekstens indhold. Dette er også tilfældet her.

Ordet sutra er afledt af sutram, der på sanskrit betyder tråd. Ordet indikerer, at disse er som en skjult tråd, hvorpå der er trukket perler af ideer og anvisninger, og Patanjali har fulgt denne tradition på bedste måde.

Indisk visdom er båret af en mundtlig tradition, og teksterne er derfor begrænset til et absolut minimum, fordi de studerende skulle huske dem udenad. Samtidig skulle disse korte læresætninger ikke være for åbenlyse, i et forsøg på at undgå misbrug af de forskellige discipliner, som teksterne kortlægger.

Aforismerne virker tit ordknappe. Mange af ordene er fortættede symboler, der i sig rummer mønstre og tanker, som det umiddelbart kan være vanskeligt at forstå. Gennem århundreder har mange filosoffer derfor ladet sig inspirere til at kommentere Patanjalis aforismer.

I Østen har yoga været en levende tradition gennem årtusinder. Ordene har beholdt deres sande betydning og kraft, og de er lige så brugbare i dag som for tusinder af år siden, hvilket gør yoga til en tidløs videnskab, hvor praktisk viden om menneskets fysiske og psykiske konstitution kan studeres. Yoga-sutra redegør for, hvordan mennesket kan gøre sig fri af de fysiske og psykiske hindringer, som er årsagen til, at vi ikke kan erkende vor sande natur og forene os med Selvet − Atma eller Purusha (de to sanskritnavne symboliserer begge Selvet eller Seeren). Det er vigtigt at have for øje, at ordet yoga altid betyder at forene.

På sanskrit er der to navne for det, vi på dansk kalder sind: chitta og manas. Da disse, chitta og manas, har vidt forskellig betydning på sanskrit, er det vigtigt ikke at forveksle dem med hinanden. Når der i denne bog tales om chitta, er Sindet skrevet med stort.

Chitta (Sindet) er ikke underlagt vor bevidstheds kontrol. Det har snarere karakter af at være et universelt medium, gennem hvilket bevidstheden fungerer. Chitta kommer af ordet chit, der i Veda-skrifter betegner den universelle bevidsthed.

At opfatte er en proces. Jeg vil illustrere, hvad der i Raja-yoga menes med chitta, ved at følge denne proces:

Vi ser et objekt. Tre ting er ifølge yoga-filosofien nødvendige, for, at vi kan opfatte dette objekt: Den, der ser (Seeren), det, der ses (objektet) og selve opfattelsen eller processen at se. Det sidste − selve opfattelsen − hører under Sindets (chittas) domæne.

Opfattelsen beskrives således: Sanseorganet f.eks. synet, bringer indtrykket (objektet) til sindet (manas). Manas kan sammenlignes med et filmlærred, som uden at blande sig viser, præsenterer indtrykket på sit lærred. Der er to tilskuere, to kræfter, der griber dette indtryk: Intellektet (buddhi) og egoet (asmita). Både intellektet og egoet farver og bearbejder dette indtryk. Disse tre: sindet, intellektet og egoet bor alle i Sindet (chitta).

Når et indtryk viser sig i sindet, opstår der tankebølger (vrittis) i Sindet. Egentlig betyder ordet vritti strømhvirvel. Jeg vil i kommentarerne beskrive vritti som bevægelser eller forandringer.

Ifølge Patanjali er et nødvendigt at hindre (nirodha) disse tankebølger, så Sindet klart kan afspejle det bagvedliggende Selv, (Atma). I Sankhya-filosofien bruges ordet Ånd (Purusha) i stedet for Selvet. Purusha står her i modsætning til natur (Prakriti).

Når et menneske er i stand til at standse Sindets aktiviteter, erkender han ifølge denne filosofi sin sande natur. Han opnår selverkendelse. På spørgsmålet, om det er muligt at standse Sindets uafbrudte bevægelse, er svaret i yoga-filosofien ubetinget ja, det er muligt at standse disse bevægelser, og det giver mening at forsøge. Det vil kunne giver os mulighed for at nå den tilstand af frihed og lykke, vi søger. Det er i virkeligheden meget enkelt, og samtidig meget svært.

I stedet for at blande sig i ethvert indtryk, som sanserne måtte bringe til sindet, må mennesket lære at se, hvad der sker.

Vi tror, at vi vælger vore handlinger, at vi selv træffer vore beslutninger. Men vi glemmer, at vi alt for ofte vælger ud fra vaner og holdninger, som intellektet og egoet dikterer, vi identificerer os igen og igen, og bliver magtesløse og sårbare. Det er som et hjul, der bliver ved med at køre rundt, så længe vi skubber til det.

På samme måde vil Sindet blive ved med at bevæge sig, så længe vi skubber til det ved at gribe det, som sindet viser os, og derefter reagere på det. Så længe det sker, vil mennesket være uhjælpeligt fanget i sit tankemønster.

Nirodha er derfor ikke ensbetydende med kontrol og undertrykkelse, selvom jeg af og til vil bruge disse ord for at anskueliggøre en sutras indhold. Nirodha er at hindre en identifikation ved at være i stand til at se uden at blive fanget af det, vi ser.

Vi anser det i almindelighed for et gode, når vi identificerer os med noget, for da er vi virkelig optaget af det, vi beskæftiger os med. I denne sutra svarer Patanjali entydigt nej − identifikation er ikke vejen til harmoni og frihed.

Når vi uafbrudt bliver grebet af Sindets bevægelser, kastes vi hid og did i et ocean af tanker, og vi vil således være under konstante og modsatrettede indflydelser. Resultatet er, ifølge Patanjali, uløste spændinger, konflikter og lidelse. Undlader vi derimod at skubbe til ”hjulet”, vil det lidt efter lidt standse af sig selv, og disse lidelser vil ophøre.

Der er tale om en tilstand, hvor mennesket bevidst handler i kærlighed og godhed, uden at dømme og bedømme. Denne tilstand opnås ved at gå hinsides det tænkende Sind (chitta) og lade Bevidstheden fylde Sindet og udtrykke sig igennem det. Men indtil da er Sindet Åndens hjælper. En kendt fortolker har sagt om forbindelsen mellem Sind og Ånd:

”Ligesom en magnet trækker jernspåner til sig for at tjene sin ejer, og på den måde bliver værdifuld for ham, på samme måde tjener Sindet sin Mester, Purusha, ved at trække objekter til sig og præsentere dem for Ham.”

Baggrunden for denne udtalelse er, at Sindet og dets iboende kræfter (intellektet og egoet) er til for at identifikation kan ophøre.

Her klassificerer Patanjali Sindets aktiviteter, og selv om de er mange, hører de alle ind under fem forskellige forandringer (vrittis). Denne inddeling kan forekomme fremmed, hvis vi går ud fra, at de aktiviteter i Sindet, som ikke forårsager smerte, er dem, der gør os lykkelige. Men det er ikke tilfældet. Han siger netop, at de eneste bevægelser i Sindet, som ikke forårsager smerte, er dem, vi registrerer neutralt. Som når vi f.eks. − uden at reagere − ser landskabet fra en bus. Alle andre aktiviteter vil i sidste ende medføre smerte.

Det kan lyde meget pessimistisk, men i sin redegørelse for, hvad de fem hindringer er (II. 15), giver Patanjali en mere forståelig og rimelig forklaring på, hvorfor næsten alt i sidste instans bringer os smerte.

Selvom vi i det daglige oplever vore mentale og psykiske aktiviteter som mangfoldige, kan de alle henføres til de fem forandringer i Sindet. På den måde kan disse mangfoldige tankebølger lægges ind i nogle ”rammer”, som gør det lettere for os at forstå vor indviklede psykologi. Det fremlægges på følgende måde:

Igen møder vi omtale af modsætningerne, nogle forandringer er skadelige, andre ikke.

Vi opnår sand viden og forkert viden gennem kontakt med den ydre verden. En kontakt der sker via sanseorganerne.

Indbildning og erindring omfatter vor indre verden. Her er vi ikke nødvendigvis i direkte kontakt med den ydre verden. Det er vigtigt at lægge mærke til, at disse to forandringer er fuldstændig adskilt fra hinanden. Søvn bliver også beskrevet som en aktivitet, og han forklarer det med, at Sindet, på sit eget plan, fortsætter med at være aktivt (I. 10).

Når Sindet præsenteres for et objekt, og opfattelsen er korrekt, opnår vi sand eller eksakt viden. Et enkelt eksempel anskueliggør de tre måder, hvorpå vi kan opnå eksakt viden:

1. Jeg sidder i min stue ved vinduet og ser, at der kommer én kørende i en bil. Jeg genkender med det samme bilen (direkte opfattelse).

2. Eller jeg hører bilen, kender lyden og drager den logiske slutning, at det er hans bil.

3. Jeg hverken ser eller hører bilen, men en eller anden fortæller mig, at bilen holder udenfor (vidnesbyrd).

Når jeg af en eller anden grund har misforstået et sanseindtryk eller fået urigtige oplysninger, ja, så kommer det ind under aktiviteten forkert viden. Menneskets mål er at opnå sand viden.

Ifølge yoga-filosofien vil en erkendelse af sand viden altid bekræftes af senere erkendelser af denne viden − vi vil aldrig være i tvivl. Opnås sand viden gennem studie, disciplin, træning og hengivenhed, vil det bringe mange muligheder inden for rækkevidde.

Et yndet eksempel, som vismanden Ramakrishna gav i denne forbindelse: ”Du går i en skov i tusmørket. Pludselig ser du en slange ligge få meter fra dig − du ryster af angst og vil flygte. Men så titter månen frem, og du ser, det er en gren. Hvis du var løbet væk, havde du aldrig fået korrigeret din fejlopfattelse.”

Sindet tager mange former (billeder), og de er for en stor del indbildning. Disse aktiviteter er meget hæmmende for os, fordi de intet har med virkeligheden at gøre. Vi bruger utrolig meget tid på dem og kører ofte i ring, indbilder os det ene efter det andet.

Indbildning er en selvstændig aktivitet i os, som benytter sig af opbevarede billeder, og er i mange tilfælde det, vi kalder hjernespind. Indbildning eller forestilling er et meget egocentreret aspekt. − Jeg er forurettet. − Jeg bliver tilsidesat … osv.

Men indbildningskraften har også en kreativ funktion − det der kaldes ”kreativ selvsuggestion”. Det er når denne evne bruges f.eks. inden for kunst og videnskab, og i alternativ behandling. De goder, der opnås gennem denne måde at bruge forestillingsevnen på, viser hvor megen energi og kraft der ligger i Sindet.

Indbildningskraften bygger, ligesom erindring, på tidligere oplevelser. Men hvor erindring er rekonstruerede oplevelser, bygger indbildningen på komponerede billeder.

Vi forestiller os f.eks. en løvekrop med et menneskehoved.

Eller: en eller anden siger noget til mig, og omgående drager jeg en konklusion, der meget ofte er imaginær. Dette er altid forbundet med egoet under en eller anden form, og det får bolden til at rulle. Når indbildningskraften har megen magt over et menneske, skyldes det svaghed i Sindet.

Under søvn er sindet blankt, en tom tavle. Det er også tilfældet i visse høje bevidsthedstilstande (samadhi). Hvori består forskellen?

Under søvn (nidra) er der stadig bevægelser i Sindet. Den mentale aktivitet er ikke standset. I den sovende tilstand er den fysiske hjerne ikke forbundet med Sindet. Den gengiver derfor ikke, hvad der sker. Man kan sige, at hjernen er i frigear, så længe den tænkende hjerne og sanserne sover.

I en højere bevidsthedstilstand har mennesket derimod, gennem sin skærpede opmærksomhed, uhindret adgang til sine omgivelser. Han bruger ikke sindet og sanserne. Bevidsthedens grænser er udvidede, og hans opfattelse er hinsides sind og sanser.

Erindring er en aktivitet, som sender tidligere oplevelser tilbage til Sindet. Så længe indtrykkene ikke fremkalder bevægelser i Sindet, vil de være latente (samskara). Disse samskara vil blive omtalt i en senere sutra.

Erindring er et vigtigt redskab i vor søgen efter sandheden. De fejltrin, vi tidligere har begået, må vi huske for ikke at gentage dem. Men erindringen må stå så ”rent” som muligt, for at vi kan drage nytte af den. Indbildningen må ikke overskygge erindringsbillederne.

Erindring og viden er uløseligt forbundne: Når vi anden gang møder noget i den ydre verden, bliver vores oplevelse baseret på den viden, den erindring, vi har fra det første møde, den første oplevelse.

Mennesket kan standse Sindets bevægelser gennem udøvelse af disciplin og ved ikke-binding. Nirodha oversættes på flere måder alt efter, hvilken sammenhæng ordet forekommer i.

I anden sutra blev ordet ”hindret” brugt. I denne sutra tales der om kontrol. Det er dog vigtigt at understrege, at nirodha aldrig omfatter det, vi forstår ved undertrykkelse og fortrængning. Alt efter hvilket grundlag vi bygger vores viden om ord på, er vore associationer til ordet forskellige. Kender vi f.eks. en person, vi ikke bryder os om, og han hedder Ejnar, ja så er det ofte vanskeligt at se bort fra denne Ejnar, når vi møder en anden person af samme navn.

Ordet kontrol giver i almindelighed associationer i retning af noget negativt og undertrykkende. Men her betyder det at være i stand til at hindre noget i at tage magten og dominere.

Udøvelse[1] og ikke-binding er meget vigtige aspekter. De kan vende op og ned på et menneskes tilværelse, ikke nødvendigvis i det ydre, men i menneskets indre liv. Ikke-binding kaldes også ”dyden, der kan bringe mennesket til frihedens tærskel.”

I det skrift, som populært kaldes ”Indiens Nye Testamente”, Bhagavad Gita, siger Krishna igen og igen, at mennesket bliver frigjort gennem ikke-binding.

Gennem ikke-binding standses Sindets bevægelser, og vi bliver i stand til at handle til gavn for os selv og andre. Patanjali siger det meget klart i I. 2, idet han skriver, at ”hemmeligheden” netop er ikke at lade sig binde af noget.

Når vi er på rejse, falder det os naturligt at sætte vores bagage fra os, ikke bære rundt på den mere end højst nødvendigt. Men hvor utroligt det end kan lyde, er et af menneskets største problemer, at vi ikke kan give slip på den psykologiske bagage, vi bærer med os.

Det, at vi uafbrudt identificerer os med det vi ser og siger, er medvirkende til, at vi slæber rundt på så megen psykologisk bagage, og at vor frihed til at bevæge os bliver yderst begrænset.

Ikke-bindinger ikke livsfornægtende, som mange ofte mistænker den for at være. I sin essens er den livsbekræftende. At opleve og leve livet uden binding er for mig at se en kærlighedserklæring til livet og ikke en fornægtelse af det. Anker Larsen giver gode eksempler på denne livsfilosofi i bøgerne: ”Hansen” og ”For åben dør”, hvor han igen og igen vender tilbage til den usædvanlige bevidsthedstilstand, der kan opleves gennem ikke-binding.

Ifølge Patanjali kan vi lægge denne psykologiske bagage fra os ved udøvelse (abhyasa). Udøvelsen er, så forskellig den kan være i sin form, fundamental i alle skoler.

I Vesten hører vi meget om, hvordan man i Østens forskellige skoler f.eks. yoga, zen, tantra praktisk kan ”gøre noget”. Måske er det denne klare beskrivelse af, hvad det enkelte menneske kan og må gøre, for at opnå viden os sig selv, der har fascineret så mange i Vesten de seneste tyve år.

Men ser vi nærmere på den kristne skole, som jeg vil tillade mig at kalde den, er udøvelsen også her et afgørende fundament. Det overlades dog ofte til kirken og præsterne alene at være de udøvende, medens menigheden har en mere eller mindre passiv rolle, idet vi tror på syndsforladelsen. Men jeg tror ikke, at vi kan overlade arbejdet til andre.

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukas X, 25-37) giver Kristus os en anvisning på, hvorledes den enkelte kan yde en aktiv indsats, som gør hverdagen til det bedste udgangspunkt for udøvelse og ikke-binding. Når vi forstår, at det ikke er, hvad vi gør, men hvordan vi gør det, kan mennesker mødes på trods af religionernes ofte snævre rammer og virkelig forstå, at ethvert menneske må gå sin egen vej.

I Indien anses Raja yoga for at være et af de seks filosofiske systemer, der kan bibringe mennesket viden om hans sande natur − når udøveren vel at mærke er indstillet på at gøre en indsats. for at et studium kan bære frugt, må visse forudsætninger opfyldes. I denne sutra defineres disse forudsætninger klart.

Udøvelsen (studiet) tager lang tid. Afbrydelser forhaler processen, og her er det værd at huske, at hengivenhed er nødvendig i enhver træning. Udholdenhed og hengivenhed er nødvendige forudsætninger i et langvarigt og psykologisk krævende forløb. I studiet af menneskets indre verden viser resultaterne sig ikke her og nu.

Fremskridt vil ske med større eller mindre intervaller. Når nyhedens interesse har lagt sig, vil modstanden vokse, og der vil være lange perioder, hvor udøveren synes, han er gået i stå, hvor Målet synes meget fjernt, og der ikke kan se noget lys forude. Da vil følelsen af hengivenhed over for Gud eller en ydmyghed over for det umådelige skaberværk universet er, være en uvurderlig hjælp.

Et menneskes rejse mod Selvet kan sammenlignes med hans søgen mod bjergets top. Disciplen, der hengiver sig til Gud (Ishvara), når toppen usædvanligt hurtigt, ingen kan sige hvordan.

Vi lever i et univers af billeder, tanker og ideer. At være et vidne (iagttager) til alt dette synes at være lige så vanskeligt som at gå på havets overflade. Mennesket kan sammenlignes med en ballon, der uafladeligt kastes hid og did af vinden (tanker).

Ikke-binding spiller en stor rolle. Det er et redskab til at standse Sindets bevægelser. Der er i denne forbindelse to udtryk: raga og dvesha, som betyder tiltrækning og frastødning. Gennem disse modsætninger kastes mennesket ud i forskellige handlinger.

Tørsten eller begæret spiller en stor rolle i menneskets liv. Vi må kende vore begær og tage stilling til dem. At være fri er at leve uden frygt for at miste, og at acceptere et tab, uden at Sindet bliver oprørt. Alt det, vi selv oplever, kaldes det sete. Det, vi begærer på grund af den omtale andre giver det, kaldes det hørte.

Det hørte omhandler også de himmelske goder, der tales om i de gamle skrifter.

Det er vigtigt at få en ide om, hvad Purusha og guna betyder. Patanjali bygger for en stor del sin filosofi på Sankhya-filosofien. Ifølge denne filosofi består universet af Purusha (Ånd) og Prakriti (Natur). Purusha, det mandlige princip, som også kaldes Selvet, er rent og uforanderligt. Purusha er således det eneste, der ikke er undergivet forandringer.

Prakriti, det kvindelige princip, er alt stofligt og alt skabt. Prakriti opretholder universet ved hjælp af de tre gunas − sattva, rajas og tamas, fundamentet for universets pulserende liv. Der er mange beskrivelser af disse gunas i skrifterne. Hele det fjortende kapitel i Bhagavad Gita omhandler sattva, rajas og tamas.

Navnene fortæller om de tre gunas egenskaber, eller rettere sagt, deres energihastighed. Sattva guna repræsenterer lys, kærlighed og godhed. Tamas mørke, had og ondskab og rajas aktivitet. I den hurtigste energi (sattva) udfolder de letteste energier sig. Den mest langsomme energi (tamas) udfolder de tungeste aspekter sig. Medens den mellemste energihastighed (rajas) understøtter tamas eller sattva.

De tre guna kan også beskrives som tiltrækning og frastødning og balancen mellem disse to. Sattva, rajas og tamas egenskaber bliver uddybet i flere af de senere sutra bl.a. (II. 4).

Det er en udbredt opfattelse, at samadhi er en tilstand, der nås en gang for alle. Men i yoga taler man om fire forskellige niveauer af samadhi.

Den første samadhi-tilstand kaldes samprajnata-vitarka. Den bliver ofte af udøvere taget for mere end den er, fordi allerede på det niveau åbner der sig usædvanlige muligheder.

Den armenske mystiker George Ivanovitch Gurdjieff siger: ”Når mennesket begynder at vågne, åbenbares muligheder, han end ikke har drømt om kunne være til stede.”

De første oplevelser i samadhi er således kun begyndelsen til en endnu højere tilstand osv. Det er dog vanskeligt at forestille sig den del af yoga-sutra, der omhandler de forskellige samadhi-tilstande. Det er ikke almindeligt for os at se på menneskets plads i universet på den måde. Men efterhånden, som evnen til at koncentrere vor opmærksomhed vokser, afdækkes stadig mere af den virkelighed, vi søger kontakt med.

Mennesket består af fem ”hylstre” (kosha): det fysiske hylster, energihylstret, det mentale hylster, intelligenshylstret og lyksalighedshylstret. Gennem disse hylstre udvider mennesket sin bevidsthed.

De to første samadhi-tilstande, samprajnata og asamprajnata, er på samme niveau. På sanskrit betyder ”a” foran et ord uden. F.eks. vidya betyder viden, avidya uden viden (uvidenhed). Det vil sige, at samprajnata er med et objekt og asamprajnata er uden et objekt.

I denne forbindelse er det vigtigt at omtale ordet pratyaya. Pratyaya betegner Sindets indhold her og nu (objektet). I asamprajnata samadhi er der intet pratyaya, intet objekt at knytte bevidstheden til. Bevidstheden trækkes ikke væk fra sig selv, og udøveren kan søge dybere ind i sig selv, hen mod sin egen midte. Bevidstheden overgår til en laya- (tomheds-) tilstand for derefter at ”komme ud” på den anden side, til et mere subtilt hylster.

Denne laya-tilstand sammenlignes ofte med en sky. Udøveren befinder sig i et tomrum, en tåge, og skønt fuldt bevidst, må han årvågent vente med sin opmærksomhed intakt, indtil han igen er ude af ”skyen”. Det bringer ham ind i en højere bevidsthedstilstand. Eller, hvis intensiteten daler, tilbage til hans tidligere niveau.

Der er som tidligere nævnt fire niveauer eller bevidsthedslag, som svarer til menneskets hylstre: I vor almindelige bevidsthed har vi forbindelse med det fysiske hylster (anna maya kosha) og energihylstret (prana maya kosha). I de tilstande, som kaldes samadhi, opnår udøveren ét efter ét kontakt med de følgende tre hylstre: Det mentale hylster (mano maya kosha), intelligenshylstret (vyana maya kosha) og lyksalighedshylstret (ananda maya kosha).

Han bevæger sig gennem den ene bevidsthedstilstand efter den anden, indtil han når Selvet eller Atma, som er den fjerde og højeste samadhi-tilstand, hvor den dualistiske oplevelse af verden ophører med at eksistere.

For at vende tilbage til selve denne sutras ordlyd, så følges de samadhi-tilstande, som hedder samprajnata, op af ræsonneren (på det mentale niveau), refleksion (på det intellektuelle niveau), lyksalighed (på lyksalighedens niveau) og ren Væren (på Selvets niveau). Se tegning på næste side.

Imellem hvert af disse niveauer må mennesket igennem en asamprajnata-tilstand. Det er en slags sikkerhedsventil, og udøveren når ikke længere, end han har kapacitet til.

I den laveste samadhi-tilstand opnår mennesket evne til at ræsonnere ud fra den sande virkelighed, trænger igennem til sit mentale hylster og bliver sig det bevidst: samprajnata-vitarka samadhi. Denne mentale tilstand består af to faser, savitarka og nirvitarka ræsonneren med spørgsmål og ræsonneren uden spørgsmål. Savitarka betinger nirvitarka, men ikke omvendt.

Disse to faser gentager sig også i forbindelse med refleksion (det intellektuelle niveau), hvor samadhi-tilstanden kaldes samprajnata-vicara, og hvor det at stille spørgsmål kaldes savicara og uden spørgsmål nirvicara. Dette omtales udførligt i I. 44-47.

Når mennesket passerer den anden asamprajnata-tilstand, opnår han kontakt med lyksalighedshylstret. Det kaldes samprajnata sananda.

En endnu dybere søgen giver mennesket adgang til Selvet, Atma. Denne tilstand kaldes samprajnata-sasmita (II. 19).

_________________________________

[1] Udøvelse kunne i princippet erstattes af ”praktisering”.

_________________________________