Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN ESOTERISKE LÆRE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsviden

DEN ESOTERISKE LÆRE (6 af 16)


Bogen beskriver udviklingen af alt liv fra et uudviklet stadie til et højt åndeligt bevidsthedsniveau. Det er livets og bevidsthedens lange udviklingshistorie.

DEN ESOTERISKE LÆRE (6 af 16)

Involution & Evolution

 

Disse to ord, involution og evolution, dækker hele den lange pilgrimsrejse, hver livsenhed eller monade må gennemgå, før den har realiseret de potentielle eller ”genetiske” muligheder, den rummer, og udviklet sig til et væsen på højde med sit eget ophav, Planetlogos, og i sidste instans Sollogos.

Hvis vi vil danne os et indtryk af denne vældige udviklingsproces, må vi på mange måder blive som børn igen, sådan som der står i Bibelen, for det er et område, der rummer abstrakte forestillinger og postulater, som er vanskelige at få en klar opfattelse af, og som vi derfor må acceptere som mytiske billeder, på samme måde som børn accepterer eventyrenes verden. Det er påstande, der på nuværende tidspunkt slet ikke kan bevises, og som vi derfor må antage som nyttige og relevante arbejdshypoteser, der danner grundlag for en dybere forståelse af vores egen, menneskelige natur og udvikling.

I tidernes morgen, for mange milliarder år siden, blev monaderne udskilt af den guddommelige natur og ”anbragt” på systemets ”næstøverste” plan, der har fået navn efter dem - det monadiske plan. På dette tidspunkt kan deres tilstand måske bedst beskrives som salig, paradisisk ubevidsthed om alt andet end deres egen verden. Men ”skabt i Guds billede” er de i besiddelse af hele den guddommelige skaberkraft.

Ligesom et agern rummer den ”genetiske kode” til et fuldvoksent egetræ, har monaden i sin natur alt, hvad den behøver for at nå samme udviklingsgrad som sit ophav, og den begynder nu på en proces, der minder meget om det, der sker, når agernet plantes i grobunden, udsender sine rødder og begynder at optage næring i form af vand og mineraler.

Monaden sender en ”rodtrævl”, en strøm af ren livsenergi, en ”livs­tråd” eller ”sutratma”, som den kaldes på sanskrit, ned i ”grobunden”, som er de fem planer ”under” det monadiske plan. Efterhånden som denne ”tråd” bevæger sig ”ned” eller ”ud” i de ”underliggende” verdener, knytter den et atom fra hver verden til sig − dvs. en enhed fra det øverste underplan af hvert plan, samt et molekyle fra mentalplanets 4. underplan - i alt seks enheder, der er forbundet med monaden igennem hele udviklingsforløbet og derfor kaldes permanente atomer eller enheder.

De permanente atomer er monadens udgangspunkt på planerne, og gennem dem begynder den nu, plan for plan, at optage ”næring” i form af de forskellige svingninger eller vibrationer i planernes ”partikler” og stofmasser. Svingningerne oplagres i de permanente enheder, på samme måde som vi i dag kan oplagre elektromagnetiske impulser i compute­re eller båndoptagere.

Denne ”nedadgående” bevægelse kaldes involution, som nærmest betyder ”involvering”, dvs. monadens involvering i stadig tungere stofformer eller -planer. Vi kan også sige, at monaden eller den rene ånd forankrer sig i de fem stofverdener og så småt begynder at lære dem at kende gennem de svingninger eller vibrationer, den oplagrer i sine permanente enheder.

Processen strækker sig over umådelige tidsrum på mange milliarder år, men på et eller andet tidspunkt har monaden slået ”rod” eller fået ”fodfæste” på alle planerne hele vejen ”ned” og er nået frem til den fysiske verden. Her er et slags ”vendepunkt”, for nu begynder en ny proces i modsat retning, den tilbagevenden til de åndelige ”højder”, der kaldes evolution, dvs. en udvikling væk fra de ”tungere” eller ”tættere” stofverdener og tilbage til udgangspunktet, det monadiske plan.

 

Den-Esoteriske-Lære-06-e-bog-af-Hardy-Bennis

Planche - Monadens involution

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

 

Den-Esoteriske-Lære-07-e-bog-af-Hardy-Bennis

Planche - Monadens evolution

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

 

Men hvis vi vil forstå denne evolutionsproces, må vi danne os en forestilling om nogle få principielle spørgsmål. Som vi fik et indtryk af i forrige kapitel rummer hver livsenhed tre primære aspekter, som vi for menneskets vedkommende betegnede med de bibelske udtryk ”legeme, sjæl og ånd”. Men da der ved begyndelsen af evolutionsprocessen endnu ikke findes så højtudviklede væsener som mennesker, er det bedre at kalde de tre aspekter for liv, bevidsthed og form.

Det er forholdet mellem disse tre aspekter, vi må danne os et indtryk af, og det kan vi ved at sammenligne dem med begreber fra elektricitetens verden. Vi kan sammenligne ”livet” med en elektrisk strøm og ”formen” med en ledning. Naturlovene siger, at når strømmen løber gennem ledningen, dannes der et magnetfelt omkring den, og dette felt kan vi opfatte som det tredje aspekt − ”bevidstheden”. Men lovene siger også, at når ledningen er lige, er magnetfeltet svagt, mens det øges, hvis vi vikler ledningen til en spole. Jo flere vindinger der er i spolen, desto stærkere bliver magnetfeltet.

Hvis vi overfører dette eksempel til de tre aspekter, betyder det, at når livet (strømmen) manifesterer sig i en stofform (ledningen) udvikler det bevidsthed (magnetfeltet), og at jo mere kompleks og sammensat formen bliver (jo flere vindinger spolen har), desto højere er bevidsthedens udviklingsgrad (magnetfeltets styrke).

Det, der sker i evolutionsprocessen, er altså, at der bygges stofformer omkring de permanente atomer eller enheder, sådan at livskraften, der strømmer gennem livstråden, kan udvikle bevidsthed og gennem den lære de forskellige stofverdener at kende. For vi må ikke glemme, at monaden er i gang med en udvikling, som på længere sigt vil gøre den til et væsen på højde med Logos, og det indebærer et totalt kendskab til og en total kontrol over alle energier og stofformer, og dermed alle bevidsthedstilstande, i systemet.

I begyndelsen er stofformerne relativt ukomplicerede, for involutionen ender jo i den fysiske verden, som er ”vendepunktet”, og derfor er de første livsformer, det monadiske liv inkarnerer i, fysiske mineralformer. Her har monaderne meget forskellige livsbetingelser. Nogle lever i glødende lava, andre er begravet i indlandsis eller dybtliggende metalårer, mens andre igen skylles omkring med havets bølger eller fly­der rundt i atmosfærens luftmasser, og alle disse meget forskellige im­pulser registreres af det fysiske permanente atom og overføres via livs­tråden til den spirende monadiske bevidsthed, som på den måde får ind­tryk af kræfter som temperatursvingninger, tryk eller friktion.

Disse ydre påvirkninger gør et stort indtryk på det indre liv og resulterer i udviklingen af en mineralbevidsthed, der bedst kan beskrives som kemisk affinitet, dvs. stoffers evne til at kende forskel på hinanden og indgå mere stabile kemiske ”ægteskaber” med stoffer, de kan ”lide”, end med stoffer de ikke kan ”lide”.

Gennem denne uhyre primitive mineralbevidsthed får monaden altså sine første egentlige indtryk af en stofverden, for oplagringen af vibrationstendenser i de permanente enheder kan kun opfattes som et forstadium til bevidsthedslivet. Hele fasen kulminerer i ædelmetaller og krystaller, og derefter har det monadiske liv ikke mere at lære i mineralriget og kan derfor overgå til det næste rige - planteriget.

Planteformernes langt finere og også mere komplicerede struk­tur gør det muligt for det iboende liv at blive opmærksom på naturkontraster som lys og mørke, regn og tørke, sol og frost, blæst og læ. Planterne udvikler stor sensitivitet over for disse forandringer, og det er udtryk for en bevidsthed, hvor det følende, sansende nydelse-smerte-element er langt mere fremtrædende end i den ”stive” mineralbevidsthed.

Fasen kulminerer i de store skovtræer, og her er bevidstheden så udviklet, at der også er en svag spire til en mental egenskab som hukommelse i form af erindringen af årstidernes skiften. Nu har det inkarnerede, monadiske liv lært, hvad planteriget kan tilbyde det, og er derfor klar til næste rige - dyreriget.

Her bliver livsformerne for første gang i evolutionen i stand til at be­væge sig omkring for egen kraft, og da cellestrukturerne samtidig bliver endnu mere komplekse og fintmærkende end i planteriget, opnår dyrene i de sidste stadier en bevidsthed, som på mange måder kan siges at udgøre det instinktive grundlag for den senere menneskebevidsthed.

Gennem oplevelser af sult og mæthed, tryghed og utryghed, hengivenhed og frustration, glæde og sorg, tillid og mistro udvikler de selvopholdelsesdrift, kønsdrift, forældreinstinkt, flokinstinkt og andre grundlæggende bevidsthedselementer, som rummer både følelses- og tankeelementer.

Dyrefasen kulminerer i de højere pattedyr, hvor bevidstheden ”kva­lificerer” sig til menneskeriget. Overgangen sker gennem den proces, som kaldes individualisering - en proces der vil blive beskrevet i næste kapitel.

Nu kunne man få det indtryk, at alle livsenheder slavisk gennemgår naturrigerne fra begyndelsen til enden, før de overgår til næste rige. Men det ikke altid tilfældet, for der er i virkeligheden store overlapninger mellem rigerne, og især mellem plante- og dyreriget. Bevidstheden hos amøber eller andre encellede dyr overstiger ikke den mere avancerede plantebevidsthed, og det betyder, at visse udviklingstrin kan opnås i både plante- og dyreriget. Derfor kan en livsform forlade planteriget, før den har gennemgået hele dette rige. Den skal blot begynde tidligt i dyreriget, mens de livsenheder, som gennemgår hele planteriget, begyn­der tilsvarende senere i dyreriget.

Men hele dette område af den esoteriske lære er endnu kun uhyre sporadisk belyst, og vi kan derfor ikke gøre andet end at fremlægge en grundlæggende model, som kan give en vis fornemmelse af forholdene i naturen, og så afvente at åndsvidenskabelige forskere tager sagen op og uddyber den viden, vi er i besiddelse af i dag. Lad os derfor slutte dette afsnit med at citere Djeldal ed din Rumi, en sufimystiker, der levede i det 13. århundrede:

 

”Jeg døde som sten og blev til plante.

Jeg døde som plante og blev til dyr

og nu er jeg menneske.

Hvorfor frygte døden?

Blev jeg nogen sinde ringere

eller mindre af at dø?

 

Jeg dør engang som menneske

og bliver til et væsen af lys,

en drømmenes engel, men min vej går videre.

Alt, undtagen Gud, forsvinder.

Jeg bliver, hvad ingen hørte eller så.

Jeg bliver stjernernes stjerne,

der stråler over fødsel og død.”

Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Download-fil: DEN ESOTERISKE LÆRE - Hardy Bennis


Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Læsefil med vendbare sider: DEN ESOTERISKE LÆRE