Den esoteriske lære fortæller, at der i solsystemet er syv forskellige stofverdener eller -planer. Med et stofplan mener man en verden, der består af partikler, som er vævet sammen til strukturer, sådan at vi opfatter den som et sammenhængende hele. Partiklerne er karakteristi­ske ved hurtige svingninger, og derfor siger man, at de ”vibrerer” med en bestemt ”frekvens”, afhængig af partikelstørrelsen.

Foreløbig er de fleste mennesker kun bevidste om den fysiske verden med dens atomer og molekyler, men hvis vi ser nærmere på fysiske atomer, opdager vi, at der er stor afstand mellem atomkernen og de kredsende elektroner. Fysikken fortæller os nemlig, at atomkernens dia­meter er omkring 100.000 gange mindre end hele atomets diameter.

Det betyder, at der er et stort ”tomrum” inden i de fysiske atomer, og i dette tomrum er der mindre ”partikler” − så små, at man aldrig vil kunne se dem med fysiske iagttagelsesmidler. De hænger også sammen i strukturer og danner en verden, der er lige så sammenhængende som den fysiske verden.

Inden i denne verdens ”partikler” er der igen et stort tomrum, hvor der er endnu mindre ”partikler”, som danner den næste verden, og sådan bliver det ved, indtil vi har syv stofplaner inden i hinanden.

Hvert plan er altså karakteristisk ved ”stofpartikler” med et bestemt størrelsesniveau og ”frekvensområde”, og det repræsenterer et aktivitetsfelt, hvor den menneskelige bevidsthed kan udvikle sig.

Det bliver ofte nævnt, at mennesket lever i tre verdener, og dermed mener man, at vi har et legeme eller en form bestående af de tre ”lave­ste” verdeners stof − det fysiske, astrale og mentale plan, som de kal­des.

Hvert plan har syv underplaner eller tilstandsformer, og som fysisk inkarnerede mennesker har vi en fysisk krop, der består af de tre ”laveste” underplaners stof, dvs. faste, flydende og luftformige strukturer, samt et æterlegeme bestående af ”partikler” fra de fire ”højere” eller æteriske underplaner.

Men desuden har vi, som nævnt ovenfor, et følelses- eller astrallege­me, bestående af stof fra den ”næstlaveste” eller astrale verden, et tanke- eller mentallegeme, som består af stof fra den nedre del af den ”tredje laveste” eller mentale verden, og et kausal- eller sjælelegeme be­stående af stof fra den øvre del af mentalplanet.

Det er de bevidsthedsredskaber, vi bruger til at indhøste viden og erfaringer i de 3 verdener, men derudover har mennesket sine ”højere”, åndelige instanser, som i løbet af evolutionen vil blive bragt til fuld udfoldelse.

Planche - Menneskets struktur

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover.

Det betyder, at det giver mening, når Bibelen siger, at mennesket består af legeme, sjæl og ånd. Esoterisk bruger man lidt andre betegnelser, men i princippet er det den samme opbygning, der tales om. Derfor kan vi nu give et oversigt over menneskets opbygning eller konstitu­tion, som den esoteriske lære fremstiller den:

1. ”Inderst” eller ”øverst” har vi den rene ånd eller monaden, som betyder ”den ene”. Den danner overgangen mellem sit ophav, Planetlogos, og det individuelle menneske, og det er vanskeligt at sige, hvilken af de to parter, den er nærmest knyttet til, ligesom det kan være svært at afgøre, om den befrugtede ægcelle i livmoderen tilhører moderen eller barnet.

Monaden rummer den ”genetiske kode” til eller et miniaturebillede af Logos. Det vil sige, at den på forhånd er udrustet med potentielle egenskaber, der sætter den i stand til at udvikle sig til et væsen med sam­me udviklingsgrad som sit ophav. Vi er altså, som det siges i Bibelen, helt konkret ”skabt i Guds billede”.

Som lignelsen om den fortabte søn fortæller os, er det monadens opgave at begive sig ud på den lange pilgrimsrejse, evolutionen, som vil føre den gennem alle naturrigerne, inklusive menneskeriget, og tilbage til ”faderhjemmet”, udrustet med al den viden og erfaring, der sætter den i stand til at fungere som et mægtigt planetarisk væsen.

2. Det næste led er sjælen, som den hedder med et bibelsk udtryk. Den bor i kausallegemet og er brændpunkt for monadens åndelige energier, som den nedtrapper eller nedtransformerer, så de bliver tilgængelige for det inkarnerende menneske.

På nuværende udviklingstrin er mennesket ikke i stand til at få kontakt med selve monaden, og derfor fungerer sjælen som monadens repræsentant og er den inderste, åndelige instans, mennesket foreløbig kan stræbe efter at nå. Den er sædet for ”jeg-be­vidstheden” og egentlige vilje og kan betragtes som en slags computer, der opsamler essensen af de mange oplevelser og erfaringer, mennesket samler gennem talrige inkarnationer i de tre verdener, og omdanner dem til egenskaber. Sjælen er altså menneskets indre ”guddom”, som udvikler sig ved at inkarnere i de tre verdener, og det er vores foreløbige evolutionsmål at få bevidst kontakt med den i vores fysiske hjerne.

3. ”Yderst” eller ”nederst” har vi personligheden, som er det aspekt af os selv, vi er mest fortrolige med, fordi det er den person, vi er, når vi er vågne og bevidste i hverdagen. Personligheden er det samlede redskab, sjælen inkarnerer i i de tre verdener, og derfor er den en kombination af de tre redskaber, vi nævnte ovenfor:

Det fysiske legeme

- i dets to aspekter: Fast krop og æterlegeme. Det er det redskab, hvormed vi er fysisk bevidste og kan gøre erfaringer og bevæge os omkring i den fysiske verden.

Astral- eller følelseslegemet

- der, som navnet antyder, er det ”fi­nere” legeme, hvormed sjælen sanser og føler. Det består af en ”tættere” del, som er en nøjagtig genpart af den fysiske krop, og en ”finere” del, der strækker sig uden for genparten som en ægformet oval, der populært kaldes den astrale ”aura”. Den er fuld af lysende farver, der ikke blot udtrykker de varige følelsesvaner, man kalder karakteren, men også pludselige emotionelle tilstande, som skyller hen over den.

Når vi er vågne eller ”dagsbevidste”, overføres astrallegemets følelsestilstande til det autonome nervesystem via solar plexus centret, så vi bliver bevidste om dem i den fysiske verden. Men når vi falder i søvn, træder vi i vores astrallegeme ind i den enor­me astrale verden, som gennemtrænger og omslutter hele kloden, og her er vi lige så vågne og bevidste som i den fysiske verden.

Astralplanet er, ligesom alle andre planer, delt i syv underplaner, som hver især er hjemstedet for bestemte følelsestilstande. De ”laveste” underplaner rummer de groveste og mest primitive følelsestilstande, og derefter bliver de ”finere” og mere ”forædlede” for hvert underplan i ”opadgående” retning.

Mental- eller tankelegemet

- er det redskab, hvormed sjælen tænker i relation til konkrete forhold. Ligesom astrallegemet består det af en ”tættere” del, der er en nøjagtig genpart af den fysiske krop, samt en ”finere” del, der strækker sig uden for genparten som en ægformet oval, der kaldes den mentale ”aura”. Den er fuld af endnu mere lysende farver end astrallegemet, og de udtrykker ikke blot de varige tankevaner i karakteren, men også pludselige tankeprocesser og associationer.

Mentalplanet er delt i syv underplaner, men mentallegemet rum­mer kun stof fra de fire ”laveste” underplaner. Ligesom for astralplanets vedkommende, finder vi de ”grove”, mest hensynsløse og egoistiske tanker på 7. underplan og de ”finere” og mere ”forædlede” tankeprocesser på de efterfølgende underplaner.

De ”højere” planer, fra og med de tre ”højere” underplaner af mentalpla­net, er det vanskeligt at sige noget om, fordi de udtrykker tilstande, der er så forskellige fra de fysiske tilstande, vi opfatter med hjernebevidstheden, at vi ikke har ord for dem. Men det har alligevel stor betydning at danne sig et indtryk af dem, og derfor vil vi i det følgende forsøge at give nogle nøgleord om hvert af disse bevidsthedsplaner.

Kausalplanet

- det højere mentalplan, kaldes, sammen med det lavere mentalplan, også det ”manasiske” plan efter princippet ”manas”, der betyder den universelle tanke. Kausalplanet er de abstrakte ideers, symbolers og de upersonlige og principielle tankers verden. Det er sjælens hjemsted, og her findes de åndelige, arketypiske frø eller billedkim, som ligger til grund for hele evolutionsprocessen. Det er det, der har givet denne verden dens navn: Kausalplanet − dvs. årsagsplanet. I løbet af evolutionen gør mennesket sit mentallegeme til redskab for denne ”højere” mentale funktion.

Det buddhiske plan

- har navn efter princippet ”buddhi”, som betyder den universelle sjæl. Det er hjemstedet for enhedsbevidstheden, den rene, intuitive indsigt, den åndelige kærlighed og visdom, som mange kalder Kristusbevidstheden. Her er den ”højere” genpart af ”følelsesli­vet”, og det er alle menneskers opgave igennem evolutionen at gøre deres følelseslegeme til et spejl for disse tilstande.

Det atmiske plan

- manifesterer princippet ”atma”, der betyder den universelle ånd. Her finder vi den rene, koncentrerede energi, den ånde­lige vilje, hensigten, formålet og evolutionsimpulsen, den dynamiske fremdrift, som fører alle livsenheder igennem evolutionen og tilbage til deres åndelige udgangspunkt − nirvana. Gennem de ”højere” åndelige udviklingstrin gør mennesket sin fysiske livsvilje, selvopholdelsesdriften, til redskab for atmas åndelige vilje.

Det monadiske plan

- har fået navn efter alle livsenheders inderste ån­delige kerne, monaden, den udifferentierede, guddommelige ”gnist”, der er udgangspunktet for al udvikling på planeten og i solsystemet. Her er de tre åndelige aspekter − vilje, kærlighed-visdom og intelligens − som monaden projicerer ”ned” i ”atma-buddhi-manas”, samlet til en helhed, der kan betragtes som en celle i det mægtige planetariske manifestationslegeme.

Det logoiske plan

- udtrykker, som navnet antyder, selve den logoiske ”guddoms” princip i sin reneste form. Det er det ”højeste” plan i solsystemet, og vi har med vores menneskelige forstand ingen mulighed for at forestille os de tilstande, der kan realiseres på dette plan.