Vi er nu kommet til et af de vigtigste nøglebegreber i hele den esote­riske lære, nemlig sjælsprincippet. Det kan defineres som det indre liv, der inkarnerer i og udtrykker sig gennem naturens ydre former. Der findes to kategorier af sjæle:

1. Gruppesjæle som kommer til udtryk i mineral-, plante- og dyreriget.
2. Individuelle sjæle der inkarnerer i menneskeformer.

Til at begynde med er de mange milliarder livsenheder eller monader, med deres livstråd og permanente enheder, samlet i syv primære gruppesjæle svarende til de syv store energistrømninger, man kalder de syv stråler.[1]

Disse gruppesjæle er omkranset af en slags ”væg”, og efterhånden som udviklingen skrider frem, samler livsenhederne sig i grupper med beslægtede erfaringer, så der vokser ”skillevægge” frem inden for de omkransende ”vægge” og deler gruppesjælene op i familier, slægter og arter.

Det betyder, at de primære gruppesjæle spaltes op i mindre dele med færre enheder, og når evolutionen omsider når frem til den sidste fase af dyretilstanden, er der kun er én enhed tilbage i hver gruppesjæl.

Udviklingen gennem naturrigerne fører altså til, at det ene liv, der oprindelig blev manifesteret som en mangfoldighed i form af de mange monader, på ny bevæger sig tilbage mod enheden, efterhånden som be­vidstheden nuanceres, og egenskaberne specialiseres.

Hvis vi vil prøve at illustrere, hvordan en gruppesjæl fungerer, kan vi bruge et meget enkelt billede − vi kan sammenligne den med en spand vand. Lad os sige, at vandet i spanden repræsenterer f.eks. ti hundes sjælsprincip. Hvis vi hælder vand op i fem glas, svarer det til, at der er inkarneret fem hunde fra gruppesjælen. Så længe vandet er i glasset, er hundene individuelle væsener, men når de dør, hælder vi vandet tilbage i spanden, og så kan vi aldrig få nøjagtig den samme hund igen.

De erfaringer, det individuelle dyr gør i sin tilværelse, kan vi illustrere med et farvestof, vi hælder op i det glas, der repræsenterer dyret. Når hunden dør, og vandet altså hældes tilbage i spanden, vil farvestoffet brede sig til hele vandmængden om end i fortyndet form.

Det betyder, at de enkelte hundes erfaringer samler sig til en kollektiv erfaringsmasse, som kommer alle fremtidige, inkarnerede dyr til gode i form af en iboende, instinktiv viden.

Gruppesjælenes kollektive bevidsthed har altså form af instinkter. Det kan være ællingers evne til at svømme første gang, de kommer i vandet, en gråspurvs evne til at bygge en rede, der er nøjagtig magen til den, tidligere generationer byggede, eller fugleflokkes evne til at finder vej sydpå i vinterperioden og tilbage til deres rugepladser om foråret − ofte strækninger på flere tusinde kilometer.

Disse instinkter udtrykker den samlede sum af de erfaringer, alle gruppesjælens enheder har gjort gennem årtusinder, og gennem denne direkte bevidsthedsforbindelse styrer og leder gruppesjælen de enkelte dyr, når de er fysisk inkarneret.

Biologen Rupert Sheldrake kalder i sin bog A New Science of Life disse kollektive erfaringsmasser for morfogenetiske felter, og han har med sin forskning skabt en vigtig forbindelse mellem den esoteriske lære og biologien. Gennem forsøg er det blevet påvist, at hvis rotter ét sted i verden lærer en bestemt ting, bliver det lettere for samme type rotter andre steder i verden at lære den samme ting. Forsøgene konkluderer, at rotterne tilsyneladende har en bevidsthedsmæssig fællespulje, hvor mange rotter får glæde af nogle få rotters anstrengelser, hvis de til­hører samme art.

Generelt kan man sige, at jo mere primitiv en art er, desto mere ligner de inkarnerede livsenheder hinanden, og omvendt at jo mere fremskreden udviklingen er, desto mere karakteristiske bliver de enkelte væsener. De nærmer sig med andre ord en tilstand, hvor det kollektive præg bliver til et individuelt præg.

Den endelige overgang fra den kollektive bevidsthed til det individuelle, inkarnerende menneskevæsen, den såkaldte individualisering, sker i slutningen af dyreriget og gælder dyreformer som heste, elefanter, aber, katte, kameler, hunde og måske delfiner.

Oprindelig begyndte individualiseringen i denne planetariske periode som et resultat af nogle højtstående væseners mellemkomst. Men når der så er etableret et menneskerige i naturen, er det de fremskredne dyrs kontakt med mennesker, som er den udløsende faktor. Vi kender alle eksempler på, hvilke utrolige bevidsthedsegenskaber dyr kan tilegne sig i samarbejde med mennesker, og det er klart, at en stimulering af den art er afgørende for, at en livsenhed bliver i stand til at sprænge rammerne for, hvad dyreformen kan tilbyde med hensyn til bevidsthedsudvikling.

Når dyrebevidstheden har nået sin maksimale udvikling, kommer der en kraftig impuls fra monaden gennem livstråden. Den sætter det permanente mentale atom i så voldsomme svingninger, at det samler en ”sky” af det højere mentalplans stof omkring sig, og dermed er kausallegemet, den individuelle menneskesjæls bolig, dannet. Samtidig opløses den ”væg”, som har omkranset gruppesjælen, og essensen af den samlede evolutionære vækst gennem naturrigerne, og især den sidste del af dyreriget, overføres til kausallegemet og kommer her til udtryk som de latente, instinktive egenskaber, mennesker har fælles med dyr.

Dermed er der ”skabt” et nyt væsen i naturen, det reinkarnerende menneske, og kausallegemet fungerer nu som den instans, der opsamler de enkelte livs erfaringer og omdanner dem til egenskaber, så mennesket kan udvikle sig i overensstemmelse med den evolutionsplan, der er lagt af det mægtige planetariske væsen.

Da det i vor tid er dyrenes kontakt med mennesker, som udløser individualiseringen, vil mange af vores husdyr være berettiget til at overgå til menneskeriget og begynde at inkarnere som selvstændige væsener. Men allerede for millioner af år siden blev ”døren” til menneskeriget lukket for dyrene for på den måde at fremskynde den menneskelige udvikling. Det svarer nogenlunde til at lukke for tilgangen af nye elever i en skoleklasse, når den har været i gang et stykke tid, så læreren med sin undervisning ikke behøver tage hensyn til de nye elever og på den måde sinke udviklingen for dem, der har gået i klassen fra begyndelsen.

Det er et specielt arrangement, som vil vare mange millioner år endnu, men på et eller andet tidspunkt bliver der lukket op igen, og så vil alle de dyr, der i mellemtiden er individualiseret, kunne begynde at inkarnere som mennesker.

Individualiseringen på denne klode begyndte i den såkaldte ”lemuriske” rodrace for ca. 18½ millioner år siden. Siden da fortsatte individualiseringen frem til omkring midten af den næste store ”atlan­tiske” periode, hvor ”døren” mellem dyre- og menneskeriget blev lukket.[2]

Det var en periode på adskillige millioner år, og det betyder, at men­neskesjæle absolut ikke er lige gamle. De har ikke den samme udvikling og erfaring, og det er det, som ofte kommer til udtryk i de store forskelle, der op igennem tiden har været på forskellige folkeslags medfødte egenskaber.

Men den første individualisering i den lemuriske tid foregik som sagt, med hjælp ”udefra”. I Den Hemmelige Lære beretter H.P. Blavatsky om, hvordan vores jordevolution på dette tidspunkt fik en afgørende hjælp fra en række højtudviklede væsener, der kom fra andre egne af planetsystemet. Det er den begivenhed, der kaldes ”flammeherrernes” ankomst, fordi den for de clairvoyante forskere, som har set tilbage på den, tager sig ud som vældige ”flammetunger”, der ”slår ned” på Jorden.

105 adepter[3] ankom til kloden og dannede en ”indre verdensstyrelse”, og det var en gigantiske evolutionsimpuls, som blandt andet fremkaldte individualiseringen af det avancerede dyremenneske.

Denne indre verdensstyrelse er stadig til stede, om end mange af dens oprindelige medlemmer er blevet erstattet af jordmennesker, efterhånden som evolutionen har frembragt tilstrækkelig kvalificerede medarbejdere. Men det er et område, vi vender tilbage til i et senere afsnit.

_________________________________

[1] Det fører for vidt i denne lille introduktionsbog at komme ind på videnskaben om de 7 stråler, men vi kan henvise til Hardy Bennis’ bog: De syv stråler, der er anført i litteraturfortegnelsen.

[2] Den lemuriske og atlantiske rodrace og deres kontinenter vil blive nærmere om­talt i afsnittet De 7 rodracer.

[3] Af latin: ”Adeptus − som har opnået”, dvs. det højtudviklede væsen, man teknisk kalder en ”mester”. Begreberne vil blive forklaret nærmere i senere afsnit.

_________________________________