Udskriv | Anbefal | Sitemap

Søg på Visdomsnettet


Nyhedsbrev info

Indtast data og modtag vores nyhedsbreve
Navn

E-mail

Kontakt os

DEN ESOTERISKE LÆRE
Fonden
Donationer
Litteratur
Ordbog
Links
LemuelBooks
Esoterisk Visdom
GRUNDVIDEN
HOVEDOMRÅDER
LIVSKVALITET
SAMFUND
Skabende Meditation
ARTIKLER
OVERBLIK
MEDITATIONERNE
Esoterisk Litteratur
GRATIS E-BØGER
BOGUDGIVELSER
Fredsinspiration
ARTIKLER OM FRED
KONFLIKTFORSKNING
MENNESKE & MILJØ
Egyptens mysterier
ESOTERISK EGYPTOLOGI

Ikon-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-e-bog-Esoterisk-visdom-og-åndsviden

DEN ESOTERISKE LÆRE (15 af 16)


Bogen beskriver udviklingen af alt liv fra et uudviklet stadie til et højt åndeligt bevidsthedsniveau. Det er livets og bevidsthedens lange udviklingshistorie.

DEN ESOTERISKE LÆRE (15 af 16)

Den nye verdenstjenergruppe

 

Vi er nu kommet til det sidste afsnit i denne lille introduktionsbog. Her vil vi ikke beskæftige os med et enkelt fagområde, men prøve at afrunde emnet ved at skildre hele den åndelige bølge, som i vor tid ruller hen over planeten. For naturligvis er der en grund til, at den esoteriske lære, som i årtusinder har været skjult for offentlighedens blik, nu pludselig er kommet frem i et sådant omfang, at der i dag findes tusindvis af bøger, som beskæftiger sig med den.

Denne fremkomst har forbindelse med det største projekt, den indre verdensstyrelse har sat i gang siden individualiseringen i lemurisk tid. Projektet stiler direkte mod indførelsen af en helt ny verdensorden på alle områder af menneskelig aktivitet: Politik, opdragelse og undervisning, økonomi, kunst, videnskab, religion, sociale og humanitære projekter.

Det kommer til udtryk i de store politiske omvæltninger og den udprægede tendens til international og holistisk[1] tænkning, vi er vidne til i dag. Inden for dele af videnskaben siger man ligefrem, at et paradigmeskift[2] er på vej, dvs. en helt ny verdensanskuelse, hvor de grundlæggende begreber revideres.

Hvis vi vil forstå, hvad der er ved at ske, må vi gå nogle få hundrede år tilbage i tiden. I begyndelsen af hvert århundrede holder Hierarkiet et stort møde, hvor medlemmerne vurderer den samlede planetariske situ­ation og ikke mindst forholdene i menneskeriget.

Ved mødet omkring 1400-tallet konstaterede de, at der i Europa var opstået en evolutionshæmmende situation, som var resultatet af det menneskelige tankesinds evne til at skille tingene ad og analysere dem. Hvor nyttig denne egenskab end er i forbindelse med f.eks. videnskabe­lig forskning, kan den have en tendens til separatisme, når den ikke ledsages af sin modpol, integration.

Politisk var Europa splittet op i små enheder, der bekrigede hinanden, og på det kirkelige område var dogmerne så krystalliserede og magtfokuserede, at de fostrede separatisme og strid overalt. Der var næsten ingen disciple, som havde forbindelse med deres egen sjæl og gennem den kunne få kontakt med Hierarkiet − ingen kunne opfatte og realisere dets planer.

Derfor besluttede mestrene at give menneskeheden en stor impuls med henblik på at fremme integrationen af det konkrete og det abstrakte intellekt − dvs. forbinde personlighedens bevidsthed i mentallegemet med sjælsbevidstheden i kausallegemet. Det førte til, at en lang række af de mest fremskredne sjæle inkarnerede og begyndte at reformere det europæiske kulturliv, dels gennem deres eget arbejde, og dels ved at samle mindre grupper der kunne formidle deres værker og indpode hierarkiske ideer i den kollektive menneskebevidsthed. Det var i sandhed en genfødsel eller renæssance, som epoken kaldes kulturhistorisk.

Arbejdet blev delt i syv store grupper svarende til Hierarkiets syv departementer. Hvis vi sammenligner de få hundrede år fra renæssancen og frem til vor tid med et tilsvarende åremål i en hvilken som helt anden epoke, vil vi se, at der er tale om en formidabel impuls, helt uden sidestykke i historien, og i virkeligheden også i hele evolutionen.

Det kan vi illustrere ved at nævne nogle få skikkelser inden for de syv primære grupper. Det kan naturligvis kun blive et meget begrænset udvalg, men det vigtigste er gennem navnene og årstallene at få et indtryk af, hvor mange fremtrædende personligheder, der egentlig levede og arbejdede i perioden fra renæssancen og frem mod vor tid:

 

Politik

− Jeanne d’Arc (1412–31), Machiavelli (1469–1527), Oliver Cromwell (1599–1658), Frederik den store (1712–86), Napoleon (1769–1821) og politikerne omkring den franske revolution (1789–99).

Religion

− De katolske mystikere, lutheranerne (Luther 1483–1546), calvinisterne (Calvin 1509–64), huguenotterne (de franske calvinister) og metodisterne (John Wesley 1703–91).

Videnskab, teknologi og opdagelsesrejsende

− Kopernikus (1473–1543), Paracelsus (1493–1541), Bruno (1548–1600), Galilei (1564–1642), Kepler (1571–1630), Harvey (1578–1657), Newton (1642–1727), Lavoisier (1743–94), Humboldt (1769–1859), Darwin (1809–82), Columbus 1451–1506) og Vasco da Gama (1469–1524).

Kunst

− Shakespeare (1564–1616), Goethe (1749–1832), Dostojevskij (1821–81), Leonardo da Vinci (1452–1519, Michelangelo (1475–1564), Rafael (1483–1520), Velazquez (1599–1660), Rembrandt (1606–69), J. S. Bach (1685–1750), Beethoven (1770–1827) og Wagner (1813–83).

Filosofi

− Erasmus (1469–1536), Thomas More (1478–1535), Francis Bacon (1561–1626), Descartes (1596–1650), Spinoza (1632–77), Locke (1632–1704), Leibnitz (1646–1716), Berkely (1684–1753), Voltaire (1694–1778), Rousseau (1712–78), Kant (1724–1804) og Hegel (1770–1831).

Psykologi

− (den nyeste af videnskaberne) Freud (1856–1939), Adler (1870–1937), (Jung (1875–1961) og Assagioli (1888–1974).

Økonomi

− Hume (1711–76), Adam Smith (1723–90), Karl Marx (1818–83), Engels (1820–95).

 

På ufattelig kort tid løftede denne impuls, gennem rækken af store personligheder og deres medarbejdere, menneskehedens mentale bevidsthedsudvikling fra middelalderens ”mørke” overtro til vore dages videnskabelige, teknologiske og på mange måder også filantropiske kultur, selvom sidstnævnte område stadig har helt åbenbare mangler.

Ved det hierarkiske møde omkring 1900-tallet konstaterede mestrene, at der var tendens til splittelse blandt de syv primære grupper. Det er en uundgåelig udvikling, når en impuls breder sig til så mange mennesker på så kort tid.

Derfor besluttede Hierarkiet at samle hovedgrupperne til én, stor gruppe − Den Nye Verdenstjenergruppe. Det er ingen organisation med hovedkvarter, præsident og regulativer, men en bevægelse som omfatter mennesker med en bestemt holdning eller indstilling.

Den består af åndeligt og humanitært orienterede mennesker, som er karakteristiske ved telepatisk kontakt med deres egen sjæl, hinanden og Hierarkiet, og ved deres evne til en abstrakt, holistisk tænkning, som nedbryder alle skel og fører til tolerance og samarbejde.

Medlemmerne kommer fra alle lande, racer og aktivitetsområder og omfatter politikere, økonomer, sociale arbejdere, videnskabsmænd, kirkefolk, undervisere og mange flere. De virker overalt som integrerende faktorer, der fremmer samarbejde og gode menneskelige relationer. De er hverken for eller imod eksisterende regeringer, organisationer eller enkeltpersoner. De angriber eller forsvarer ingen, fordi de erkender, at kritik og konkurrence fører til konflikt og separatisme. Derfor understreger de til enhver tid ligheder og overensstemmelser.

De har en international opfattelse, men tilpasser sig lokale forhold. De tænker globalt men handler lokalt. De fremsætter ikke dogmer og lægger ikke vægt på personlig autoritet. Så derfor kan man sige, at alle, der bygger bro mellem mennesker og fremmer broderskab, tilhører den­ne gruppe, hvad enten de ved det eller ej.

Den Nye Verdenstjenergruppe repræsenterer altså en samlet hierarkisk impuls, men dens virksomhed fordeler sig helt naturligt på de tre primære departementer:

1. departement

- har til opgave at vække en generel erkendelse af alle nationers politiske og økonomiske afhængighed af hinanden. I dag er der ingen større problemer, som ikke er globale, og national egoisme er en hindring for de enkelte landes økonomiske og kulturelle vækst − det betaler sig simpelthen ikke. Derfor er samarbejde og international bevidsthed en nødvendighed.

2. departement

- skal skabe grundlaget for en ny, universel verdensre­ligion gennem en tilnærmelse mellem Østen, Mellemøsten og Vesten. Den nye religion vil ikke blive et kompromis mellem eksisterende religioner. Den vil være en helt ny fremstilling baseret på den esoteriske lære, men det er en forudsætning, at de nuværende verdensreligioner er åbne og tolerante nok til, at den kan udbredes over hele kloden.

3. departement

- har til opgave at udvide menneskehedens bevidsthed generelt og skabe accept af de indre verdener og deres funktion. Det vil føre til en erkendelse af livet efter døden, evolution, reinkarnation og karma. Arbejdet sker gennem videnskabelig opdragelse og undervisning og har aldrig været så effektivt som i dag.

Det er det trefoldige arbejde, vi er vidne til i dag, men det er alt sam­men kun forberedelser til en endnu større begivenhed, nemlig den fysiske tilsynekomst af nogle af Hierarkiets medlemmer under ledelse af den individualitet, vi i Vesten kender som Kristus − det religionerne kalder verdenslærerens eller avatarens[3] genkomst.

Stridighederne mellem ”lysets” og ”mørkets” kræfter i den atlantiske tid blev aldrig rigtig afgjort, og det var grunden til, at Hierarkiets medlemmer trak sig tilbage fra fysisk kontakt med menneskeheden i år­tusinder. Men første og især anden verdenskrig var det endelige opgør, og denne gang vandt lysets kræfter en overvældende sejr. Dermed blev så stor en del af den negative planetariske karma afviklet, at det på ny er muligt for nogle af Hierarkiets medlemmer at deltage i det fysiske samfundsliv.

Betydningen af denne begivenhed kan næppe overvurderes i dag. Det vil føre til ”tusindårsriget”, en lang periode med dynamisk verdensfred og kreativitet i en hidtil ukendt målestok − et gigantisk ”kvante­spring” i menneskelig og planetarisk bevidsthed. Men naturligvis er det ikke alle ”kræfter”, som er glade for disse udsigter, og de forsvarer deres urgamle monopol på magt og ejendom.

Det er det, der kommer til udtryk i de mange uroligheder, medierne rapporterer. Men vi må samtidig være opmærksomme på, at disse medier altid præsenterer os for et tendentiøst udvalg, hvor der er lagt vægt på det sensationelle og ikke det almindelige. Der er ingen journalistisk nyhed i at fortælle, at fem milliarder mennesker havde en fredelig og hyggelig aften foran fjernsynet.

Vi vil derfor slutte dette afsnit og denne bog med en tekst, den tibetanske mester Djwhal Khul skrev gennem sin sekretær, Alice A. Bailey, i 1940'erne. Teksten er stykket sammen af flere forskellige citater og har derfor mere end én kilde:

”Fra alle nationer i verden samles og udvælges de, ikke af Hierarkiet men af deres egen evne til at reagere på de åndelige impulser i vor tid. De træder frem, ikke drevet af personlige ambitioner, men på grund af den uselviske karakter af deres tjenestearbejde. De finder vej til toppen i alle den menneskelige videns departementer, ikke fordi de højrøstet gør krav på opmærksomhed omkring deres ideer, opdagelser og teorier, men fordi de er så omfattende i deres udsyn og vidtspændende i deres fortolkning, at de ser Guds hånd i alt, hvad der sker, hans præg på alle former, og hører hans tone lyde gennem alle kommunikationskanaler mellem den indre virkelighed og den ydre form. De tilhører alle racer, taler alle sprog, og dyrker alle religioner, videnskaber og filosofier. De er karakteristiske ved evnen til syntesedannelse og en høj intellektuel udvikling. De anerkender ingen anden au­toritet end deres egen sjæl, ingen anden herre end den gruppe de tjener og hele menneskeheden. De er ikke omgivet af barrierer, men styres af tolerance, sund fornuft og proportionssans. De ser med åbne øjne på verden og finder dem, de kan hjælpe og under­vise. De anerkender deres ligemænd, genkender hinanden når de mødes og står skulder ved skulder i arbejdet med at frelse menneskeheden. Det spiller ingen rolle, at deres terminologi, deres fortolkning af symboler og skrifter varierer. De ser deres gruppe­medlemmer på alle områder af samfundslivet − politik, videnskab, religion og økonomi − og de rækker hånden frem til venskab. De anerkender også dem, der er højere oppe på evolutions­stigen, hilser dem som lærere og prøver fra dem at få det, de så ivrigt søger at udbrede.”[4]

_________________________________

[1] Af græsk: ”Holos - hel” og ”isma - frembringelse”, altså at ”skabe helhed”.

[2] Af latin: ”Paradigma - mønstergyldigt eksempel”. Paradigmeskift bruges om overgangen fra én forskningsmetode til en anden.

[3] Af sanskrit: ”Avatara − nedstigning” (i kødet), eller ”den der skal komme”.

[4] Primært A Treatise on White Magic, s. 398-401.

_________________________________

Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Download-fil: DEN ESOTERISKE LÆRE - Hardy Bennis


Artikel-DEN-ESOTERISKE-LÆRE-Åndsvidenskab-Esoterisk-Spirituelt
Læsefil med vendbare sider: DEN ESOTERISKE LÆRE