Kronisk stræben skaber en subtil form for åndelig kulde. Når man indser, at der findes andre tilstande, men at man tilsyneladende aldrig kan nå dertil, opstår der en form for mental overfladiskhed. Man venter tålmodigt på, at en mester skal vise sig − og glemmer, at den første mester er sjælen. Man er allerede mesteren. Bag denne mester, findes den mester, som man venter på, og det er den abstrakte tænkeevne. Ligesom en spejleffekt kommer monaden eller mesteren nærmere, efterhånden som man nærmer sig den abstrakte tænkeevne. Hvis man venter på, at en dør vil åbne sig, eller at der vil ske et mirakel, så sker det aldrig. Forandringer sker, efterhånden som man udvikler en mere sensitiv respons på abstraktion ved at kontemplere over og at arbejde med syntese, samhørighed, vilje, guddommelighed og specielt med tanken om evighed.

Gennemtænk betydningerne af den kosmiske kendsgerning, at livet ingen begyndelse har og derfor heller ingen afslutning. Man er vant til "begyndelser" og fremskridt, men det er besværligt at begynde med at vinkle tænkeevnen i forhold til betydningen af evighed, for det er gruppens opgave. Når en ufuldkommen og personlig opfattelse af evighed afholder et menneske fra at forstå den iboende åndelige modenhed, så går man ganske enkelt ud fra, at sådan er det og opgiver enhver illusion om at gøre flere "fremskridt". Efterhånden som samhørighed og væren strømmer gennem tænkningen, så ændres holdningen i tilstrækkelig grad til, at man vender tilbage til monadisk erkendelse af syntesens virkelighed. Evigheden er ikke et eller andet sted deroppe − den er her og nu.

I meningens verden eksperimenterer man med det sekventielle synspunkt hos den iagttagende ved at bruge den imaginative skabende "som-om"-metode til at bygge bro over og til symbolsk at praktisere monadisk/shamballisk samhørighed. I det mindste antager man, at man arbejder med samhørighed. Når man arbejder som en enhed med en højere intelligens, så er en respektfuld følelse på sin plads. Retten til at være dér er, at man er med som en guddommelig deltager, en synteseskabende intelligens, som Den Ene tænkeevne, hvis interesse og perspektiv er kosmisk.

I de mange forskellige tendenser på bevidsthedsvejen vil evnen til at arbejde hierarkisk med mening og kærlighed begynde på et bestemt tidspunkt. På nuværende tidspunkt forventer man fra begyndelsen at kunne eksperimentere med samhørighed i den personlige udforskning af den sjælsbevidste intelligens, som den tibetanske mester Djwhal Khul kalder "betydningens verden". Mange vil mislykkes, når de prøver. Måske har man ikke engang bemærket eller følt, at tænkning er vanskelig, eller at syntese opleves som truende. Abstraktion betyder, at man skal give fantasien frit løb, og så risikerer man at føle sig åndeligt enestående. Derfor fortsætter nogle med at føle "kærlighed" (ved hjælp af astrallegemet) i stedet for at benytte tænkeevnen (mentallegemet). En vigtig og nyttig erstatning for "jeg føler" er "jeg tænker", for ved at tænke hierarkisk så udslettes adskillelsen mellem kærlighed og tænkning.

Fordi mange i nutiden har hierarkisk erkendelse, bliver de "trukket væk fra det hellige midtpunkt og optaget i Herrens Råd. Med andre ord, overgår de til et arbejde på et højere niveau og bliver vogtere af den abstrakte viljesenergi og ikke kun vogtere af kærlighedsenergien. De vil derefter arbejde som enheder af kraft og ikke kun som enheder af lys. Deres arbejde bliver dynamisk i stedet for magnetisk, og de vil beskæftige sig med livsaspektet og ikke kun med sjæls- og bevidsthedsaspektet."[1] Jo mere klart man forstår abstraktion i den tibetanske mesters lære, jo mere vil intelligensen tjene selve livet, for så vil man helt håndgribeligt kunne stabilisere det kaos, man har omkring sig, når man tænker som en enhed.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 28

_________________________________