I den lemuriske periode (3. rodrace) udviklede mennesket det fysiske legeme. I den atlantiske periode (4. rodrace) udvikledes følelseslivet. Og i nutiden (5. rodrace) er det tankelivet eller de mentale evner, der er under udvikling.

Udviklingen af menneskehedens rodracer sorterer under en mester, der kaldes en racemanu. Manuen er menneskehedens stamfader. Han er den mester, der manipulerer med livsformerne og selve livskraften. Han har i øvrigt også ansvaret for kontinenterne og jordskorpen. Den 5. rodraces (den nuværende) racemanu kaldes Vaivasvata Manu.

For at udvikle den nye rodrace – den 5. rodrace – begyndte Manuen at udvælge og samle en gruppe mennesker fra den 4. atlantiske rodrace.

Udvælgelsen blandt atlantiderne skete bl.a. på grundlag genetiske anlæg, og for at skabe de ønskede arveanlæg i den nye race avlede Manuen selv børn med de udvalgte atlantiske kvinder for at overføre sine egne arveanlæg via dem.

Han udvalgte mennesker fra den atlantiske rodraces 5. underrace – semitterne – på grund af deres mentale anlæg. Det er årsagen til myten om "Guds udvalgte folk". (Udskilningen af det folk, som fik navnet hebræerne, foregik dog senere).

Hvad skete der med menneskeheden – de atlantiske underracer – mens Atlantis sank i havet? Det hele var planlagt af Hierarkiet, og det var et led i udviklingen af den næste menneskeracetype. For godt 80.000 år siden (altså før den store atlantiske katastrofe) drog Manuen med ca. 10.000 udvalgte atlantider til den atlantiske sydøstkyst. Han sejlede videre over Sahara, som dengang ikke var ørken, men hav. Det er denne begivenhed, der berettes om i legenden om Noahs ark. Manuen nøjedes dog ikke med én båd som beskrevet i legenden, men benyttede ca. 30 både, som sejlede tre gange mellem Atlantis og Arabien og medbragte ca. 3.000 mennesker pr. gang. Det var altså ikke fugle, dyr og mennesker – to af hver art – der blev reddet, men det var absolut livets fortsættelse … vel at mærke menneskerigets liv på næste udviklingstrin.