Rmoahal-racen opstod for 4-5 millioner år siden. På dette tidspunkt fandtes der stadig store dele af Lemurien, og det atlantiske kontinent havde endnu ikke antaget de proportioner, som kontinentet opnåede til sidst. Rmoahal-racen blev født i dette lemuriske område i et varmt og fugtigt land, hvor kæmpemæssige dyr levede i rørsumpe og våde skove.

Rmoahalerne var en mørk race. Deres hudfarve var nærmest mahognisort. Deres højde i de tidligste tider var omkring 3-4 meter – altså en race af kæmper. Men i århundredernes løb blev de gradvis mindre ligesom alle de øvrige racer. I sidste instans udvandrede de til sydkysterne af Atlantis, hvor de konstant lå i krig med den 6. og 7. lemuriske underrace, som boede i landet på det tidspunkt.

En stor del af stammen bevægede sig til sidst mod nord, mens resten bosatte sig på stedet og blandede sig med de mørke, lemuriske indfødte. Resultatet var, at der ingen rene racetyper var tilbage mod syd. Resten af racen nåede imidlertid de yderste, nordøstlige forbjerge på højde med Island. Her levede de i talløse generationer, og gradvis blev de lysere i huden, indtil de forvandledes til et relativt lyst folk. Deres efterkommere blev til sidst underlagt de semitiske konger.

I Atlantis’ historie var der to perioder, hvor et isbælte lagde ikke blot de nordlige regioner øde, men dækkede størstedelen af kontinentet og tvang alle livsformer til at flygte til lande omkring ækvator. Den første af disse istider var under udvikling på rmoahalernes tid for omkring 3 millioner år siden, mens den anden fandt sted i toltekernes magtperiode for ca. 850.000 år siden.

Det må dog siges, at på trods for at de nordlige landes beboere om vinteren blev tvunget til at slå sig ned langt syd for isbæltet, var der alligevel store områder, de kunne vende tilbage til om sommeren for at slå lejr og jage, indtil de igen blev drevet mod syd af vinterkulden.

Den 2. store underrace − tlavatlierne − kom fra en ø ud for Atlantis’ vestkyst. Derfra bredte de sig over det atlantiske fastland − især den midterste del − men efterhånden også mod nord til kyststrækningen over for Grønlands forbjerge.

Fysisk var det en stærk og hårdfør race med en rødbrun farve, men de var knap så høje som rmoahalerne, som de drev endnu længere mod nord. Det var et bjergelskende folk, og deres vigtigste opholdssteder var bjergegnene i den indre del af landet.