Men de var ikke trofaste ret længe. Hele tiden gjorde de underordnede konger krav på uafhængighed, og hele tiden blev der udkæmpet slag i forskellige dele af riget, hvor den sorte magi i udstrakt grad blev brugt som supplement til hærenes stridskræfter.

Disse begivenheder fandt sted omkring 50.000 år før den første store katastrofe.

Derefter blev situationen værre og værre. De sorte magikere brugte deres evner mere og mere hensynsløst, og et stadig større antal mennesker tilegnede sig og praktiserede de rædselsvækkende magiske evner.

Så kom den frygtelige gengældelse, hvor millioner af mennesker omkom. Den store by med de gyldne porte var blevet en lastens hule. Bølgerne skyllede ind over den og tilintetgjorde dens indbyggere, og den "sorte" kejser og hans dynasti faldt og rejste sig aldrig igen.

Den hvide kejser og de indviede præster over hele kontinentet havde længe vidst, at der ville komme svære tider, og anført af præsterne indledte de mange udvandringer, der gik forud for både denne katastrofe og for senere.

Flodbølgerne skyllede hen over store landområder og forvandlede dem til øde sumpe. Hele provinser var blevet ufrugtbare og lå i generationer hen i en uopdyrket ørkentilstand. Der gik lang tid, før der igen blev etableret en ny og stærk regering.

På øen Ruta opstod der et toltekisk dynasti, som på ny kom til magten og styrede en stor del af øen gennem sine underordnede konger. Dette dynasti var imidlertid forfaldent til sort magi, og magien blev mere og mere fremherskende i alle efterfølgende perioder, indtil den kulminerede i en uundgåelige katastrofe, der i det store og hele rensede Jorden for den grusomme ondskab.

Helt frem til slutningen − hvor Poseidonis forsvandt − havde en indviet kejser (eller i det mindste én, der anerkendte den "gode lov") magten over en del af økontinentet. Han bekæmpede under ledelse af mesterhierarkiet de sorte magikere, hvor det var muligt. Han styrede og uddannede den lille minoritet, som stadig var villig til at leve et moralsk og sundt liv. Senere blev denne "hvide" konge som regel valgt af præsterne – dvs. de få, som stadig fulgte den "gode lov".

Der er kun lidt tilbage at fortælle om toltekerne. Rene racedynastier fandtes ikke længere, men toltekiske konger kom ind imellem til magten både mod nord og mod syd, og det nordlige kongerige blev hele tiden invaderet af sin sydlige rival og mistede mere og mere af sit territorium.