De første spanske eventyrere i Mexico og Peru blev overraskede over den slående lighed, der var mellem deres egne og de lokale stammers religiøse trosforestillinger, ritualer og symboler. De spanske præster betragtede denne lighed som Djævelens værk.

Det, der først og fremmest overraskede dem, var de indfødtes tilbedelse af korset, som indgik i alle religiøse ceremonier. Både i Vesten og i Østen var korset symbol på liv – enten det fysiske, men som regel det evige liv. (Billedet: Inka-kors).

Overalt brugte man dåbsritualer. I Babylon og Egypten blev kandidaterne til indvielse i mysterierne døbt med "livets vand". Og de blev lovet "moralsk genfødsel og tilgivelse for alle deres synder". I Skandinavien døbte man nyfødte børn – og i Peru og Mexico var barnedåb en højtidelig ceremoni, hvor man stænker med vand, gør korsets tegn og beder om, at synderne må blive vasket væk.

I Mexico, Mellemamerika og Peru praktiserede man skrifte, syndsforladelse, faste og vielse, hvor man gav hinanden hånden foran præsten.

Man havde endog en ceremoni, der mindede om nadveren, hvor man spiste små kager mærket med TAU (et egyptisk T-kors). Nadverbrødet kaldte man "Guds kød" – nøjagtig magen til de hellige kager i Egypten og andre østlige nationer.

Egyptisk præst med de hellige brød. (Relief i Luxor-templet).

Spanierne undrede sig også over, at man havde munke- og nonneordener, hvor brudte løfter blev straffet med døden.

Ligesom egypterne balsamerede de indfødte deres døde og tilbad Solen, Månen og planeterne, men frem for alt tilbad de en "allestedsnærværende guddom, som ved alting ... usynlig, ulegemlig, én fuldendt Gud".

De havde også en jomfrumodergudinde – en verdensmoder. Hun havde en søn − "lysets herre" − som blev kaldt "frelseren" − nøjagtigt ligesom kulturerne på den anden side af planeten havde deres Maria, Isis og lignende jomfrugudinder med deres guddommelige sønner.

Sol- og ildtilbedelsesritualerne mindede meget om de tidlige kelteres ritualer i Storbritannien og Irland. Og ligesom kelterne mente de, at de var "Solens børn". En egyptisk farao var "søn af Ra" (f.eks. Ramses) – eller "søn af solen". Og Jesus kaldes " Sol Invictus".[1]

En ark, bark eller båd var et af de universelle, hellige symboler i Indien, Kaldæa, Assyrien, Egypten, Grækenland og blandt de keltiske folk. På samme måde var arken hos jøderne en slags transportabelt tempel. Og hos mexicanerne, cherokeerne og indianerne fra Honduras var arken så hellig, at ingen måtte røre den undtagen præsterne.

_________________________________

[1] Sol Invictus er "den uovervindelige", "den sejrende Sol" eller "ubesejrede Sol."

_________________________________