Krig mellem de uafhængige
kongedømmer
Det var toltekerne, der udviklede den højeste civilisation og organiserede det mest magtfulde rige af alle de atlantiske folk. Og det var her, man indførte arvefølgeprincippet for første gang.
I begyndelsen var racen delt i mange små, uafhængige kongedømmer, der hele tiden lå i krig med hinanden, og sammen bekrigede de de lemurisk udseende rmoahaler mod syd. Rmoahalerne blev efterhånden besejret og undertrykt, og mange af deres stammer blev gjort til slaver.
Én føderation – én kejser
For omkring en million år siden blev de forskellige kongeriger samlet til én stor føderation under én kejser. Det begyndte naturligvis med store krige, men det endelige udfald var fred og velstand for den toltekiske race.
Hovedparten af menneskeheden var stadigvæk i besiddelse af psykiske evner, og på dette tidspunkt havde de mest fremskredne gennemgået den nødvendige træning i mysterieskolerne. Nogle havde opnået forskellige grader af indvielse − og enkelte var endog blevet mestre.
Under mestrenes ledelse
Når det var nødvendigt, blev lederne rekrutteret fra de indviedes loge, men som regel blev magten overdraget fra far til søn, for alle var mere eller mindre kvalificerede. Og sønnen opnåede endog i nogle tilfælde en højere indvielsesgrad med faderens hjælp.
I hele denne periode bevarede de indviede herskere forbindelsen med mesterhierarkiet, som styrer verden. Kejserne underlagde sig Hierarkiets love og handlede i overensstemmelse med dets planer. Det var den toltekiske races guldalder.
Regeringen var retfærdig og gavmild. Kunst og videnskab blomstrede, fordi folket blev styret af åndelig viden og indsigt – og de religiøse ritualer var endnu forholdsvis rene. Civilisationen havde med andre ord nået sit toppunkt.
|