Syndflodsberetninger i alle kulturer

Der findes syndflodsberetninger i alle kulturer overalt på planeten – og der er en overraskende overensstemmelse i disse beretninger. Her er der imidlertid ikke plads til at gennemgå de mange syndflodsberetninger. Det må være tilstrækkeligt at fortælle, at i alt væsentligt er de identiske i Indien, Kaldæa, Babylon, Grækenland, Skandinavien, Kina, blandt jøderne og i de keltiske stammer i Storbritannien. At påstå at denne grundlæggende overensstemmelse er rene tilfældigheder, vil være direkte useriøst – ja nærmest barnligt.

Det gamle Testamente
Men hvad med det Det gamle Testamente? Grundlæggeren af Det Teosofiske Samfund − H.P. Blavatsky − stiller selv dette spørgsmål i Den Hemmelige Lære:
"Er historien om udvandringen fra Egypten, sådan som den fortælles i Det gamle Testamente, original – ned til mindste detalje? Eller er den ligesom beretningen om Moses og mange andre fortællinger bare en version af de legender, der blev fortalt om atlantiderne?"
Jødernes udvandring fra Egypten
Når man hører legenderne, kan man ikke undgå at se den store lighed i hovedtrækkene i beretningerne. Man hører om "Guds" vrede over faraos forstokkethed, hans befaling til sine "udvalgte" om − før de drog ud af landet − at plyndre egypterne for deres "sølvkar" og "guldkar" – og til slut hører man om egypternes og faraos død i Det Røde Havs bølger. Er det mon historien om de atlantiske mestre ("Gud"), som er "vrede" over de sorte magikeres misbrug af deres magiske viden? Lysets mestre udvælger "jøderne" – en bestemt mennesketype (4. rodraces 5. underrace) – som skal danne grundlag for den nye mennesketype i 5. rodrace.
De forlader landet med "sølv" og "guld" – symboler på ydre værdier, som repræsenterer symboler på indre, åndelige værdier (mysterielæren). Og til sidst drukner farao og egypterne (atlantiderne) i Det røde Hav (Atlantis’ endelige oversvømmelse og undergang).
Den gamle kommentar
H.P. Blavatsky giver desuden et fragment af Den Gamle Kommentar, der rummer optegnelser, som kun mennesker med højt udviklede psykiske evner har adgang til. Hun citerer:
"Og den store konge med det blændende åsyn blev bedrøvet, da han så de synder, der blev begået af dem med de sorte ansigter. Han sendte sine luftfartøjer bemandet med loyale mænd til alle sine medhøvdinge (høvdingene over andre folkeslag og stammer) med denne besked: Vær beredt. Stå op, I mænd af den gode lov, og gå over landet, mens det (endnu) er tørt. Timen er slået − den sorte nat er rede. Da kongerne forsamledes, havde vandene allerede bevæget sig. Men folkeslagene var nu gået over de tørre landområder. De var på den anden side af vandlinjen."
|