Historien om den atlantiske race består af perioder med fremskridt og forfald. Kulturperioder blev efterfulgt af lovløse tider, hvor al kunstnerisk og videnskabelig udvikling gik tabt, hvorefter der igen opstod civilisationer, som nåede et endnu højere trin. Og det er naturligvis kulturperioderne, der er interessante – og især den store toltekiske æra, som overskygger alle andre.

Billedhuggerkunst, maleri og musik blev praktiseret på Atlantis, men selv i den bedste periode var musikken ufærdig og instrumenterne temmelig primitive. Alle de atlantiske racetyper elskede farver, og strålende farvetoner dekorerede både det indvendige og udvendige af deres huse. Men maling som kunstart blev aldrig rigtig etableret, selvom der i den senere tid blev undervist i en form for tegning og maling i skolerne. Billedhuggerkunst, som der også blev undervist i i skolerne, var derimod meget udbredt og nåede et relativt højt niveau.

Senere blev det almindeligt for mennesker, som havde råd til det, at anbringe et billede af sig selv i et af templerne. Billederne var skåret i træ eller udhugget i en hård, sort sten som basalt, og blandt de velhavende blev det skik og brug at lade sine statuer støbe i et af ædelmetallerne: Aurichalcum, guld eller sølv. Som regel lignede statuerne temmelig godt, og i nogle tilfælde opnåede man virkelig lighed.

Arkitektur var den mest udbredte af alle kunstarterne. Husene var massive bygninger af gigantiske proportioner. Beboelseshusene i byerne var ikke klumpet sammen i gader sådan som i nutiden. Nogle stod i deres egne haver, mens andre var adskilt af fælles jordarealer, men alle var fritstående bygninger.

Hvis det var mere vigtige huse, bestod de af fire blokke omkring en central gårdsplads, som regel med et springvand i midten, og i "Byen med de Gyldne Porte" var der det store antal af disse huse, som gav byen tilnavnet "Vandenes by".

Der var ingen forretningsvinduer som i nutidens gader. Alle transaktioner med køb og salg foregik privat − undtagen på bestemte dage, hvor der blev holdt store offentlige markeder på byens åbne pladser. Men det typiske kendetegn ved de toltekiske huse var det tårn, der rejste sig fra et af bygningens hjørner eller fra midten af en af blokkene. En udendørs vindeltrappe førte op til de øverste etager, og en spids kuppel afsluttede tårnet – for den øverste del blev ofte blev brugt som observatorium.

Templerne var enorme haller, der mest af alt lignede Egyptens gigantiske bygninger – bare i endnu større proportioner. Søjlerne, der bar taget, var som regel firkantede i tværsnit – sjældent runde. I forfaldstiden var midtergangene omgivet af utallige sanktuarier, hvor statuer af de mere betydningsfulde borgere stod opstillet. Disse sidebygninger var engang imellem så store, at de kunne rumme en hel procession af præster, som en særlig magtfuld person havde ansat til den ceremonielle dyrkelse af sit billede.