Astronomisk datering er den mest præcise datering, der kendes. Den respekterede rabbiner Isaac Abrabanel har for mere end 500 år siden i sine hebraiske kommentarværker gengivet en ældgammel oplysning om en sjælden astronomisk begivenhed. Optegnelser af denne art er ikke usædvanlige, for i tidligere kulturer var astrologiske og astronomiske fænomener uhyre vigtige, og derfor blev de almindeligvis optegnet. I de hebraiske optegnelser er de grupperede himmellegemers position forud for Moses’ fødsel omhyggeligt gengivet.

Der var tale om en storkonjunktion, som i dette tilfælde viste sig som en sjælden planetsammenstilling, og derfor kan fænomenet verificeres videnskabeligt med stor præcision. Denne begivenhed på himlen kan med sikkerhed beregnes til at være sket ved nymåne i februar-marts 1537 f.Kr., og ifølge Abrabanel blev Moses født tre år efter. I den rabbinske tradition kendes den direkte angivelse af fødselstidspunktet for Moses næppe mere, men begivenheden fejres stadig, og måneden var den hebræiske månemåned ”adar”, som netop er februar-marts.

Men Abrabanel er ikke den eneste kilde til denne datering. Senmut var Egyptens kalendermester, og i sin grav er der udført et detaljeret stjernekort, som må betragtes som hans ”fødselshoroskop”. For det viser nemlig ikke alene den samme måned, men selv samme dag som rabbinerskrifterne angiver som Moses’ færd på Nilen – nemlig den 7. maj i den nutidige kalender – og selve året falder de omtalte 3 år efter storkonjunktionen − altså lige så præcist i 1534 f.Kr. Hvilket sammenfald! Senmuts viden på det astronomiske område var i øvrigt af et sådant format, at hans avancerede stjernekortsystem dannede skole i Egypten gennem mere end tusinde år derefter.