Oldtidens folk delte den menneskelige skikkelse i syv dele − hovedet, brystet, maven, to hænder og to fødder. Og et menneskes liv var delt i syv perioder. Et lille barn begynder at få tænder i den syvende måned, at sidde efter fjorten måneder (2 x 7), at gå efter 21 måneder (3 x 7), at tale efter 28 måneder (4 x 7) måneder, holder op med at blive ammet efter 35 måneder (5 x 7), begynder at antage sin endelige skikkelse i fjortenårsalderen og holder op med at vokse, når det er 21 år (3 x 7).

Før menneskeheden degenererede, var menneskets gennemsnitshøjde syv fod. Heraf kommer de gamle vesterlandske love, der krævede, at havemurene skulle være syv fod høje. Hos spartanerne og de gamle persere begyndte drengenes opdragelse, når de var syv år gamle, og hos de romerskkatolske kristne og hos grækerne kan barnet ikke drages til ansvar for nogen forbrydelse, før det er fyldt syv år − og i den alder begynder det at gå til skrifte.

Hvis hinduerne tænker på deres Manu og genkalder sig det, der står i de gamle Shastraer, vil de utvivlsomt finde oprindelsen til hele denne symbolik. Syvtallet har ingen andre steder spillet så stor en rolle som hos de gamle ariere i Indien. Man behøver blot at tænke på de syv vismænd, sapta rishierne − sapta loka, de syv verdener − sapta pura, de syv hellige byer − sapta dvipa, de syv hellige øer − sapta samudra, de syv hellige have − sapta parvatta, de syv hellige bjerge − sapta arania, de syv ørkener − sapta vriksha, de syv hellige træer … osv., for at bedømme hypotesens sandsynlighed. Arierne lånte aldrig noget fra andre, og det gjorde braminerne heller ikke. Det var de alt for stolte og eksklusive til.