Tiden er inde til at gå i gang uden flere tvivlsspørgsmål og uden tvetydighed. Hvis man skal påtage sig en aktiv rolle ved at slå tonen an til en bedre fremtid, så er det nødvendigt, at man i bestemte, klare og utvetydige ord kan forklare forskellene mellem sjæl og ånd − og mellem mening og betydning. Det er nu, man skal vide præcis, "hvor" man står, for at kunne gennemskue, hvad der sker i samfundslivet. Er der mon mange, der har studeret, mediteret og udført tjenestearbejde i årevis, der nøjes med at slentre tålmodigt og uengageret gennem livet i den mest højspændte, produktive og effektive periode i menneskehedens historie og stadig bruger "som-om"-teknikker, visualiserer halvfærdigt arbejde og bare venter? Hvad ventes der på? Gives der efter for lave eller afventende følelser? Eller holdes man − uden at være klar over det − tilbage af upræcise mystiske opfattelser af hjerte og sjæl − eller af indbildte esoteriske forventninger om mestre og indvielser?

"Formålet med den tiltagende sjælskontakt har ikke alene været for at fordrive blændværkets tåger. Den har også stabiliseret og effektiviseret brugen af forestillingsevnen med dens fantastiske skaberkraft. Den skabende energi benytter disciplen, når energien integreres af et oplyst tankesind (med dets evne til at skabe tankeformer) til at skabe højere kontakter end til sjælen og til at give det symbolsk form, som disciplen bliver bevidst om via energikanalen − antahkaranaen − som opbygges løbende og videnskabeligt. I den Planetlogos’ legeme er menneskeheden langsomt ved at opbygge det, der kaldes antahkaranaen. I virkeligheden er det den tråd, der forbinder Sanat Kumaras hovedcenter og hjertecenter."

Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 448 og s. 284

Husk, at Sanat Kumara betragtes som Planetlogos’ personlighed, og at sjælen er det virkelige hjertecenter set med esoterikerens øjne.

"Man kan sige (også symbolsk), at disciplene ved hver indvielse tester bevidsthedsbroen, og derved iagttager de gradvis styrken i det, de har skabt inspireret af den åndelige triade og ved hjælp af sindets tre aspekter (den abstrakte tænkeevne, sjælen eller ’tankens søn’ og den lavere konkrete tænkeevne), kombineret med den sjælsinspirerede personligheds intelligente samarbejde. På de tidlige stadier af det invokative arbejde bruger disciplene den skabende forestillingsevne. Den gør det muligt for dem fra begyndelsen at handle, som-om de er i stand til at skabe på den måde. Når den som-om viden ikke længere kan benyttes, bliver de bevidst vidende om det, som de − spændt og i åndelig forventning − forsøgte at skabe."

Alice A. Bailey: Strålerne og Indvielserne, s. 448-49