Koncentration

Det første man skal vide, når man tager emnet om koncentration op, er, at der er forskel på spontan, automatisk koncentration og på velovervejet, styret koncentration. Forskellen ligger i den kvalitet de to koncentrationsformer har, og i den måde de benyttes. Det kaldes spontan koncentration, når tankesindet aktiveres af impuls fra stærke interesser, ønsker eller følelser, så koncentrationen fastholdes i én bestemt retning. Et typisk eksempel er en leder, der planlægger en organisations arbejde med en målsætning om, at det kan blive vellykket. Et andet eksempel er en studerende, der koncentrerer sig om emnerne i et fag lige før en eksamen.

De, der kan koncentrere sig effektivt på denne måde, gør det i de fleste tilfælde under den illusion, at deres koncentrationsevne er god. Det kan den naturligvis til en vis grad også være, men evnen til at fastholde tankesindet på en bestemt opgave eller et specielt emne, når motivationen er intens interesse, behov, begær eller frygt, betyder nødvendigvis ikke, at fastholdelsen kan opretholdes, hvis motivationen mangler. Kendsgerningen er, at når man forsøger at koncentrere sig om et abstrakt emne eller om noget, der ikke indeholder personlige interesser eller fordele, så er koncentrationen langt mere vanskelig at fastholde, og ofte opdager man, at man i virkeligheden ikke har nogen rigtig kontrol over tankerne.

Denne opdagelse kan virke desillusionerende, men den er gavnlig. Den viser, i hvor høj grad man er et bytte for det, der motiverer, og at man derved i en vis forstand er negativ til trods for, at man udadtil kan virke positiv og aktiv. Det er tegn på, at følelser, motivationer og tanker fungerer på en næsten dramatisk måde, og at de virker som stærke kræfter i livet. Med andre ord er det dem, der påvirker, og man er derfor ikke selv den faktor, der udvælger, styrer og har kontrollen.

Dette er en af årsagerne til, at de mere intellektuelle og åndelige interesser ikke har samme motiverende kraft som personlig interesse for gennemsnitsmennesket, men det skyldes også, at der findes en speciel forskel i den måde, disse interesser kommer til udtryk på. Abstrakte emner er “tyndere” og derfor mere uhåndgribelige for tankesindet at koncentrere sig om og at fastholde. Tankesindet, der ikke er vant til at fungere på denne subtile og mere vanskelige måde, indtager en modvillig holdning og vender sig bort. Det er en ny form for aktivitet, og almindeligvis skaber ethvert nyt emne og nyt vidensområde vanskeligheder til at begynde med. Tankesindet kan ikke lide at udføre sin opgave inden for nye områder. Inden for de områder, som det er vant til, er der allerede tidligere udført et stort arbejde, og derfor findes der grundlag og forbindelser, der letter arbejdet. Et nyt emne kræver langt større koncentration og indsats.

Dette forklarer, hvorfor så mange afviser at acceptere nye ideer og at ændre deres mål og interesser. De bryder sig ikke om det nye og frygter det ligefrem, og som konsekvens vægrer de sig. Et morsomt eksempel på dette, som nu synes helt utroligt, er en fremtrædende fransk astronoms udtalelse i l884 om, at der var ikke mere at opdage inden for astronomien.

Erkendelsen af, at man ikke er herre over sine tanker, kan muligvis overraske, men overraskes man, er det godt, for det vil opmuntre til at gøre en indsats for at kunne styre tankerne, og det vil hjælpe til at skabe den følelsesmæssige drivkraft, der tidligere manglede. Et andet vigtigt resultat af disse opdagelser er viden om, at man ikke er identisk med sine tanker og følelser. Det mislykkede forsøg på at holde tankesindet aktivt har vist, at der findes en konflikt, og det betyder, at der er uoverensstemmelse mellem to faktorer. Viden om denne konflikt er værdifuld, idet den kaster lys over forskellen mellem sjælen med sin egen vilje, og tankesindet som ofte ikke er til at styre og er modvilligt eller dvask, og som på en måde har sit eget liv.

Disse forberedende og vigtige erkendelser skaber grundlaget til opgaven med at lære at koncentrere tankesindet ved hjælp af viljen. Endvidere giver de forståelse om indre mekanismer og de giver den motivation, som man behøver for at blive mestre over dette værdifulde redskab – tankesindet − der er en enestående tjener, når det beherskes, men som giver store vanskeligheder, når det går sin egen vej.

Den teknik, der skal anvendes for at opnå kontrol over tankesindet og viljesmæssig koncentration, er modsat den, der oftest anvendes i undervisning, hvor det gælder om at vække elevens interesse. Det gør indlæringen nemmere, men det fører ikke til virkelig kontrol og styring af tankesindet. For at opnå en velovervejet koncentration om vanskelige og abstrakte emner, skal man til at begynde med bruge en teknik, hvor koncentrationen gælder enkle og neutrale emner, der overhovedet ikke interesserer. På den måde kan man lære at fastholde tankesindet stabilt uden hjælp af personlige interesser og ønsker.

Der findes mange former for koncentrationsøvelser, der kan praktiseres. Visuel observation er en enkel øvelse, og derfor er det en god øvelse at begynde med. Det er en øvelse i opmærksomhed og ikke i tankeprocesser, og den udvikler en grundlæggende evne til at kunne fokusere opmærksomheden, som er det første trin i de mere vanskelige og komplicerede meditationsprocesser med abstrakte emner.

En supplerende øvelse i visuel observation, der kan bruges, når man har tid og lyst, er at observere mange ting hurtigt og præcist. For eksempel kan man i et halvt minut observere alt, hvad der findes i en stue, og derefter skrive alle tingene ned så deltaljeret som muligt. Den samme øvelse kan udføres ved at observere tingene i et forretnings-vindue eller ved at forsøge at huske alle detaljer i et maleri. Det sidste eksempel giver god mulighed for at vurdere, hvor stor fremgang man har med denne evne, for bruger man et egnet maleri, kan man hele tiden kontrollere udviklingen ved at føre en slags statistik.

Sådanne øvelser viser også, at evnen til at observere varierer meget i forhold til de forskellige psykologiske typer. Et stort antal mennesker oplever, at denne øvelsesform er forholdsvis let, fordi de er interesseret i den ydre verden, og derfor observerer de normalt alt omkring sig. For disse mennesker er den form for øvelser unødvendige. Men de er i høj grad nyttige for mennesker, der har tendens til at leve på livets indre og mere abstrakte niveauer, og som hovedsageligt har interessen centreret i følelsesmæssige, imaginative og rene tankemæssige områder. Øvelserne træner disse mennesker til både at observere og til at koncentrere sig om det, der ikke interesserer dem, og det hjælper med at udvikle denne forholdsvis uudviklede side af naturen. Målet er, at man – uanset hvad der interesserer – skal blive i stand til at koncentrere sig viljesmæssigt på et hvilket som helst livsniveau og om alle specielle ting og emner.

Øvelser i at observere ydre ting virker som forberedelse til at kunne koncentrere sig om indre emner – om indre billeder eller forestillinger. En øvelse, der skaber en overgang mellem disse to, er at observere et billede i tyve eller tredive sekunder, og derefter lukke øjnene og prøve at fastholde synet af billedet i “tankesindets øje” eller “det indre øje”. Alle er i besiddelse af denne forestillingsevne, for alle er i stand til at forestille sig ting, ansigter og så videre, der er velkendte. Denne evne er mere udviklet og levende hos nogle mennesker end hos andre, men det nuværende mål gælder ikke så meget, om den er levende, hvilket er betydningsfuldt, men mere om evnen til at fastholde billedet stabilt foran tankesindets øje og at være i stand til at koncentrere opmærksomheden på det. At se på et maleri et stykke tid hjælper i høj grad til at opnå et klart billede og til at fastholde det.

En anden øvelse af denne type er at skabe et billede og fastholde det i kort tid uden at have set det lige inden. Man kan begynde med noget velkendt, som for eksempel en bygning man ser hver dag, en udsigt man kender eller et familiemedlem. Billedet skal være en nøjagtig kopi med særlig koncentration om detaljer, og derefter skal det fastholdes en bestemt tid.

Her begynder den virkelige kamp – en interessant men til tider rasende dyst – mellem viljen til at fastholde billedet og bevægeligheden i forestillingsevnen, der er vant til at bevæge sig fra én ting til en anden i hurtig og ofte kaotisk rækkefølge. Den vil bruge alle former for tricks. Den vil forvrænge billedet, udbygge det, tilføje nogle uvedkommende elementer, opdele det i to eller flere dele, erstatte det med et andet, altså gøre alt muligt med undtagelse af at lade billedet stå roligt foran tankesindets øje.

Denne kendsgerning er overraskende, men igen afslørende. Endnu en gang får man et ubestrideligt bevis på, at man ikke er i stand til at styre sit redskab, og at der findes en konflikt mellem redskabet og mennesket. Her begynder processen med egenvilje for alvor for hvad angår styring, retning og anvendelse – viljesmæssigt – af hele mekanismen.