Meditationsprocessen

Ordene “erobring af det indre rum” beskriver på udmærket måde det, man skal bestræbe sig på at nå gennem meditation – udforskning af de indre verdener og anvendelsen af tankesindet til at besejre nye dimensioner.

Det første man skal erkende er, at der findes indre verdener, og at man hele tiden lever i dem i kraft af de følelsesmæssige og mentale aspekter i den menneskelige natur. Det psykiske liv har en håndgribelig eksistens i disse verdener af energier og egenskaber, og man bør ikke opfatte dem som helt subjektive, abstrakte og formløse, som de almindeligvis – og fejlagtigt – er blevet betragtet.

De indre verdener, hvor den psykiske del af mennesket har sit liv, er årsagens og meningens verdener, og de er i virkeligheden mere virkelige, end de såkaldt synlige verdener, for de indre er mere dynamiske og effektive. Alt, som senere manifesteres i den ydre synlige verden, har sin oprindelse i de indre områder, og alt, der foregår omkring et menneske, er et ydre udtryk for energiernes aktivitet og vekselvirkning i de indre områder. Nutidens fysikere har vist, at den materielle verdens natur er helt anderledes, end det sanserne kan opfatte. Den indstilling, at der findes indre verdener bag de ydre håndgribelige aspekter, giver et billede af hele livsmønstret og skaber ny forståelse.

Man kan få en fornuftig opfattelse af de forskellige aktivitetstyper og de forskellige stadier, som man arbejder med i meditationen – i udforskningen af de indre verdener – hvis man forestiller sig, at en raket, der sendes ud i rummet, ændrer kurs og vender tilbage til Jorden. En lignende cyklus foregår i meditationsprocessen.

Det første stadie er projektion. Den energi, som anvendes til en rakets fremdrift, og som kan tvinge den opad, overvinder tyngdeloven. På samme måde kan man tvinge sit bevidsthedscenter opad til de indre verdener. Ved hjælp af sfæren for følelser og forestillingsevne kan man trænge ind i tankens verden og endnu videre til de åndelige niveauer. Den fremaddrivende energi består af aspiration, der passende er blevet kaldt “brændende aspiration”, og man styrer den selv – for i virkeligheden styrer man hele meditationsprocessen – med viljens kraft, der kun er blevet erkendt i begrænset omfang.

Det andet stadie for raketten er, at den når frem til et område, der har en anden form for tyngdekraft og et andet center for tiltrækning. Det svarer til, at man i meditation kommer i kontakt med et højere bevidsthedsområde − det vil sige et område for tænkning, eller en specifik region i de indre verdener.

Det efterfølgende stadie er en hårfin afbalancering af Jordens træk nedad og af det andet centers træk opad. Opnås denne balance på rigtig måde, vil energiens egendrift, der stadig findes i raketten, sætte den i stand til at kredse rundt om det nye center og fastholde den i orbit. Det samme gælder det enkelte menneskes bevidsthed, når den trænger ind til de højere, indre niveauer. Bevidstheden skal nå frem til den region, som den er rettet mod, men den skal bevare sin frihed og ikke blive en fange i regionen. Den må kun blive i dette område, så længe det er nødvendigt for at opnå det fastlagte formål, og det er at undersøge og registrere det, den kan opsamle i det center, den har fået forbindelse til, eller i den region for tænkning, den er nået frem til. Derefter skal man bringe meditationen til afslutning på en harmonisk måde.

Den information, der modtages fra rakettens instrumenter, svarer til menneskets registrering og korrekte fortolkning af de ideer, man finder i de højere områder, og alt dette skal anvendes og integreres i den eksisterende viden og erfaring, ligesom den information, der er vundet via raketten.

Der findes endnu et punkt i denne analogi, og det er, at raketterne skal styres lige fra starttidspunktet på Jorden og gennem hele deres rejse. Sådan er det også med meditation. Man må aldrig miste en bevidst styring. Muligheden for at falde i en trancelignende tilstand er absolut mulig – en for intensiv projektion er både forkert og farlig. Meditation skal altid være en bevidst proces. Man skal hele tiden være helt nærværende, og med denne viden skal man – dér, hvor man er – styre hele processen, observere den, kontrollere den og regulere dens udbredelse og varighed.