Et af de største spørgsmål, som psykologien har forsøgt at besvare, er spørgsmålet om menneskets dybeste identitet. Det er også det kernespørgsmål, som psykosyntesen er fokuseret på. Der er ingen tvivl om, at de svar, som Roberto Assagioli giver, er ret abstrakte, og for de fleste mennesker er de vanskelige at forstå. Men hvis ikke livets største gåder kræver tankevirksomhed og kontemplation, ville de nok ikke være en gåde.

Det specielle ved Roberto Assagiolis model er, at han for det første identificerer et unikt ”Selv”, der er en medvirkende aktør i identitetsdannelsen.

 Planche-Psykosyntese-01

Planchen kan forstørres ved at klikke på linket herover

Mennesket er derfor ikke kun summen af dets påvirkninger, sådan som adfærdspsykologerne påstår. Mennesket er heller ikke summen af sine oplevelser, selv om de naturligvis er med til at forme identitetsopfattelsen. Roberto Assagioli definerer ”Selvet” som bevidsthed, der har et bevidsthedsområde. Han skelner klart imellem det, mennesket oplever i sine tanker og følelser, og den, der oplever − det bevidste ”Jeg”. Det er en meget central antagelse.

Som det fremgår af ovaldiagrammet er menneskets centrale identitet heller ikke summen af de forskellige typer af det ubevidste, som det fungerer i forbindelse med. For Roberto Assagioli er mennesket først og fremmest et transcendent og permanent højere ”Selv”, der er en del af ”Det Universelle Selv” og den kosmiske bevidsthed.

Det højere ”Selv”, som al vækst og udvikling (bevidst og ubevidst) retter sig imod, fungerer via det personlige bevidste ”selv”, der udelukkende skal opfattes som en refleksion og projektion af det højere ”Selv” i personlighedens område”.

Som konklusion kan man sige, at Roberto Assagiolis identitetsopfattelse tager udgangspunkt i, at mennesket potentielt er i besiddelse af et permanent højere ”Selv”, som fungerer gennem det, han kalder ”det bevidste selv” eller ”Jeg”. Derfor er der en stiplet linje i diagrammet mellem de to ”selv”.

Man kan også konkludere, at normalt identificerer mennesket sig med summen af følelser, tanker og drifter, som det oplever, og det er ikke den virkelige identitet, men en slags skyggeidentitet. At blive sig selv og skabe sig en identitet er − set i det perspektiv − en livslang rejse mod psykosyntese. I en kendt psykosyntese-øvelse, der kaldes identifikationsøvelsen, siges det:

”Jeg har en krop, men jeg er ikke min krop. … Jeg har følelser, men jeg er ikke mine følelser. … Jeg har et tankesind, men jeg er ikke mit tankesind. … Jeg er et center af ren selvbevidsthed og af vilje”.

For Roberto Assagioli er idéen om det højere ”Selv” ikke rene filosofiske eller teologiske spekulationer – eller sagt med hans egne ord:

”Må jeg understrege det faktum, at de elementer og funktioner, der kommer fra det overbevidste, som f.eks. de æstetiske, etiske, religiøse oplevelser, intuition, inspiration, niveauer af mystisk bevidsthed, er faktuelle … fordi de er effektive og producerer forandringer i både den indre og den ydre verden. Derfor er de mulige at iagttage og eksperimentere med ved hjælp af videnskabelige metoder, der er tilpasset deres natur”.