Man kan skelne mellem forskellige typer af psykosyntese, der udfolder sig fortløbende i menneskets udvikling. Der er den personlige psykosyntese, hvor mennesket samler de psykologiske kræfter omkring det personlige ”jeg”. Det er ikke her muligt at beskrive de mangfoldige metoder, som psykosyntesen benytter for at opnå samling og integration. Men de baserer sig på visualiseringer, meditation, rollespil, positiv tænkning, kreative og ekspressive teknikker som f.eks. fri tegning og skrivning.

Formålet med den personlige psykosyntese er at opbygge en stærk personlighed, som er i kontakt med sine behov, og som kan give udtryk for dem. Mange mennesker lider f.eks. af forskellige typer af mindreværd og frygt, der forhindrer dem i at udtrykke sig. Den personlige psykosyntese har til formål at skabe større personlig udtryksfrihed som en forberedelse til den senere transpersonlige psykosyntese.

Den transpersonlige psykosyntese er en målbevidst og videnskabelig baseret indre rejse. Målet er at virkeliggøre menneskets højeste åndelige potentialer. Den transpersonlige psykosyntese er videnskabelig, fordi metoderne har været genstand for metodisk afprøvning gennem en lang periode, og den fremkalder de højere menneskelige potentialer som f.eks. vilje, kærlighed, visdom og skønhed − men først og fremmest oplevelsen af sig selv som et center af ren selvbevidsthed og vilje. Den transpersonlige psykosyntese sigter dog også mod en forening med et større universelt liv og med en større vilje, som mennesket er et aspekt af. Det var muligvis den erfaring, Kristus oplevede i Getsemane have, dengang han udbrød: ”Ske ikke min vilje, men din”.