Konklusioner på besættelse

Der er ikke afgørende divergenser mellem Alice A. Baileys betragtninger og dr. Edith Fiore og Louise Ireland-Freys teorier. Selv om Alice A. Bailey ikke nævner hypnoterapi som en mulighed, så indeholder både dr. Edith Fiore og Louise Ireland-Freys metode en form for ceremoni, hvor hjælpende sjæle og højere kræfter påkaldes i forløbet.
Når der bruges hypnose, er det vigtigt, at der er tale om en let hypnose, hvor patienten selv er bevidst tilstede hele tiden og kan stoppe eller gribe ind i processen. Man skal aldrig lade sig hypnotisere så dybt, at man mister bevidstheden eller lader andre styre den, for det er et indgreb i den frie vilje, og den hypnotiserede ved aldrig, hvad der kan ske.
Det er vigtigt at understrege, at besættelse ikke er noget, man skal frygte, for det sker ikke ofte, og i de tilfælde, hvor det sker, ligger der karmiske årsager bag, som skal løses gennem de anviste metoder.
Den bedste beskyttelse mod besættelse er at leve et sundt og så afbalanceret liv som muligt, hvor man arbejder på at reducere destruktive følelsesudtryk (som ikke er det samme som at fortrænge), og lever uden misbrug af især stoffer og alkohol. Men man skal også afholde sig fra at bruge lavpsykiske evner og meditationer, der åbner bevidstheden i alle retninger og fungerer uden tankesindets styring.
Endelig kan man beskytte sig meget ved at meditere dagligt og indhylle sig i hvidt lys, der stråler ud til enhver.

|