Logos

Når en Logos manifesterer et solsystem, er der syv planetariske Logoi eller planetvæsener, og de hersker over hver deres område og er ansvarlige for evolutionen i dette område. Når man i astrologien taler om, at planeterne er udtryk for store intelligenser, er det disse væsener, der hentydes til. Desuden er det vigtigt at forstå, at planeter repræsenterer, det man kan kalde inkarnationen af disse planetariske Logoi. En eller flere planeter udgør en enkelt inkarnation, og man må forstå, at det er de samme principper, der inkarnerer fra stadie til stadie – det vil sige, at den ydre manifestation bliver mere og mere kompleks, men det, der beliver det, er det samme væsen.
I hinduskrifterne er dette forhold beskrevet på en bestemt måde. Den skabende Logos – Brahma − har foreløbig haft fire legemer. Disse legemer omtales, men forklares ikke. Der er kun få informationer om dem, men de er særdeles interessante, fordi de er i overensstemmelse med åndsvidenskabens oplysninger om emnet.
Asuraerne
Det første legeme kaldes "mørkelegemet", og det siges at Asuraerne manifesterede sig i dette mørkelegeme. Når man ser tilbage på denne meget fjerne fortid, ser det ud til, at det antal planeter, der udgør en planetkæde, ikke er det samme fra kæde til kæde, for antallet stiger op til syv, og derefter aftager det, for nogle planeter smelter sammen parvis, og på denne måde bliver der færre enkeltplaneter. Når man når frem til den syvende planetkæde, vil der i stedet for en kæde med syv planeter være et enkelt legeme bestående af syv delinger. De er dannet ved denne sammensmeltningsproces, og det er sket på en måde, man kan kalde sammensmeltningen af lavere manas. På grund af denne proces, der gentages i femte, sjette og syvende runde, kommer man til sidst − i den syvende planetkæde − til det sammensatte legeme, der i sin helhed repræsenterer de syv planeter i Jordens egen planetkæde, som er den fjerde.
Asuraerne hørte til første kæde, og det ser ud til, at der kun var én planet i denne evolution. Og det ser heller ikke ud til, at der har været mere end en enkelt manifestation i denne første kæde, for stoffet var ikke tilstrækkeligt fortættet til at danne grundlag for udvikling på det, der kaldes det fysiske, astrale og lavere mentalplan.
|