Den symbolske relation mellem mennesker og dyr er ikke af nyere dato. De gamle religioner repræsenterer ikke en form for primitiv dyretilbedelse, selvom mange tror det. De gamle vise mænd og kvinder betragtede dyrene som en legemliggørelse af esoteriske principper, som mennesket kunne forholde sig til. I de gamle kulturer havde dyrene således symbolske betydninger, der relaterede til menneskelige egenskaber på godt og ondt. Når dyrene vises i de gamle manuskripter, på kirkens skulpturer og i kalkmalerierne, er det derfor ikke af dekorative hensyn, men fordi de betegnede bestemte egenskaber.

Hovedparten af kristendommens dyremotiver stammer oprindeligt fra Indien og Egypten, og det er forklaringen på, at man også i middelalderen tillagde dyrene symbolske egenskaber. Dyresymbolikken hentede Kirkens folk først og fremmest i Bestiarius, en latinsk oversættelse af den græske bog Physiologus, som er forfattet i Syrien i slutningen af 300-tallet. Bogen indeholder en række dyrefabler, hvori dyrene tilskrives menneskelige egenskaber eller repræsenterer abstrakte begreber. Nogle dyr, som eksempelvis løven, enhjørningen, pelikanen og lammet, repræsenterede det gode. Andre dyr stod for det onde, f.eks. aben, bjørnen, bukken, slangen, svinet og de forskellige dyr af hundefamilien.

Enhjørningen er et vildt dyr, som kun en jomfru kan fange, og når dyret ser hende, lader det sig frivilligt indfange, går det hen til hende og lægger sig i hendes skød. Enhjørningen symboliserer Kristus, og hornet repræsenterer hans uovervindelige styrke. At han lægger sig i jomfruens skød betyder, at han har iklædt sig menneskeskæbne i Marias skød.

Man må huske, at ondt og godt er knyttet til de livsværdier, som samfundet fungerer under. Hvad der i ét samfund er godt og ondt, bliver ikke nødvendigvis betragtet som godt og ondt i et andet samfund. Hvad der er godt og ondt, er altid bestemt af de etiske og moralske normer, som et samfund i forskellige perioder er baseret på. Godt og ondt skifter fra samfund til samfund – fra tid til anden.