”Jordens port” er passeret og en stilhed, der er ufattelig for det jordiske øre, lukker sig omkring mig. Et mørke, der ikke kan opfattes af det jordiske øje, toner frem foran mig. Men under ledelse af ”Anup” – sjælenes vejleder – passerer jeg gennem ”Opstigningens port”. Det er min fader, Shus domæne – livskraftens land. Jeg udvisker mine synder. Jeg tilintetgør min stræben. Og mens jeg fortsætter gennem mørket og frygtløs betræder den skrånende vej, åbenbarer det indre lys sig for mig – det lys, som ikke kan ses af det jordiske øje.

Den lavere verden toner nu frem for mit syn – indvielsens region – indgangen til de skjulte steder, som den guddommelige visdom har belært mig om. Herind må jeg træde, og herfra må jeg træde frem igen, hvis jeg begærer den transformation, som kan gøre mig lig Gud – hvis jeg ønsker at gøre Hans gode arbejde – hvis jeg vil stige op på den genfødte sjæls trone og sidde i Osiris’ velsignede nærvær.