Dobbeltdøren

I det hellige sanktuarie vil min genfødte sjæl blive strålende som dagen, og den vil åbne dobbeltdøren, som engang blev omhyggeligt forseglet. I fuld stråleglans vil jeg træde frem på ”Aahlus” marker i illuminationens land, for at blive indsat på den lavere trone øverst i ”Livets brønd” mellem ”Kredsløbets kammer” og ”Skyggernes kammer”. Himlens porte åbner sig for mig. Jordens porte åbner sig for mig.

Før den højtidelige indsættelse på tronen kan begynde, skal jeg føres frem som vidne i dybderne under mig. Tidspunktet for prøverne nærmer sig. Jeg intonerer den invokation, hierofanten har lært mig – den, som hjælper med at udrense mine svagheder. Iflg. instruktionerne er det her, sjælen kan passere igennem min krop, men gennemstrømningen vil ikke straks blive fuldbragt. Selv om jeg er løftet op af ubestikkelighed, selv om hver del af mit legeme gløder af det udødelige lys, kan jeg endnu ikke bære sjælens overvældende stråleglans.

Først må jeg antage den gyldne falks form, som er den absolutte guddommelige skikkelse af den ene selveksisterende skabning, som kan passere ”Tidens Herre” – en skikkelse som den Ene Skaber har haft siden tidernes begyndelse. Snart antager jeg form som en lotus – den guddommelige bevidsthed, der er fastgjort til stoffet, løfter sig op i ulastelig renhed. Jeg er den rene lotus, som skyder frem fra lysets lotus. Jeg er illuminationens kilde og Hathors næsebor – kanalen for det udødelige åndedræts skønhed. Jeg bringer budskab fra Himlen – Horus, den evige gudesøn, er fuldbyrdelsen.