Indgangen til Duat

– inderverden

Jeg ser nu også indgangen til ”Duat” – inderverden – og jeg ved, at det er den nordlige dør i Osiris’ grav, for pyramidens hovedindgang er den nordlige port. Jeg ved, at det er forberedelsen til min indvielse og prøvelse – og at den rigtige gennemførelse vil give mig adgang til vejen over Jorden, for der at modtage retfærdighedens krone, når sejren er vundet.

Da jeg bevæger mig imod den himmelske horisonts nedstigende vej, begynder den langsomme forberedelse af mine indre legemer til livet i det evige. Ét for ét genopvækkes mine evner til det åndelige liv. Min mund åbnes, for at give mig mulighed for at svare på instruktionerne fra den guddommelige stemme – det illuminerede livs kim.

Jeg får mit hjerte tilbage, et hjerte som aldrig igen vil lokke mig med uregerlige lidenskaber. Gradvis får mit nydannede legeme kraft og substans. Det er ikke min sædvanlige krop. Den både ér der og ikke er der. Jeg må være i min ”Ka” – mit astrallegeme.

(Billedet th. viser de gamle egypteres symbol på ”Ka’en” eller astrallegemet. De oprakte arme og hænder på hovedet af neofytten viser, at bevidstheden rækker ind i et område, der ligger over den almindelige fysiske bevidsthed. Ethvert menneske “går til sin ”Ka” hver aften, når det lægger sig til at sove, for her forlader bevidstheden den fysiske hjerne og det fysiske legeme, og mennesket er bevidst til steder i astrallegemet på astralplanet. Nøjagtig det samme sker i døden, men her vil den fysiske bevidstløshed være permanent).

Mine åndelige fjender bliver pludselige synlige for mit astrale blik. Det er de frygtindgydende beboere i de usynlige sfærer, som i mennesket fører det store slag mellem lyset og mørket.

Dovenskabens skildpadde forsøger at forsinke mine skridt. Giften i mig antager form som slanger. Kravlende krybdyr spærrer min vej. Lidenskabernes altslugende krokodille, som bebor livets vande, stormer rasende frem fra hver side – men jeg driver alle mørkets skabninger tilbage ved hjælp af klarheden i min lysende astrale natur.

Jeg hører mig selv råbe:

”Tilbage, du sydens krokodille! Jeg er Sothis – det evige daggrys stjerne! Tilbage, du giftige slange – må du oversvømmes af Himlens vande! Forsvind fra dette sted, hvor Ra giver nyt liv”.