Den sande indviede – f.eks. Egyptens hierofanter – kan lede en kompetent neofyt og hjælpe med at rejse hurtigere på bevidsthedens udviklingsvej, og når neofytten når frem til stadier af oplysning, der alene vil ske i kraft af neofyttens iboende indre lys, vil neofytten være i stand til at læse og forstå mysteriernes esoteriske dimension direkte. Ingen kan gøre det for ham eller hende.

Egyptologernes påstand om, at pyramiderne var kongegrave, er udtryk for fri fantasi. Der er intet bevis for påstanden, og gamle skrifter fortæller noget helt andet, og det samme gælder pyramideteksterne, der er mejslet ind i væggene i flere pyramider. Pyramiderne var centrum for indvielser i Isis-mysterierne, Serapis-mysterierne og Osiris-mysterierne, som var opdelt i de mindre og de større mysterier. Det er imidlertid meget sjældent, at man hører en beskrivelse af selve oplevelsen og erfaringen i selve indvielsesprocessen. Hvad så neofytterne? Hvad hørte de? Hvad følte de? Faktisk har de gamle egyptere forsøgt at beskrive det ubeskrivelige i de optegnelser, de har efterladt. Når sproget i beretningerne næsten altid forekommer vanskeligt tilgængeligt, skyldes det ikke alene nutidens konkrete tænkemåde, som ligger langt fra de gamle egypteres billeddannende og symbolmættede tænkning, men også at selve karakteren af de flerdimensionale erfaringer. De er vanskelige at videregive i et sprog, der giver mening for en tredimensional hjerne, der oven i købet er trænet i konkret tænkning i stedet for evnen til at opfatte og rumme symboler. Blandt de få, der har forsøgt at gøre egypternes beretninger meningsfulde for nutidens menneske, er forfatteren W. Marsham Adams et af de mere vellykkede, og hans bog – Book of The Master of the Hidden Places – kan varmt anbefales.

Hvis man har evnen til at omsætte de gamle egypteres billedmættede beskrivelser til en fantasirejse i bevidstheden, er det måske alligevel muligt at tage med på en indvielsesrejse og få et glimt af de dybe åndelige erkendelser, der blev tilgængelige for alle – fra neofyt til farao – i indvielsesprocesserne, sådan som de er beskrevet af de gamle egyptere selv i Bogen om at træde ud af dagen. Bogen beskriver indvielsesprocesserne, men de kan også fortolkes som en beretning om den afdødes rejse ind på de indre eksistensplaner. Begge dele er korrekt, for det er to sider af samme sag. Den eneste forskel er, at den indviede vender tilbage til det fysiske legeme, der ligger i sarkofagen. Den afdøde forlader legemet permanent og lever videre på de indre eksistensplaner.