Da Moses ved helligstedet på Sinai-bjerget så den brændende tornebusk (jf. kap. 3), omtaler rabbinerskrifterne en af mysteriespil-optrinets skikkelser, "Jahwehs engel", Zagnuga-el. Dvs. et egyptisk navn:

- Første del i navnet er velkendt sak (suk, zag) - jf. standardværket, Erman & Grapow's "Wörterbuch der aegyptischen Sprache" (Band 4, Berlin 1931/1957, s. 72). Stavningen har bl.a. en hieroglyf, der viser "et skibssejl med blæst i" - det betød 'vind', 'luft', 'blæse', 'ånde', 'åndedræt' - og i formen 'livets ånde' er det forbundet med de højeste guder.

Dvs. betydninger på samme måde, som Bibelen bruger - ved Skabelsen - i udtryk som "Gud dannede mennesket og blæste livets ånde i hans næse" og "Guds ånd (eller storm) blæste over vandet".

Bemærk dobbeltbegrebet f.eks. i hebraisk ruach, 'blæst' og 'ånd' - græsk pneuma, 'luft' og 'ånd' - latin inspiration/spiritus, 'indånding' og 'ånd' - dansk 'ånde' og 'ånd' (Lignende indoeuropæiske udtryk: latin animus/anima, 'sjæl, pust, ånde, liv', tysk atmen, 'ånde', og sanskrit atman, 'sjæl'. Jf. indiske (såvel som senere jesuitternes) former for religionsfilosofisk praksis med psykovitaliserende åndedrætsteknik.

- Anden del af Zagnugael-navnet er et ligeledes almindeligt egyptisk udtryk nuk, der betyder 'jeg'. Under senere sproglig overførelse er tilføjet det hebraiske ord el, 'guddom'. En "forløber" for betydningen af Jahweh ser ud til at være et udtryk, hvori indgik det egyptiske suk-nuk, 'jeg ånder/skaber liv' ('jeg er', 'jeg skaber at være').

Det i virkeligheden egyptiske ritual, der udøvedes i forbindelse med åbenbaringen ved tornebusken, bliver yderligere tydeligt ud fra baggrunden for selve denne indvielsesrituelle sætning, "jeg er den, jeg er", der kunne føre til: jeg er den, jeg vil være/blive til. For her eksisterede allerede et meget tilsvarende udtryk - vidt udbredt fra en magisk tekst for solguden Re i den gamle egyptiske skabelsesberetning:

-"… nuk pu kheper …", 'jeg er den, der skabes/bliver til'.

At det er nøjagtig den samme tekst og mening som sætningen i "2. Mosebog" (3,14) fremgår, når dette skriftsted læses i en koptisk Bibel (oversat og brugt af de tidligste kristne, jf. også illstr. s. 10), som på sen-egyptisk gengiver netop den samme tekst og med stort set tilsvarende udtale:

-"… (a)nuk pu (fet)khep …".

Det hertil anvendte sprogs navn "koptisk" (ekoptisk) - er fra aigupt, dvs. 'egyptisk'. Koptisk udgør den overleverede, seneste form af sproget fra faraonernes gamle Egypten.

Den kristne kejser Justinian befalede i 543 e.Kr. lukning af det sidste fungerende egyptiske tempel - isoleret i Øvre Egypten ved Nil-øen Philae - det sidste sted, hvor præsterne kunne læse hieroglyfskrift.

Brugen af koptisk som dagligsprog - nu skrevet med bogstaver - fortsattes hos kristne sekter, kopterne, blandt de arabisktalende muslimer i Egypten, Sudan og Etiopien indtil for kun cirka 300 år siden. I dag udgør kopterne ti procent af Egyptens befolkning. Det koptiske sprog overlevede i kirkerne, idet kopternes Bibel og andre hellige skrifter var blevet oversat til egyptisk (koptisk) længe før den islamiske invasion i 642 e.Kr. i Egypten, hvorefter arabisk blev Egyptens hovedsprog.

Efter ovennævnte år 543 e.Kr. blev hieroglyffernes udtale glemt - indtil den franske forsker J.-F. Champollion i 1822 via sine studier i koptisk og tydningen af Rosettastenens flersprogede inskriptioner fandt nøglen til hieroglyffernes gåde, dvs. til hvad de betød, men ikke helt til udtalen. Dog har kendskab til koptisk givet bedre retningslinjer for, hvordan det gamle egyptiske sprog i hieroglyfteksterne kan formodes udtalt.

Her kan den koptiske Bibel netop antyde, hvordan budskabet i "2. Mosebog" (3,14) har lydt for Moses på egyptisk for 3.500 år siden:

- I sætningen "nuk pu kheper" i den omtalte magiske tekst med den egyptiske (Ra's) skabelsesberetning, var ordet kheper, dvs. 'at blive til', også egypternes ord for 'den hellige skarabæ (skarnbasse, bille)'. Dette ord, hvis udformning som hieroglyf i det egyptiske billedskriftsprog netop er en skarabæ, har denne flerdobbelte betydning, og bruges hele 10-12 gange i indledningen af den egyptiske skabelsesberetning.

Det er et tab ved sprogforskellen, idet egyptisk kheper (jf. også bind 5, kap. 7) betyder 'at blive til', 'at skabes', mens samme lyd på hebraisk (kpr) betyder 'at dække', 'dække over' - et såkaldt homografisk fænomen. Flere niveauer i kheper's flertydige volumen tabtes i transformation til hebraisk hawa, 'blive', der indgår i Jahweh.

Det synes at være denne svært oversættelige flerdobbelthed på egyptisk, der i den hebraiske version af episoden med den brændende tornebusk har medført, at gudsnavne og -udtryk - som demonstreret ovenfor - gengives ("2. Mosebog" 3,14-16) på op til 8-10 forskellige måder i forsøget på at fyldestgøre dette udtryks indhold og dybder mest muligt.

Idet skarabæen kheper som nævnt også kunne betyde 'at blive til', var den hos de indviede et vigtigt symbol, bl.a. udtrykt ved den T-korsformede ("Tau-kors") tredeling af denne billes ovale rygskjold. Symbolet blev kendt som T i en cirkel O, dvs. Orbis Terrarum. Det var det udbredte latinske udtryk også i den latinske Bibel for: Jorden med kun tre verdensdele - med øst øverst. I de kristnes verdensopfattelse blev det overtaget og ses f.eks. på kongernes rigsæble (mens scepteret, oprindelig en stav, symboliserede Verdensaksen), kendt fra regalier i Byzants.

Selv Bibelens benævnelse af bjerget, hvor indvielsen af Moses foregik, viser, at den egyptiske baggrund for de usædvanlige optrin, der udspillede sig på dette sted. Beskrivelsen i "2. Mosebog" (3,1) placerer bjerget et sted i midianitternes distrikt - Sinai-ørkenens eller ødemarkens vestside.

Men traditionelt anses bjerget Djebel Musa ("Moses' bjerg"), midt på det sydlige Sinai og lige langt fra denne halvøs øst- og vestside, for at være det pågældende "Guds bjerg Horeb".

Specifikke kosmologiske dele fra den gamle egyptiske skabelsesberetning genkendelige i Mosebøgernes skabelsesberetning indikerer igen, at Moses som uddannet ved det egyptiske hof var indviet på egyptisk vis.

Jethros sandsynlige medvirken bag den mystiske stemme ved mysterieoptrinnet - som "kanal" for guddommelig inspiration under den specielle indvielse for Moses - synes i den videre overlevering også at passe til det høje stade Jethro senere indtog i arabisk tradition som: En ophøjet hellig skikkelse større end nogen anden i Bibelen inklusive Moses.

Den dag i dag betragtes Jethro i islamisk mysterielære som en inkarnation af Hudud, dvs. "emanation af lyset fra Skaberen (al-Bari)", idet en Hudud opfattes som værende inkarneret som den åndelige leder for den epoke, der spænder over alle generationer i en Hududs tidsalder.

Tilbage i Moses' tid skimtes dele af et ældgammelt træk, der langt senere kommer mere åbent frem i gnostisk og kabbalistisk forståelse og lære: Det genfindes i de gamle mysteriers lære om "Gud erkendt som reelt en del af én selv" - fri af et gudsbegreb, der senere ofte er set udformet erkendelsesundertrykkende, faderautoritært og sjælsfremmedgørende. Der gives ingen sund religion baseret på konkret frygt for en gud (respekt er noget andet).

Senere fortrængtes den oprindelige tilstedeværelse af både mysteriekultpraksis og egyptisk præg i Moses' religion samt et direkte kendskab til, at disse præg overhovedet havde været der.

_________________________________

• Rabbinerskrifterne viser den mere originale udgave af beretningen om Jahwehs-navnets åbenbaring ved tornebusken - som et egyptisk ritual!
• Idet navnet Jahwehs betydning kan genfindes i den ældgamle egyptiske skabelsesberetning, synes rabbinerne her at have været tro overbringere af tekstdele af en derfor betydelig historisk værdi.

_________________________________