Gnostisk prægede katharer,

albigensere og valdensere

Ligesom ved gnosticismens forgreninger skete der også specialisering blandt "efterfølgerne" i Frankrig og andre steder, dog mindre ekstremt. Disse tilhængere gennem 300 år - især i Provence, Languedoc og Norditalien - kaldtes både for albigensere, 'fra byen Albi', og (ofte nordligere) for katharer, 'de rene', et græsk udtryk der siden blev til kættere, samt kaldtes valdensere. De sidstnævnte var benævnt fra deres organisator Pierre Valdès i Lyon. Valdès gik med sine tilhængere ind for genoptagelse af de tidlige kristnes lære og traditioner.

Ekstremister i disse grupper praktiserede forsagelse af jordiske ting ud fra Jesu ord: "… Mit rige er ikke af denne verden …". F.eks. ændrede katharerne i Fadervor-bønnen bl.a. udtrykket "vort daglige brød" til "vort supersubstantielle brød", dvs. 'åndelige brød'. En del tilhængere regnede materien for værende af det onde - endda "djævelens værk" - og fastholdt derfor, at Jesus kun kunne have et åndeligt legeme.

Dette er som en overførelse fra den mysteriekultiske tradition: at Kristus var et levende symbol for den indviede persons åndelige vækkelse, der i det indre personificeredes som "Guds-sønnen". Katharerne blev i deres læres første århundreder omtalt især som "nogle, der bekendte, at Jesus Kristus ikke var i kødet", dvs. ikke i kropslig form. Der er tale om sproglig fortolkning, idet "Sønnen" dog opvækkedes hos de indviede eller tilhængerne, dvs. hos levende personer med både sjæl og krop (kødet). Skønt der næppe var nogen forskel, opstod ved uforstand tidligt strid. Allerede i Bibelens "Johannes' Andet Brev" vers 7 omtales:

-"… for der er gået mange bedragere ud i verden; det er dem, der ikke bekender Jesus som Kristus kommet i kødet. Det er bedrageren og Antikrist …".

Nogle katharer var vegetarer, andre cølibattilhængere. Katharer tillod kvindelige præster. En del af katharernes tro var grundlagt på flere også nyere bibelske skrifter, der snart af kirkens biskopper blev udelukket af Bibelen. De blev kendt som "apokryfe skrifter", som kirken anvendte som inspiration, men ikke gjorde dem kanonisk autoriserede.

Mange katharer gik imod, hvad de kaldte "den jødiske stammeguds grusomhed, griskhed og hidsighed" - og mente, at en hel del af Bibelens hebraiske skrifter i den overleverede form stammede fra djævelen.

Dette var modsat kirken, der gennem størstedelen af sin historie anså det Gamle Testamente for især at være optakt til og forvarsel om Kristus og hans komme, frem for blot at tilhøre den jødiske verden.

Hos katharer og albigensere - der var imod den katolske kirkes lære om skærsilden, og som ud fra "Johannes' Åbenbaring" kaldte kirken for "moderen til Jordens skøger" - var billeddyrkelse udelukket. Deres kirker var uden kors og Kristus-figur, den gudeskikkelse som de med et udtryk fra Platon kaldte en "demiurg".

De inspirerede de sydfranske (occitanianske) troubadourer, der skabte dobbeltbundede tekster, bl.a. de ældste kendte tekster om "den hellige Gral". Og de inspirerede kirken - men oftere provokeredes denne romersk katolske kirke, og især pave Innocens III.

Idet de anså sig for apostlenes efterfølgere, kaldte de sig "de sande kristne". Hele landsdeles befolkninger gik ind for katharernes lære.

Pave Innocens satte korstogshære imod dem, "albigenserkrigen" i 1209. Hundrede år senere lod kirken, hjulpet også af den franske konges hær, stort set dem alle myrde, heraf de fleste ved at brænde dem levende. Gennem mere end 300 år menes nær én million tilhængere dræbt. De sidste grupper blev under pave Gregor IX udryddet på denne grusomme måde i 1221 - og i 1244, ved bjergfæstningen Montségurs fald, hvor 200 henrettedes. Og der indførtes inkvisitionsdomstole. De seneste enkelte tilhængere blev brændt i Languedoc i 1330.

Selv om kirken havde taget afstand fra - og snart forbød - de gamle kulter, levede de dog videre i det skjulte i talrige århundreder og forekom senere gennem 1200-1500-tallet ofte i ret ændrede former, nu som hemmelige ordener, broderskaber, loger og laug.

Endog visse af kirkens folk havde en fortid her, eller søgte dem i hemmelighed. I 1314 forbød kirken tempelherreordenen, bl.a. fordi flere dele af katharernes lære tydeligvis overlevede hos korsridderne, tempelherrerne og i frimureragtige selskaber.

Den egyptiske essens i denne lære genopvaktes snart især i Italien, under Medici'erne, men først hos Dante (jf. kap. 19). Han havde, med sit betydelige kendskab til mysterieviden i Bibelen, stor forståelse f.eks. for tempelriddernes mysterieagtige organisation; og især for albigensere - han kunne læse deres tekster, bl.a. på provencalsk. Han blev omtalt som en sen troubadour - samt for at have kontakt med kætterske idéer.

Ved Dantes sympatier for disse grupper var han velbekendt med deres idéer om reinkarnationslæren - i sig selv kendt ved delvis ikke-faste definitioner (jf. kap. 24). I sit værk "Den Guddommelige Komedie" placerer Dante den græske filosof Epikur med tilhængere helt nede i Helvedets 6. kreds, fordi Epikur lærte, at sjælen dør sammen med kroppen.

Gnostiske tanker med oprindelse i det gamle Egyptens religiøse traditioner blev således adopteret af kirken til dennes version af kristendom. De har inspireret forskere fra C.G. Jung til Elaine Pagels. Uden oprindelig en gnostisk søgen efter en "anden sandere virkelighed" og en ukendt gud hinsides, ville der næppe være megen genuin filosofi hos kirken.

_________________________________

• Den udbredte mysterielære, Mithraskulten, var kristendommens konkurrent til at være kejser Konstantin d. Stores religion for romerne.
• Egyptens første kristne udviklede i 200 e.Kr., med gnostisk præg, de første klostre - med munke påvirket af Isis-præsternes regler.
• De fleste gnostikere afviste, at Jesus døde på korset. Gnostikeren Valentinus fra Egypten var 150 e.Kr. tæt på at blive valgt til pave i Rom - hvilket sandsynligt ville have givet kirken en helt anden retning.
• Flere af de senere gnostisk inspirerede katharer gik imod, hvad de kaldte "den jødiske stammeguds grusomhed, griskhed og hidsighed".

_________________________________