Johannes Døbers hoved - de kristnes første ikon

Egyptisk religion er, hvad angår fremstilling og brug af billeder, historiens righoldigste. Moses må på egyptisk baggrund have kendt til problematikken ved dette stærkt formidlende, men også i visse tilfælde fremmedgørende element for en dybere religiøs forståelse ved en sådan overvægt af allerede fastlåste dikterede indtryk. Moses' forbud mod billeddyrkelse blev bevaret af jøderne, fra hvem de første kristne overtog det.

Korset - også kendt i Egypten og i sig selv ét blandt flere kristne emblemer - blev først kirkens vigtigste symbol længe efter Konstantin d. Store, der afskaffede korsfæstelse som straf. Heller ikke dyrkelse af Jesus som korsfæstet blev brugt hos de tidlige kristne, men tilhører en senere teologi. Det varede mange hundrede år før dette billedtema blev kirkens i grunden morbide traumasymbol: Først år 692 bestemtes fra Konstantinopel, at som fast symbol skulle en menneskeskikkelse (Jesus) ses på korset og ikke det hidtidige evangeliske symbol med Guds lam!

Det blev et udbredt eksempel på den i Bibelen forbudte billeddyrkelse. Hos katharerne afvistes både at Jesus døde på korset (pælen) og at bruge billeddyrkelse - og de havde netop aldrig krucifiks i deres kirker.

Efter kirkens store skisma i 1054 (herom senere) med opsplitning i en romersk-katolsk og en græsk-ortodoks kirke, bibeholdt sidstnævnte mest ikke at afbilde Jesus som korsfæstet, dvs. ikke bruge krucifiks. Modsat katolikkerne - der i 1200-tallet desuden indførte en depressiv genre: Jesus-billedet, undertiden uden krucifiks, som "smertemanden".

Da hverken Moses eller Jesus gik ind for billeddyrkelse, fremstår det trosmodstridende træk, at den katolske kirke udnævnte tusinder af helgener og tidligt indførte helgendyrkelse med afbildninger, integreret i daglig religiøs praksis. Undertiden med nogle komiske konsekvenser:

- F.eks. idet Maria var anerkendt for at have undfanget "ved Helligånden", kårede kirken hendes mand Josef til at være skytshelgen for dem, der gøres til hanrej! - Apostelen Bartholomæus fik sin hud afflået af sine modstandere, og blev siden gjort til skytshelgen for garvere, alene fordi det fag arbejdede med flåede huder. - Der findes endda helgener for specifikke dyr, f.eks. blev Lazarus, hvis sår hundene slikkede, også helgen for hunde. - I 1979 blev Frans af Assisi, der respektfuldt prædikede for markens fugle, tilmed kåret til helgen for økologi.

- Endnu et eksempel: en "affotografering" - en ved sved overført "ansigtskontur af Jesus" (som man mente havde en kraft) i det klædestykke, Veronika aftørrede Jesu ansigt med, da han bar korset: Nutidens Vatikanet har da erklæret Veronika officiel skytshelgen også for udøvere af et moderne fag, fotograferne, fordi de tager portrætaftryk. Her ses igen en egyptisk baggrund: I stedet for Veronika burde Salomes mor, Herodias, være udnævnt - en hidtil uudforsket årsag. Ifølge det Nye Testamente forlangte hun "Johannes Døberens hoved på et fad". Dette (dog ikke noget "sølvfad") er på evangeliets græske sprog: pinax, 'træplade', der kunne bruges som stort fad til f.eks. steg - men før malerlærredets tid betød pinax oftest 'billede': en træplade, der efter egyptisk skik var bemalet med et portræt (jf. pinakotek, 'billedsamling').

Dengang kunne en hellig mand kynisk anses for at være mere værd død end i live - derfor skulle en særlig afbildning af Johannes' hoved sikre hvad man anså for "bevarelse af hans udstråling" efter døden. Nemlig efter at han blev henrettet for sin kritik af, at livsførelse hos kongen ikke var efter Moses' lov. De kristnes "fjendefigur" Herodias synes herved at være årsag til den første kristne accept af helgenbilleder.

Gudebilleder og lignende hellige afbildninger på træplader tilhører en ældre egyptisk tradition. Men især fra den egyptisk-græske periode fra cirka 330 f.Kr. og frem, er der i Egyptens tørre klima bevaret mange portrætter malet på træ, f.eks. kistelåg. Episoden er reelt historiens ældste kendte omtale af en ikon (græsk eikon). Ifølge traditionen skulle netop ikoner altid males med jordfarver på ægte guldgrund. Guldet mentes at fastholde en hellig persons "magiske udstråling". Mere end tusind år senere indførte den italienske maler Giotto at male ikoner også på blå undergrund - blå farve, som vanligt af pulveriseret blå ædelsten (hvis stråleglans her synes tillagt nævnte egenskab ved guld).