Moses' lære og kristne værdier

Med Moses' skrifter blev israelitternes og jødernes lære verdens ældste boglige religion. Men videreførelsen, kristendommen, blev af kirkens teologer - ud fra mindre tilgængelige begreber: treenighed, jomfrufødsel, arvesynd - gjort til en abstrakt og teoretisk religionslære.

Dette findes stadig i nutiden og med yderligere teoretiseret overbygning af f.eks. dialektisk teologi, antropologisk fortolkning, eksistensteologi, politisk teologi, absurdiologisk kristologi, religionssociologi etc., etc. Fremmedgørelsen af den enkeltes gudsbegreb blev mere total, og medførte flugt, tomme kirker - og splittelse: Kristendommen er i dag underdelt som et sammensurium af mange tusinde, ofte uforenelige, retninger.

Kirken selv har en stor del af tiden haft svært ved at leve op til kristendommen. Ved sin forvaltning af troen mente kirken med sine doktriner at have patent på kristendommen og dens kærlighedsbudskab, så enhver kritik imod kirken var på forhånd kriminaliseret.

Den katolske kirke gav sig selv al ret over anden tro. Da portugiserne omkring år 1500 kom til Sydindien, fandt de kristne indere. Det samfund havde bevaret troen i halvandettusinde år, siden apostelen Thomas på sin rejse havde kristnet mange indere - ifølge traditionen i år 52 - med en urform af religionen, en tidlig syrisk-kristen version. For de katolske portugisere var dette værre end de omgivende hedninger, og de tvangsdøbte disse allerede døbte kristne og dræbte brutalt dem, der afslog.

Ligeledes blev der teologisk set dødelig afstand mellem protestanter og katolikker. I det protestantiske Danmark foreskrev Danske Lov af 1683 dødsstraf for katolske gejstlige, hvis de virkede i landet.

Den af kirken iværksatte heksejagt i disse århundreder blev også brugt til at forfølge og henrette jøder. Et særligt udslag af dette brød frem allerede tilbage i 795 i Spanien mod velhavende jøder - de ansås for en trussel mod det kristne imperium, hvori de var borgere.

Fra middelalderen og frem blev der i selve heksejagten dræbt et betydeligt antal kvinder. Det foregik også i protestantiske lande, skønt de ikke var underlagt pavens befalinger. Så sent som i 1734 blev der foretaget heksehenrettelser i Sverige, og i Danmark kunne Højesteret gennem 175 år anvende dødsstraf som dom over hekse og troldmænd.

Først de sidste cirka 300 år (dvs. fra ca. 1700) ud af sin 2.000-årige historie er kirken internt blevet mindre fundamentalistisk, mindre aggressiv over for andre religioner og noget mere tålelig for frie mennesker.

Idet kristendommen præsiderede over alle europæiske landsregioner som en international overordnet kultur, skabte kirken dog - ud over at formidle Europas religiøse og juridiske enhed - også tidligt Europas økonomiske fællesskab. Det bidrog til et materielt grundlag for denne verdensdels senere sociale og kulturelle stade.

Inspirationen fra Jesus var en basis, men ikke det samme som kristendommen, der igen ikke er det samme som kirken og kirkelige skiftende udlægninger af beretningerne. De kristne fik et dilemma: på den ene side kirkens mangfoldige, absurditeter, rystende uforstand, intolerance og fanatisme - og på den anden side dens også reelt positive indflydelse på Vesteuropas udvikling, kulturelle og humane stade.

Udover forfølgelse af anderledes tænkende og andre religioner har kirkelig undertrykkelse med synd, skyld og skam og straf, samt af kvinders stilling, gjorde livet ufatteligt byrdefuldt - det er stadig hårdt arbejde for nutidens terapeuter at lappe på skaderne. Men på den anden side var der f.eks. hospitaler, fattiges bespisning - og i nyere tid hjælpeorganisationer i alle verdens lande - alle træk tidligere mindre betonet/ikke i brug i andre religioner: Kristendommen har en indbygget universalisme, en udadrettethed mod panta ta ethne, alle folkeslag (jf. Matthæusevangeliet, 28,19), - modsat f.eks. ved Buddhas indstiftelse af et eksklusivt, alternativt (munke)samfund.

Hos begge indgår gavmildhed, medfølelse og kærlighed, men den kristne "udadvendthed" bidrog til, at netop i vesterlandsk lovgivning er f.eks. indbygget, at man "ikke efterlader en syg ved vejkanten", uanset om det er en fremmed eller udlænding: Direkte linjer går tilbage til Jesu lignelser og videre tilbage til Moses' bud om næstekærlighed.

Selve religionen - dvs. ikke kirken eller en klerikal administration, men udtrykt i nogle af dens institutioner med en mere end tusindårig tradition for etisk refleksion - har dog over for barbariet bidraget med nogle særlige standarder, selve den kristne læres etikbegreber:

- Især vitale elementer: "tilgivelse" og at "Gud er kærlighed", samt opløsning af angst (og her fjendskab) ved at lægge vægt på "frygt ikke" og "håbet" - og først og sidst på kærligheden. Stærkt virksomme impulser er indlejret i disse nøglebegreber, der tidligere kun ses mindre betonet i andre religioner. Barmhjertighed, der kan indeholde nådig overbærenhed, kan ikke altid sidestilles med tilgivelse (i dybden at "slette tavlen").

Uden netop tilgivelse kan der i et menneske ske en fastlåsning, der kan udløse endeløs hævn og blodfejder. Et vigtigt fremskridt var her, at allerede Moses' love, oldtidens mest humane - eller om man vil: mindst brutale - nøje tilkendte personlig erstatning f.eks. ved overlast. Fra mysteriekulterne kendtes tilgivelse som et middel, ved bekendelse eller skrifte, til psykisk aflastning. I princippet gør aflæggelse af tilståelse det muligt for selve tilgivelsen at "få adgang" hos en person til at opløse problemet.

Skønt der ses en del forbløffende ligheder mellem det Nye Testamente og "Qumranteksterne", findes ordet tilgivelse ikke i de sidstnævnte.

Også dette at kristendommen beskæftiger sig så meget og så direkte med i realiteten mysteriebegreber som "sjæl", og også "ånd", har gennem historien sat sit præg, på godt og mindre godt, inden for teologien såvel som hos de menige tilhængere. Lige fra begyndelsen gav kristendommen disse begreber en fremskudt placering.