Månekæden
Hele denne evolutionære udvikling er sket i tidligere runder, dvs. på fysiske planeter, som ikke eksisterer mere – bortset fra Jordens sidste inkarnation, som er den nuværende Måne. Månen er nu en død planet − et planetarisk lig. Hovedparten af menneskeheden gennemgik dyreevolutionen i den 3. runde på den planet, der nu er Jordens Måne. Læg mærke til at tallene på runderne og åbningen af spirillaerne følger hinanden.
Det skal her bemærkes, at evolutionen i mineral-, plante- og dyreriget, har strakt sig over ufattelig lange tidsforløb, hvor menneskets højere udvikling sker stadig hurtigere. Hvis man forestiller sig evolutionen som en kurve, så vil kurven for de tre undermenneskelige riger nærmest være flad, mens den i menneskeriget og ikke mindst fremover vil være stejlt stigende.
ldal al din Rumi
Den kendte sufimystiker Djeldal al din Rumi, som levede i det 13. århundrede, udtrykker meget enkelt dette evolutionsdrama med disse ord:
”Jeg døde som sten og blev til plante.
Jeg døde som plante og blev til dyr,
og nu er jeg menneske.
Hvorfor frygte døden?
Blev jeg nogensinde ringere
eller mindre af at dø?
Jeg dør engang som menneske
og bliver til en åndelig skikkelse af lys,
en drømmende engel
– men min vej går videre.
Alt undtagen Gud forsvinder.
Jeg bliver, hvad ingen hørte eller så.
Jeg bliver stjernernes stjerne,
der stråler over fødsel og død.”
Åbningen af den 6. og 7. spirilla sker for hovedparten af menneskeheden i næste runde, men indvielsesvejen giver mulighed for at forcere den proces, så den kan ske meget tidligere. På grund af en planetar katastrofe under menneskehedens udvikling i perioden på Månen – den såkaldte ”månekæde” − hvor Sollogos måtte afbryde evolutionen, blev det besluttet at give menneskeheden mulighed for at indhente det, som blev pludseligt afbrudt på månekæden. Beslutningen blev taget midt i den atlantiske epoke, og indvielsesprocessen blev tilbudt menneskeheden, som noget helt specielt for denne planet.
|